01 juni 1993

Luc Ferry: Den ny økologiske orden

Klumme i Vand & Jord 1993

Luc Ferry er en fransk filosof, som med skarpsindig fransk logik har sat sig for at finde ind bag ved de holdninger, som ligger til grund for "økologismen", som den bl.a. ses hos Greenpeace og de mere rabiate dele af Dansk Naturfredningsforening.

Luc Ferry påviser, at de rene naturbevarelsesholdninger, som finder sit udtryk i, at man forlanger "uberørt" naturtilstand eller 0-belastninger af miljøet, er antihumanistiske i deres grundlag.

Som udgangspunkt gennemgår Luc Ferry de to grundtyper af holdninger, der præger miljødebatten: den antropocentriske, som har mennesket som udgangspunkt, og som begrunder sit hensyn til miljøet med, at det skal beskyttes for menneskenes skyld, og den økologistiske, som finder, at et bjerg eller en HIV-virus eller en havmus i Århus bugt har samme iboende værdi som mennesket, og derfor skal bevares i upåvirket tilstand.

Den praktiske konsekvens af den første holdning er reformøkologien, som søger at finde afvejede løsninger på reelle økologiske problemer. Den anden holdnings konsekvens er, at mennesket betragtes som en parasit på jorden, og at menneskenes antal derfor skal reduceres (gerne med alle midler herunder afskaffelse af demokratiet, miljøterror etc.) til mellem 100 og 500 millioner i alt.

Som sidebemærkning skal anføres, at de antropocentriske holdninger analogt med racisme og sexisme kan kaldes specistiske holdninger, idet de ikke giver alle arter samme rettigheder. Så vi reformøkologer er således specister!

Luc Ferry gør skarpt op med de økologistiske holdninger, som han påviser er antihumanistiske i deres sigte, og viser bl.a. at Nazityskland lavede den første "Naturschütz"lovgivning i 1942, hvor træers rettigheder blev ligestillet med menneskers. (Og i parentes og lidt usmageligt kan da også nævnes, at nazisternes lovgivning om dyretransport var en hel del mere human end de regler, der blev anvendt ved togtransport af mennesker). Og Luc Ferry påviser forbindelsen mellem denne dybdeøkologiske naturlovgivning og nazismens inhumane menneskesyn i øvrigt.

Nu kan den miljøforvalter, der har de daglige problemer inde på livet tænke: Sikke noget fortænkt fransk sludder, hvad har det med min hverdag at gøre? Det vil jeg, som reformøkolog, prøve at vise i det følgende.

Problemstillingen opstår hver gang, man skal afveje miljøets interesser i forhold til helhedens interesser. Hvis man her udelukkende ser på "miljøets" interesser uden at tage hensyn til menneskene, er man antihuman i sin fremgangsmåde og skader som konsekvens heraf menneskenes sag.

Lad mig tage nogle konkrete eksempler:
Alle afgørelser, hvor der opstilles udledervilkår, der ikke er begrundet med en nyttevirkning for recipienten, er antihumane, da de spilder ressourcer, der kunne være brugt til at opfylde reelle menneskelige (og miljømæssige) behov. I den sammenhæng kan nævnes tankegangen om "bedst tilgængelig teknologi", som er et princip der byder på nogle administrative fordele, men som i en lang række tilfælde giver et stort ressourcespild. Og som i andre tilfælde ikke er tilstrækkelige til at opnå målet.

Alle afgørelser, hvor dyrs og planters trivsel vægtes højere end menneskenes trivsel er antihumane. F.eks. er det vigtigere at sikre en god hygiejnisk kvalitet i vore store byers havneområder, og at fiskene kan spises uden sundhedsfare end, at havnenes dyre og planteliv bringes tilbage til en naturtilstand.

Det er ligeledes vigtigere at holde de store byers luftkvalitet på et niveau, der sikrer at mennesker ikke bliver syge af luften, end at stille krav til vandkvalitet, der udelukkende er æstetisk og naturbevarelsesbegrundet.

