15 oktober 1994

Gensplejsede produkter - Ja tak, fler af dem

Jeg glæder mig til, at vi får nogle flere gensplejsede produkter på markedet, og for min skyld må man gerne mærke dem. Så kan jeg positivt vælge dem frem for ikke - gensplejsede produkter, der jo i almindelighed er miljøbelastende, usunde og smager dårligt!

Jeg vil gerne medgive, at lige præcis sojabønner og Round-Up er en dårlig start på gensplejsnings-diskussionen. Jeg bryder mig heller ikke om den anvendelse. Men desværre synes jeg, at SF og dets madpolitiske ordfører Jørn Jespersen med sin stærke modstand mod dette produkt efterlader et indtryk af, at SF er imod anvendelsen af gensplejsning som sådan. Og det kan da ikke være meningen. Tværtimod skal genteknologien fremmes mest muligt, og der skal for forbrugerens og miljøets skyld gøres en stor indsats for at få indført disse produkter på markedet så hurtigt som muligt.

Sandheden er jo, at gensplejsningen kan betragtes som det største fremskridt for produktionsbiologien siden opfindelsen af landbruget. Denne teknik giver muligheder for en stærk udvikling af de biologiske produktivkræfter, og vil være med til at sikre, at en stor verdensbefolkning kan forsynes med sunde og velsmagende fødevarer, som dyrkes under miljømæssigt forsvarlige omstændigheder. Ligesom teknikken vil sikre, at en stor del af de andre råvarer, vi har i øvrigt brug for, vil kunne fremstilles på et bæredygtigt grundlag.D

er er ingen særlig grund til at være bekymret for gensplejsning. Gensplejsede fødevarer adskiller sig ikke fra fødevarer, som er forædlet på traditionel måde. Man kan blot gå meget mere målrettet og effektivt til værks. Tværtimod skal man glæde sig over de rige muligheder, teknikken stiller til rådighed.Det er da helt forskruet, at enhedslisten kalder gensplejsede produkter uøkologiske. Bruger det økologiske jordbrug ikke forædlede planter og dyr? Bruger det ikke hjælpestoffer og energi? Bruger det ikke menneskelig snilde i produktionen? og tilpasser naturen til menneskets behov? Økologisk jordbrug er et rationelt og praktisk erhverv baseret på et klassisk, naturvidenskabeligt grundlag og med det hovedsigte at dyrke kvalitetsfødevarer under bæredygtige omstændigheder. Økologisk jordbrug er ikke baseret på drømmen om den uberørte natur, månens faser og andre pseudoreligiøse elementer.

Så lad mig opfordre SF til at melde klart ud med nogle progressive synspunkter til fremme for an-vendelsen af gensplejsning. Maskinstormernes tid er forbi.

01 juli 1994

Afskaf det (u)etiske råd

Kommentar i Politiken 1994

Når jeg hører formanden for Det Etiske Råd, Else Marie Sejr Larsen, udtale sig om genteknologi, føler jeg mig som en kætter i inkvisitionens hænder. Jeg kommer til at tænke på Galilei, som blev tvunget til at afsværge sin opfattelse af, at Jorden bevæger sig. Og jeg bedyrer, at Det Etiske Råd har en fuldstændig misforstået funktion og straks bør nedlægges. Forskningsfrihed og frihed til teknologisk udvikling er en umistelig frihedsrettighed på linje med ytringsfrihed, kunstnerisk frihed, politisk frihed osv. Den kan og skal ikke begrænses af samfundet eller dets udpegede organer. Staten skal ikke blande sig i det enkelte menneskes ret til at forske. Nyskabende udfoldelser er sjældent populære og baserer sig ikke på et flertal.

