01 juli 1995

Inde: Økologisk vandforvaltning, Ude: Kloakering og spildevandsrensning

Klumme i Vand & Jord

Det er dumt at bruge vand af drikkevandskvalitet til at skylle toiletter med! Men vi gør det alligevel af mange gode (og mindre gode) grunde. Jeg har i andre sammenhænge kritiseret vandmiljøplanen for i alt for ringe grad at være fagligt baseret: den lægger vægt på fosforfjernelse i det marine miljø, hvor fosfor ingen effekt har, og den bruger de fleste af ressourcerne på at angribe de mindste kilder (byer vs. landbrug). Men i grunden forekommer det mig, at det største problem ved vandmiljøplanens stærke vægtning af rensningsanlæg er, at den fastlåser vores vandplanlægning i en tilstand med alt for stor vægt på kloakering og spildevandsrensning.

Hvad gør vi nu?

Det er meget tvivlsomt om drikkevand og kloakker er en hensigtsmæssig måde at transportere findelt og opløst affald på, og det er helt sikkert, at spildevandsrensning er en nødløsning, som skaber flere forureningsproblemer end den afhjælper.

Ved spildevandsrensningen overføres nogle stoffer fra en fase/tilstandsform til en anden ved anvendelse af kemikalier og energi. Restprodukterne er renset vand, gasser (bl.a. CO2) og slam. Den samlede sum af forurening er større efter rensningsprocessen end før! Renseanlæg fylder i øvrigt meget, lugter og er ubehagelige (farlige) at arbejde på. Hvis renseanlæg var et nyt kemikalie ville anvendelsen blive forbudt.

Kloakker var nødvendige i gamle dage, hvor spildevand og drikkevand blev blandet sammen i en uhygiejnisk suppe, og hvor de vandbårne sygdomme huserede. Nu er er kloakkerne uhensigtsmæssige og bør reduceres i omfang og så vidt muligt afskaffes.

I de store byer føres krig mod vandet (et udmærket udtryk som er lanceret af Dansk Naturfredningsforening). Hver gang, der falder en dråbe vand på byens overflade, gælder det om hurtigst muligt at få den transporteret til havs gennem kloaksystemet. Det giver det selvfølgelige problem, at der ikke er kapacitet nok i kloakkerne til at opfange store regnskyl og derfor opstår overløb med de tilhørende forureningsproblemer, ligesom rensningsanlæggene overbelastes og renser dårligere i disse perioder. Men det giver endvidere det problem, at byerne kun i meget beskedent omfang er i stand til at forsyne sig selv med vand og må hente vandet fra oplandet, hvorved de ferske recipienter udtørres. I byen selv er der heller ikke noget vand til de ferske recipienter. Søerne har for lang opholdstid til at kunne skylle fosforet ud, og vandløbene fungerer som cykelstier om sommeren.

Kloakker kan ikke holdes tætte, og derfor virker kloakkerne i tørre perioder som (afværge)dræn for byområderne, og i våde perioder belaster de jord- og grundvand med store mængder forurenende stoffer. I hovedstadsområdet belastes kloaksystemet med ca. 125 mio. m3/år, heraf er 25 mio. m3/år direkte regnafledning og 40 mio. m3/år nettoindsivning, dvs. at kun 60mio. m3/år (under halvdelen) er egentligt spildevand fra husholdning og industri.

Vi bruger alle med fornøjelse de politisk korrekte signalord: miljøstyring og renere teknologi. Og vi er sikre på, at det er sagen, når det gælder virksomheders miljøforhold. Vi vil aldrig kræve spildevandsrensning som et primært tiltag fra en virksomhed, men gå ind og se på mulighederne for nye produktionsprocesser og for genanvendelse af stof og vand, og kun som en del i en sådan overordnet strategi ville vi inkludere rensningstekniske virkemidler.

Men sådan gør vi ikke på det samfundsmæssige niveau. For bysamfundet som virksomhed accepterer vi uden videre en engangsstrøm af stof og vand igennem byen uden genanvendelse og med hele vægten lagt på det energiforbrugende rensningstekniske fix.

Men hvad skal vi så gøre i stedet for?

Der skal spares på vandet. Det sker allerede i et stort omfang. Og det vil nok være muligt med klassiske sparemidler at reducere vandforbruget med 20-25%. I parentes bemærket vil det gøre kloaksituationen endnu mere absurd, idet derved kun en tredjedel af det vand, der løber i kloakkerne, efterhånden vil være spildevand.

Tagvand skal genanvendes. På Storkøbenhavns tage falder i middel pr. år 10 mio. m3 regnvand. Ved at anvende dette (til toiletskyl og vask) vil det være muligt at tage toppen af overbelastningen af kloaksystemet og spare 1/6 af drikkevandsforbruget.

Tagvand og gråt spildevand nedsives. I parcelhusområderne vil det allerede være muligt med enkle tiltag at foretage en nedsivning af alt regnvand og evt. grå spildevandstyper. Således at spildevandsmængden fra disse områder mere end halveres. En massiv nedsivning i grundvandsområderne vil forøge grundvandsdannelsen og dermed gennemskylningen af grundvand, vandløb og søer. Det er kun en forældet lovgivning kombineret med en usmidig administration af samme, der forhindrer en kraftig indsats på dette område.