Alle afgørelser, der baserer sig på at usikkerheden skal komme "miljøet" til gode, er antihumane. Usikkerheden skal naturligvis komme menneskene til gode! Jeg er ganske vist enig med de forskere, der mener, at man skal tage CO2-problemet dybt alvorligt. Men jeg synes også, at det er værd at bemærke sig de synspunkter, der fremfører, at en radikal nedskæring af energiforbruget med et afledt stop for økonomisk vækst, kan få nogen virkninger for verdensamfundet (menneskene), der er meget værre end drivhuseffekten.

Endeligt er det antihumant at opprioritere ressourceanvendelsen på miljø uden at tage hensyn til andre sektorer. I København kan der f.eks. peges på sociale problemer på Vesterbro, som det ud fra et menneskecentreret opfattelse ville være langt rimeligere at bruge penge på end forfinet spildevandsrensning på Lynetten.

Jeg kan varmt anbefale bogen. Den er ikke helt nem at læse, men da jeg har en datter der læser humaniora på RUC kender jeg ordene "postmoderne" og "dekonstruktion" og det gør det en smule nemmere.

Hvis man er interesseret i at reflektere over, hvad miljøforvaltningen egentlig er for noget, er bogen uomgængelig. (Luc Ferry: Den ny økologiske orden. Forlaget Rosinante)

01 marts 1993

Den faglige sfære

Klumme i Vand & Jord fra 1993

I gode fagfolk som læser dette udmærkede blad har alt for lidt indflydelse på den danske miljøforvaltning. I tier stille og lader stå til, mens interesseorganisationer og politikere kører løbet. Den faglige del af miljøbeslutningsgrundlaget er blevet udvandet og i flere tilfælde helt fjernet som en faktor i beslutningsprocesserne. Og der er nu hårdt brug for, at den naturvidenskabelige og tekniske indsigt (det jeg kalder den faglige sfære) genvinder sin fulde betydning for de vigtige miljøbeslutningsprocesser, vi står overfor. Vandmiljøplanen er et klokkeklart eksempel på, at den faglige sfære har mistet betydning. I denne plan er der ikke taget hensyn til ret meget af den store viden, man rent faktuelt har om vandmiljøforhold. Baggrunden for, at det er kommet så vidt, kan vel være en reaktion på, at naturvidenskabsfolk (herunder især ingeniører) tidligere havde (for stor) magt i beslutningssystemet, men nu er det desværre kommet dertil, at naturvidenskabelige facts betragtes på linie med økonomiske, politiske, etiske og forvaltningsmæssige forhold, som noget der frit kan skaltes og valtes med og stemmes om. Og i den sammenhæng boltrer jurister, økonomer og techsammere sig lystigt.

Men jeg tror også, at vi fagfolk er for pæne. Vi er opdraget til at sidde ude i kulissen og lave fine saglige indstillinger til beslutningssystemet. Og selvom de beslutninger, der kommer ud af det, gør vold på naturlovene, sidder vi stille og siger ingenting. Vi er også opdraget til at komme med alle mulige forbehold og nuanceringer i vores udtalelser. Derved bliver udtalelserne måske nok uangribeligt fagligt korrekte, men til gengæld helt uforståelige for offentligheden. Og i virkeligheden er det også en særlig form for sandhedsfordrejning, når en fagmand komplicerer et emne, som i grunden er ret enkelt at forstå. Ved at være så pæne, overlader vi banen til alle de hæmningsløse lobbyister. Vi lader en David Rehling og en H. O. A.Kjeldsen føre sig frem. Og tænker: Ha! Hvor er det plat, at de kan sige sådan noget. Men vi siger intet selv.

Så min pointe er: Kom på banen, alle I der ved bedre. Ikke blot i fagblade, men også i de offentlige medier. Og lad os igen sikre den faglige sfære en placering, der passer med dens betydning for de beslutninger, der skal tages.