Jeg er sikker på, at den stenalderkvinde, der første gang fandt på at bruge ilden, blev udstødt fra sin stamme af alle de velmenende sortseere, der mente, at sagen først skulle snakkes grundigt igennem, før der kunne gives tilladelse. Genteknologi er fyldt med en mængde ufatteligt spændende muligheder for mennesket. Den kan skaffe barnløse mennesker børn, den kan løse alderdommens gåder, den kan øge menneskets intelligens og fysiske formåen. De, der forsøger at forhindre eller bremse denne udvikling, påtager sig et meget stort ansvar, fordi de derved krænker det enkelte menneskes muligheder for at få et bedre og længere liv. Den genteknologiske udvikling og andre tilsvarende udviklinger skal fremmes mest muligt, netop fordi de er stærkt kontroversielle og samfundsomstyrtende. De skal ikke bremses af velmenende professionelle snakkere, som siger: Vi må debattere grundigt, vi må nøje overveje, vi må styre, når de i virkeligheden mener: Vi må forbyde!

Den forskning og udvikling, der sker med voksne menneskers medvidende samtykke, skal ikke kunne forhindres af staten. Vi kender nok af eksempler på, hvordan det kan gå, når samfundet, staten eller kirken forhindrer mennesket at tænke nyt. Det Etiske Råd er et sådant censurorgan, og derfor en uetisk konstruktion. Nedlæg det med det samme. Heldigvis er verden blevet mere åben, fri og pluralistisk. Så den forskning og udvikling, der kan gavne menneskene, vil blive gennemført, uanset hvad et etisk råd i Danmark mener. Men det er da vigtigt, at Danmark med sine store forskningstraditioner (Tycho Brahe, Ole Rømer, H.C. Ørsted, Niels Bohr) placerer sig helt i front internationalt. Vore unge ambitiøse forskere skal kunne udfolde sig frit uden frygt for at komme i hænderne på inkvisitionen.

15 april 1994

Vandmiljøet i Danmark

Bedre end sit rygte, men forvaltes dårligt

Kronik i Politiken

Det danske vand er ikke så ringe endda. Rygterne om dets død er stærkt overdrevne. Men det er desværre sandt, at vandet forvaltes alt for kortsigtet og alt for dårligt. De midler samfundet har sat af til forbedring af vandmiljøet kunne give et langt bedre resultat, hvis de blev anvendt fornuftigt. Alternativt kunne der opnås et pænt vandmiljø for langt færre midler, hvorved der ville blive råd til at finansiere mange andre fuldt så vigtige opgaver.

Hvordan er kvaliteten?

De indre danske farvande har det i grunden ganske udmærket. (Jeg ved godt, at der i lokale, kystnære områder, især lukkede bugter og fjorde, er betydelige problemer, men jeg vil i dette indlæg kun beskæftige mig med de overordnede nationale vurderinger og forbrug af ressourcer).
Der løber vældigt meget vand igennem de danske farvande: Netto ca. 500 km3 (en km3 er 1 million gange en million liter vand) fra Østersøen til Nordsøen. Dvs. at der skal ledes ganske betydelige mængder stof ud i området, før det er muligt at registrere nogen påvirkninger i forhold til de naturligt forekommende stofmængder og stofstrømme i området.

Vi har dog nu øget kvælstofbelastningen så meget, at det igennem de sidste 10-20 år har været muligt, gennem avancerede måleprogrammer, at registrere kvælstofudledningens virkning på planteproduktion og iltforhold i vore farvande. Der er tale om en tydelig kulturpåvirkning af de indre danske farvandes kvalitet.

Hvad er vandkvalitet?

Dette er dog ikke ensbetydende med, at kvaliteten af de danske vand ud fra et absolut synspunkt er dårlig. Vandkvalitet er et sammensat begreb, som kan være lidt vanskeligt at definere. I den danske vandmiljølovgivning har man valgt at betragte vandmiljøkvalitet som et begreb, der først og fremmest relaterer sig til en såkaldt "naturtilstand" eller baggrundstilstand. Og man hævder så, at kvaliteten er god, hvis den ligger tæt på den "naturlige" tilstand. Fordelen ved dette synspunkt er, at hvis man sikrer sig imod store ændringer i forhold til en baggrundstilstand (som man i øvrigt er tilfreds med) kan man også derved sikre sig mod alt for store skadelige virkninger.