I nogle af Københavns omegnskommuner f.eks. Gentofte sker der nu det absurde, at det fine vand fra skov- og parkområder ledes til kloak.

Befæstede arealer brydes op. Det vand, der falder på befæstede arealer, skal så vidt muligt ikke have lov at komme i kloakkerne. De befæstede arealer må brydes op og/eller vandet må løbe af til grøfter, damme og nedsivningsanlæg. I Københavnsområdet er der ca. 15 mio. m3/år at hente til grundvand og ferskvand.

Nu må det siges: Væk med WC'et. WC'ets tid er forbi. Det er absurd at skylle ud med 10 liter vand af drikkevandskvalitet. Der findes allerede nu tekniske muligheder for at afskaffe WC'et. Og ved anvendelsen af blot en brøkdel af den menneskelige fantasi og energi, der nu bruges til at lave rensetekniske løsninger, kan det nok lade sig gøre at udforme et nyt slags toilet, som selv en dronning vil være tilfreds med. Den store fordel ved dette tiltag er udover vandbesparelsen, at det giver mulighed for at genanvende en meget stor del af kvælstoffet, som jo nu for 90% vedkommende denitrificeres i det traditionelle kloak/rensesystem.

Renovering af kloakker. I et eller andet omfang bliver der nok stadig brug for kloakker?! Men de der bliver tilbage må tvingende nødvendigt renoveres, så de er tætte og dimensioneret til kun at tage det egentlige spildevand, som kommer i en mere jævn strøm. Her taler vi om en reduktion til en kapacitet på måske 10-20 % af den nuværende.

Men er der penge til det?

Jeg kan jo starte denne diskussion med at spørge: Siden hvornår har penge været en problemstilling i vandmiljøsammenhæng? Hvis det var mest miljø for pengene, man ville have, ville man da aldrig have lagt så meget vægt på spildevandsrensning i vandmiljøplanen. Nå spøg til side. Sagligheden skal stadig have plads ved bordet og der skal være penge til stede og løsningen skal helst være billigere end andre.

Der er mange penge til disse tiltag. Det er vurderet, at en gennemgribende renovation af kloaksystemet i Danmark i dets traditionelle form vil kræve beløb i klassen fra 50-100 mia. kr. Dertil kommer beløbene til spildevandsrensning, hvoraf især driftsudgifterne (til energi) vejer tungt på langt sigt. I øvrigt er der tale om store pengestrømme: Med en vandpris på 20-25 kr/m3 løber der alene i Københavnsområdet ferskvand for over en milliard kr./år i Øresund.
Min pointe er man skal flytte disse beløb over til den økologiske baserede vandplanlægning og de heraf afledte tiltag. Derved kan man få en billigere og bedre løsning end den traditionelle. Og jeg vil slutte med at opfordre til, at der gennemføres en udredning om disse forhold for de store byer i Danmark.

01 juni 1995

Faste forbindelser - forspildte muligheder

Klumme i Vand & Jord

I disse år investerer det danske samfund mellem 50 og 100 mia. kr. i faste forbindelser over Storebælt, Øresund og snart også Fehmern Bælt. Det er mit hovedsynspunkt, at man for en beskeden merinvestering kunne opnå en meget stærk forbedring af de erhvervs- og natur/miljømæssige forhold i Østersøen, men at man ikke har ønsket at gøre dette, fordi man har hængt sig fast i et misforstået miljøneutralitetsbegreb.

Beslutningerne om de faste forbindelser er vedtaget af et meget stort flertal i folketinget, men samtidig har der i befolkningen været kraftig modstand mod disse beslutninger. Desværre har politikerne ikke haft mod- og mandshjerte til at stå ved deres beslutninger og sige højt og tydeligt, at det gavner samfundet, at de faste forbindelser bygges, og at de, der mener noget andet, må stemme på partier, der er bromodstandere. I stedet har man løjet, fortiet og fordrejet de reelle forhold omkring byggerierne. Man har opskruet forventningerne til broernes økonomi, samtidig med, at der planlægges broafgifter, som gør det for dyrt at køre over. Og man har prøvet at overgå hinanden i at skaffe miljøstemmer ved at lefle for miljøneutralitet.

F.eks. forlanger politikerne en såkaldt "matematisk nulløsning" i forbindelse med påvirkning af vandgennemstrømningen mellem Østersøen og Kattegat. (En matematisk nulløsning er i rådgiverhenseende et meget interessant projekt, som gør det muligt at lave endeløse beregninger med avancerede matematiske modeller, uden det er muligt nogensinde i praksis at konstatere, om de regner rigtigt.)

Nulløsninger er udtryk for et forkvaklet natursyn. Naturen er ikke miljøneutral. Den forandrer sig hele tiden. Inden for de sidste 100.000 år har Østersøen været en ferskvandssø. Lige som den i perioder har været mere salt end nu.