Jeg mener imidlertid, at dette miljøkvalitetsbegreb er lettere absurd og ganske skadeligt for mulighederne for at løse miljøproblemer effektivt og billigt. Lad os sammenligne med landjorden. Det er kun nogle få promille af Danmarks areal, der er uberørt naturområde eller urskov. Det ville være udmærket, hvis vi kunne komme op på, at nogle større områder, gerne både 10 & 20% af Danmarks areal, kunne henligge som uberørt natur, men det er ganske meningsløst at stille krav om, at kvaliteten af vores landjord kun kan være i orden, hvis det hele er uberørt natur. Der skal være muligheder for at vi kan bo, nyde vores haver og parker, dyrke vores jord, transportere os og i øvrigt rekreere os under behagelige former. En skovtur skal jo ikke bestå i en stadig kamp med økser og macheter for at kæmpe sig igennem et urskovskrat fyldt med alskens ubehageligt kryb.

På samme måde er det heller ikke rimeligt, at vi skal betragte vore vandområder som uberørte naturområder. I stedet for at sammenligne med en "naturtilstand" skal vi stille absolutte krav til miljøkvaliteten, set fra brugerens, menneskets side. Vi skal klargøre og fastholde den antropocentriske indgangsvinkel til naturen, dvs. at naturen skal styres af mennesket for at sikre mennesket så gode og behagelige langsigtede overlevelsesvilkår som overhovedet muligt.
Jeg ved, at dette synspunkt skurrer mange naturromantikere fælt i ørerne, og jeg vil da også gerne medgive, at lige som man skal behandle dyr ordentligt for dyrenes egen skyld, skal man også behandle økosystemer godt for deres egen skyld, men det er det ikke samme som, at alle økosystemer alle steder på jorden skal bringes i en uberørt naturtilstand svarende til tiden før Homo sapiens blev udviklet.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på en simpel kendsgerning, nemlig at mennesket er et dyr udviklet på samme måde som alle andre dyr, og at mennesket og dets aktiviteter også på det teknologiske område er akkurat ligeså naturlige som de aktiviteter, der foregår i en regnskov eller på et koralrev.

Hvordan er tilstanden?

Lad os se på, hvordan vore farvandes tilstand er både absolut set og set i forhold til en naturtilstand, som vi kan definere som tilstanden omkring århundredeskiftet.
Den mest umiddelbare måde, alle mennesker bruger til at vurdere om vand er godt, er ved at iagttage vandets klarhed, som f.eks. kan udtrykkes ved sigtdybden. Vandets klarhed påvirkes i helt overvejende grad af algevækst, som igen er afhængig at tilgang af kvælstof. (Fosfor, som ofte nævnes i denne forbindelse, har ikke nogen betydning for tilstanden i de åbne farvandsområder).

I vore farvande er vandet gennemgående ganske klart. De almindeligt forekommende sigtedybder er fra 5 helt op til 20 meter. Der findes naturlige og uberørte vandsystemer f.eks. lavvandede, varme søer i næringsrig jord, hvor sigtedybden er 20 cm. Der findes endvidere uberørte vandområder, som de tropiske oceaner, der i biologisk henseende er ørkener, og hvor sigtdybden er over 100 m.

Vi kan ved at sammenligne dybdeudbredelsen af havplanter ved århundredeskiftet og nu se, at vandets gennemsigtighed er formindsket med et par meter i forhold til naturtilstanden.
Forøgelsen af kvælstofbelastningen har endvidere givet anledning til et forøget iltforbrug og en forøget hyppighed af iltsvind med konsekvenser i form ændringer af mængder og arter af fisk og bunddyr. Det er vurderet, at iltmængden i Kattegats bundvand i dette århundrede er formindsket med ca. 2 mg/l. Omkring århundredskiftet var det minimale iltindhold ca. 4 mg/l, nu er det sunket til omkring 2 mg/l. (Til sammenligning kan nævnes, at iltmættet vand indeholder 10 mg/l)

Iltsvind er et naturligt forekommende fænomen, som ikke behøver at have nogen sammenhæng med menneskers aktivitet. F.eks. var de velkendte sildeeventyr fra 1600 tallets Øresund forårsaget af, at bundvandet i Østersøen på grund af klimatiske svingninger var blevet iltfrit. Dette fremkaldte en stærk frigørelse af næringssalte fra bunden med tilhørende høj plankton- og sildeproduktion.

Selv om vi tilsyneladende har halveret iltmængden i Kattegats bundvand, befinder vi os stadig inden for et naturligt forekommende variationsområde, og den normale miljøinteresserede dansker vil ikke, uden adgang til avanceret måleudstyr, have nogen muligheder for at bemærke denne ændring.

Vi kan ikke lade stå til

Konsekvensen af dette er naturligvis ikke, at vi bare skal lade stå til. For det første er der, som tidligere nævnt, en del lokale problemer. For det andet har alle økosystemer en overgrænse for hvor stor belastning, de kan bære før kvaliteten bliver så dårlig, at vi ikke kan bruge dem. Vi må derfor sætte en grænse for den totale belastning af vore indre farvande. Og vi er i det mindste nu nået et punkt, hvor ikke kan tillade en yderligere belastning. Tværtimod er vi nok nødt til at nedsætte belastningen noget.

Min pointe er, at det har vi tid til! Vi kan i ro og mag og uden at frygte, at vores indre farvande "dør" eller bryder sammen eller begynder at producere søuhyrer, tage os den nødvendige tid til roligt og velovervejet at lægge den rigtige langsigtede strategi for vores husholdning med næringsstofressourcer og vandmiljøet.

Vi skal først og fremmest nøje overveje, hvilken målsætning, vi vil sætte for vandkvaliteten i vore indre farvande i forhold til de omkostninger, der er forbundet med at opnå målsætningen. Vi må stille os det spørgsmål, om vi skal helt tilbage til den "uberørte" naturtilstand svarende til tilstanden ved århundredskiftet. Om vi vil være tilfreds med tilstanden i 50'erne eller om vi kan nøjes med at stoppe belastningsforøgelsen og evt. tage toppen af belastningen. I den forbindelse må vi holde os for øje, at vi ikke kan løse alle problemerne alene. Den største del af kvælstofbelastningen af vore indre farvande kommer fra Østersøen og Nordsøen. Så selv om vi gør os de yderste anstrengelser og nedsætter kvælstofbelastningen fra Danmark til år 1900 niveau, vil vi kun kunne øge iltmængden i Kattegats bundvand med måske op til et halvt mg/l altså med ca. 25% af formindskelsen. Vi skal endvidere gøre os klart, at jo mere vi reducerer kvælstofbelastningen jo dyrere bliver det pr. tons fjernet kvælstof. Endelig skal vi ved opsætning af målsætningen se i øjnene, at de penge vi bruger på dette område, kan ikke bruges en gang til på andre miljøområder, og at der bestemt er langt alvorligere miljøproblemer til end ilt- og sigtdybdeforholdene i de indre danske farvande.

Dernæst skal vi med stor omhu sikre os, at de penge, vi beslutter at bruge på dette område, giver den størst mulige virkning.

Vi har en vandmiljøplan, som kommer til at koster samfundet 12 mia. i investeringer og 500 mio. kr. om året i drift, og hertil på kommer på sigt endnu større beløb til renovering af kloaksystemer. Det er min påstand, at denne vandmiljøplan er kommet i stand under så panikagtige former, at man hverken har fået gennemført en ordentlig diskussion af målsætningen eller en god vurdering af, om man får nok for pengene.