Det er ingen naturlov, at Østersøen altid skal have lige netop den tilfældige kombination af ferskvands- og saltvandstilstrømning, der er givet i 1990'erne. Selv om vi ved at lave kompensationsudgravninger sikrer en nulløsning på dette område, vil Østersøens saltholdighed alligevel ændre sig. F.eks. sker den en naturlig landhævning i sund/bælt området, som over tid vil kræve supplerende udgravninger for at holde åbningen på et "unaturligt" stort niveau. Endvidere har dyrkningsforholdene i oplandet til -Østersøen stor betydning for den resulterende ferskvandstilstrømning og dermed saltbalancen for Østersøen.
Det er helt ufrugtbart at diskutere, hvordan man fastholder Østersøens saltholdighed og opblandingsforhold på et bestemt tilfældigt 1990 niveau, og det er politikerøkologi at ofre mange penge på kompensationsudgravninger (som iøvrigt er miljøbelastende) uden at have andet mål end den såkaldte miljøneutralitet.

En rationel vurdering af de supplerende tiltag i tilknytning til de faste forbindelser burde baseres på diskussion af de ønsker, vi som mennesker har til Østersøens funktion som erhvervsområde, rekreativt vandområde og i miljø/naturhenseende.

I denne sammenhæng kan det godt tænkes, at vi vil ønske at styre Østersøens tilstand og saltholdighed på et ganske bestemt niveau, men så ville det være forårsaget af, at vi som mennesker har nogen bestemte erhvervsmæssige og natur/miljømæssige interesser, vi ønsker fremmet, og ikke i et diffust ønske om miljøneutralitet.

Hvis vi ser på hele spektret af handlemuligheder, kan vi starte med at nævne Østersøen som ferskvandssø. Det blev, så vidt jeg husker, første gang foreslået af den tidligere vandværksdirektør Andrup i Odense. Jeg går ikke personlig ind for den, jeg synes et brakvandshav er interessantere i de fleste henseender. Men det er dog i disse tider med diskussioner om vandbesparelser værd at bemærke, at der årligt løber ferskvand ud af Østersøen svarende til 5-10 milliarder menneskers forbrug!

I den anden ende af spektret er der muligheden for at åbne meget mere op for saltvandstilførslen ved at grave renderne i bælterne dybere. Det vil sandsynligvis give bedre iltforhold og sikre en rigere og mere stabil oceanisk fauna i de centrale dele af Østersøen. Det vil ikke give lavere eutrofieringsniveau, da Østersøen, i modsætning til den almindelige opfattelse, er mere kvælstoffattig end Kattegat og Nordsøen. Så en åbning mod oceanet vil give større næringsrigelighed, men muligvis også større fiskemængder. Endvidere vil denne løsning forbedre forholdene for skibstrafikken, herunder give større sikkerhed imod grundstødninger og dermed miljøuheld.

I midten af den spektret er der mulighed for at bevare Østersøens egenart, men styret på en sådan måde, at det erhvervsmæssige udbytte maximeres og de miljø/naturmæssige ulemper minimeres.

Det er karakteristisk for Østersøen, at den er et brakvandshav med en udpræget haloklin, og at saltvandsindstrømningen svinger kolossalt meget og helt tilfældigt som vinden blæser. Nogle år er der ingen saltvandsindstrømninger overhovedet. I andre år er der saltvandsindstrømninger på 100 km3. Den lave saltholdighed i kombination med de tilfældige svingninger gør det meget svært for en rig fauna og flora at udvikle sig og sætte sig fast, ligesom de interessante konsumfisk (især torsk) rekrutteres tilfældigt med heraf følgende store svingninger i fiskernes erhvervsgrundlag.

Det er en nærliggende mulighed at stoppe svingningerne i saltholdigheden ved at opstille et ventilsystem i sund- og bæltområdet og så lade saltvandsindstrømningen styre af saltholdigheden (og ilten) i den centrale Østersø. Den løsning vil give en rigere og mere stabil fauna og bedre iltforholdene. Der er imidlertid den hage ved denne løsning, at den vil give blåhvillinger for gode konkurrencemuligheder på bekostning af torsken, og vi fiskespisere vil hellere have torsk end blåhvillinger.

Ved at styre saltholdigheden, så den bliver periodisk svingende kan torsken fremmes i forhold til blåhvillingen. Torskefangsten svinger i øvrigt fra 0 helt op til 400.000 t/år. Hvis styringsystemet kan øge den gennemsnitlige torskefangst med 100.000 t/år, er der en ekstra indtægt for det primære konsumfiskeri på ca. 1 mia.kr./år til at forrente og afskrive investeringer i ventiler og styringsanlæg.

Jeg ved da godt, at en vigtig baggrund for at vælge en såkaldt miljøneutral løsning er, at alle andre muligheder åbner op for en Pandoras æske af interessekonflikter mellem de lande, der ligger i oplandet til Østersøen. Sådanne interessekonflikter findes imidlertid allerede f.eks. på belastnings- og fiskeriområdet, og det kunne da være, at det blev nemmere at blive enige om kagens deling, hvis man ved hjælp af nogle snilde indgreb i Østersøens munding kunne gøre kagen større og mere stabil.