Vandmiljøplanen og den forvaltning, den giver anledning, til er præget af to meget store fejl. Der lægges alt for meget vægt på og for mange penge i den (lille) del af belastningen, der kommer fra byerne (og industrien) og alt for lidt vægt på landbruget. Og det postuleres, at spildevandsrensning er en løsning på vores problemer, når det, der er brug for, er en omlægning af vore bolig- og produktionsformer til et system, der mindsker produktion af spildevand og affaldsstoffer og recirkulerer værdifulde stoffer lokalt.

Landbruget

Landbrugets kvælstoftab i Danmark og i de andre lande, der afvander til Østersøen og Nordsøen er den helt overvejende kilde til kvælstofbelastningen og dermed årsag til iltsvindet i vores indre farvande.

Kun ved at reducere dette kvælstoftab drastisk vil vi for alvor kunne forbedre situationen. Ydermere er det langt billigere pr. tons kvælstof at reducere landbrugets kvælstoftab end at fjerne kvælstof ved spildevandsrensning. Faktisk kan man i den nuværende situation med overproduktion af landbrugsvarer og store subsidier til landbrugssektoren hævde, at hvert tons kvælstof brugt fra landbruget giver et negativt dækningsbidrag. Dvs. at ved at reducere landbrugets kvælstoftab spares penge, i modsætning til spildevandsrensning, hvor vi må bruge penge.

Dansk landbrug står i dag i samme situation, som da man for 100 år siden var nødt til at ændre produktionsform fra dyrkning af korn af dårlig kvalitet til fremstilling af højt forædlede animalske produkter. Ved en jætteindsats lykkedes det dengang at ændre produktionsformerne og gøre Danmark til et af verdens førende landbrugslande.

Nu har landbrugets produktion igen nået en grænse, hvor den hverken er økologisk eller økonomisk bæredygtig. Det kan der ikke lappes på. Der skal en ny jætteindsats til kombineret med fundamentale indgreb i landbrugets produktionsformer for at genoprette et bæredygtigt erhverv.

Hele samfundet bør i et konstruktivt samarbejde med landbruget hjælpe med til, at der sker den nødvendige omlægning og produktudvikling i denne sektor. Vi bruger nu alt for megen tid og penge på bureaukratiske lappeløsninger (gylletanke, gødningsplaner, og en hær af kontrollører), som kun berører problemets overflade. Hvis vi tager os den nødvendige tid til at gennemføre denne udvikling, vil vi stort set gratis få løst kvælstofproblemet (Og aktuelt set også grundvands- og pesticidproblemet) i samme ombæring.

Bemærk her, at den enkelte borger kan gøre en daglig vigtig indsats ved i sit valg af fødevarer at foretrække økologisk dyrkede fødevarer af en ordentlig kvalitet. Det er jo så bekvemt at sige, at det er industrien og landbruget, der er de store syndere for miljøet. Reelt er det den enkeltes borgers forbrugsvalg og livsstil, der afgør om miljøet bliver overbelastet eller ej.

Spildevandsrensning

Klassisk kloakering og spildevandsrensning er en alt for dyr og økologisk uforsvarlig måde at løse vandmiljøproblemer på. Vi skal i stedet indrette vores byer og boliger, således at vi i størst muligt omfang gennemfører kildekontrol og genanvender vand og næringsstoffer så tæt som muligt ved kilden.

Især er spildevandsrensning for kvælstof den ultimative dumhed set fra et økologisk synspunkt. Først bruger vi i den agrokemiske industri store energiressourcer til at fange luftens kvælstof og omdanne den til ammoniakgødning. Derefter bruger vi lige så store energiressourcer på at omdanne kvælstof i ammoniak form til luftformigt kvælstof, og så kan vi begynde forfra. Der er ingen vej uden om at finde på nogle metoder til at genanvende kvælstoffet uden at lade det passere atmosfæren.

Alt for få mennesker gør sig klart, at traditionel spildevandsrensning skaber flere miljøproblemer end den løser. Først og fremmest på grund af det energiforbrug der er knyttet til processen, men også i forbindelse med energi- og ressourceforbrug til bygning af anlægget og ved det forbrug af kemikalier, der skal til den kemiske rensning.

Spildevandsrensning kan i nogle tilfælde være berettiget som en nødløsning for at beskytte følsomme vandområder i overgangsperioden, indtil man får gennemført de nødvendige produktionsmæssige og byøkologiske tiltag, men traditionel spildevandsrensning kan aldrig udgøre en væsentlig del af en økologisk forsvarlig, langsigtet løsning.

Her og nu er det åbenbart forkert at forlange næringsstoffjernelse ved udledning af spildevand til de danske farvande. Fosforfjernelse er helt overflødigt, da det ikke har nogen virkning overhovedet og kvælstoffjernelse er fundamentalt uøkologisk og i øvrigt alt for dyr i forhold til udvikling af landbrugets produktionsforhold.

De typiske kloakerings- og spildevandsrensningssystemer i de store byer er endvidere karakteriseret ved, at knap halvdelen af det vand, de transporterer og renser er regnvand, som ikke har fået lov at sive ned til grundvandet, hvor det hører hjemme. Og af de 150 liter/dag, som en byboer i gennemsnit bruger, er det kun ca. 30 liter, som bruges til drikkevand og madlavning. Resten af vores vandforbrug kunne udmærket erstattes med regnvand og genbrugs vand af lavere kvalitet. Det er ikke særlig klogt at skylle lokummer med det fineste drikkevand.
De store bysamfund fungerer som svampe, der suger vand- og næringsstofressourcer til sig fra omgivelserne, forurener og ødelægger disse ressourcer og ender med at smide godt ferskvand i havet og slutdeponere forurenet slam/aske. Det er ikke muligt for en stor by at komme i fuldstændig balance med sine omgivelser, men der er teknologiske muligheder for ved hjælp af en massiv byøkologisk udvikling at opnå udstrakt lokal genanvendelse af vand- og næringsstof for derved at reducere belastningen betydeligt og at gøre traditionel kloakering- og spildevandsrensning stort set overflødig.

Hvad nu?

Som det er vidt bekendt, har vandmiljøplanen i dens nuværende form ikke haft nogen virkning overhovedet på kvaliteten af de åbne farvande. F.eks. er der i denne vinter i Øresund målt de højeste nitratkoncentrationer siden 1988, hvilket kan forventes at give anledning til kraftigt iltsvind her til sommer. Det er jo ikke særlig overraskende i betragtning af, at Danmark kun kan påvirke en vis del af kvaliteten, og der har vi oven i købet kun grebet "pseudoeffektivt" ind over for de små kilder (byerne), men ikke gjort noget reelt ved den store kilde: landbruget.

Der er derfor nu grund til at stoppe op og gøre status og at lægge en ny plan. Hvis det stod til mig skulle planen indeholde følgende elementer:
  • Udarbejdelse af en realistisk målsætning. F.eks. et Kattegat som i 50'erne, men ikke et uberørt naturområde
  • Fastlæggelse af hvilken total kvælstofbelastning, der kan tillades fra Danmark.
    En international aftale om kvælstofproblemet
  • Vurdering af hvilke metoder, der sikrer den billigst mulige reduktion af kvælstofmængden
  • Et samarbejde med landbruget om en produktions- og produktudvikling, der både øger landbrugets indtjening og mindsker dets kvælstoftab (også til grundvandet, herunder pesticidforbrug)
  • Et byøkologisk udviklingsprogram, der bringer de store byer i bedre balance med omgivelserne og øger deres kvalitet som bolig- og erhvervsområder
Ved at gennemføre en sådan plan vil Danmark blive det første industriland, der forvalter sit vandmiljø på et økologisk grundlag. Derved kan vi blive et eksempel til efterfølgelse og med stolthed hjælpe andre lande med deres miljøproblemer.