Den generelle målsætning for marine vandområder

Den er ubrugelig! Hvad skal sættes i stedet?
Reaktionen af Vand & Jord har været så venlige at præmiere dette indlæg med nogle flasker rødvin som et af de tre bedste indlæg i 1996.

Den generelle målsætning for de marine områder, som sætter miljøkvaliteten i forhold til en naturtilstand, har i mange år været udgangspunktet for forvaltningen af disse områders miljøkvalitet. Det er min påstand, at denne målsætning er ubrugelig og bør erstattes med menneskecentrerede brugerkrav.

Den generelle målsætning siger følgende: Plante- og dyreliv skal være upåvirket eller svagt påvirket og der skal være gode hygiejniske forhold.

Ordet upåvirket stiller spørgsmålet i forhold til hvad: en naturtilstand. Problemet med naturtilstanden som målgrundlag er, at den kan være svær at gøre op, og at den i realiteten ikke er opnåelig. Der bor nu 6 milliarder mennesker på jorden med et stort og stadigt stigende materielt forbrug, og der findes ikke mere uberørte naturområder. Alle jordens biotoper er i et eller andet omfang påvirket af menneskelig aktivitet.

Hvad vil svagt påvirket i øvrigt sige: en 10 % forringelse eller en halvering af miljøkvaliteten. Ingen har egentlig ulejliget sig med at definere det. Jeg vil dog hævde, at påvirkningen må være mindre end 10%

Hvis vi skal tilbage til uberørt naturtilstand, må vi tilbage til jæger/samler samfundet i dansk tilfælde til stenalderen. Vi røg ud af miljøparadiset, da vi opfandt landbruget. Det medførte, at vi fjernede skoven, som er naturtilstand i Danmark, og øgede afstrømningen af næringsstoffer fra de dyrkede arealer til de omgivende vandområder. Siden har vi ved at bruge kvælstoffikserende planter, ved at bearbejde jorden intensivt og ved at bruge kunstgødning øget afstrømningen fra vores landbrugsarealer fra nogle få kg/ha/år til omkring 50 kg/ha/år.

Som baggrund for at vurdere om det er muligt at opfylde den generelle målsætning i de danske farvande, har jeg foretaget nogen overslagsberegninger over kvælstofindholdet i de danske farvande i tidligere perioder. De danske farvande er et blandingsområde mellem Østersøvand og vand fra Nordsøen. Det er nødvendigt at skønne begge disse vandområders kvalitet bagud i tiden for at kunne vurdere udviklingen i de danske farvande.

Østersøen har et afstrømningsområde på ca. 1.6 mio. km2 og er belastet med ca. 600.000 t N/år. Det er i grunden en lav belastning pr. arealenhed. Yderligere virker Østersøen som et dræn for kvælstof. Mere end 80% af det tilledte kvælstof fjernes ved denitrifikation. Østersøen har idag lave koncentrationer af kvælstof og har i fortiden haft endnu meget lavere koncentrationer.

Nordsøen har et afstrømningsområde på ca. 1 mio. km2 og er belastet med ca. 1 mio. t N/år. Vandskiftet i Nordsøen er dog så stort, at der udefra, fra Nordatlanten, strømmer 10 mio. t N/år igennem, så her kan man måske godt hævde, at den generelle målsætning i gennemsnit og som helhed er opfyldt, hvad angår eutrofiering. Det rejser så spørgsmålet om Nordatlantens indhold af næringsstoffer. Her viser både historiske tal og beregninger, at der ikke er grund til at forvente, at Nordatlantens koncentrationer af næringsstoffer er ændret som følge af menneskelig aktivitet. Disse værdier udgør randværdier for de indre danske farvande og er uomgængelige.

Mine beregninger viser, at koncentrationerne i de indre danske fravande var ca. 180 µg/l i naturtilstanden mod de nuværende ca. 350 µg/l N. De viser endvidere, at det ikke er muligt med nogle af de indgreb, der er påtænkt hverken i Danmark eller i vore omgivende lande, at nå ned på de ca. 200 µg/l, som ville sikre en omtrentlig overholdelse af den generelle målsætning.
Her vil jeg godt i lighed med Hans Schrøder knytte den kommentar til vandmiljøplanen, at det næppe er realistisk at nedsætte kvælstoftabet fra landbruget med 50 % uden også acceptere en væsentlig nedgang i produktionen. Selvfølgelig kan der optimeres på udbyttekonstanterne, men der er givet ikke plads til en radikal forbedring. Derudover vil en forøget produktionseffektivitet pr. kg gødet N sandsynligvis blive omsat i en større produktion, hvorved vi er lige vidt.

Tværtimod er det meget tænkeligt, at der på grund af den økonomiske udvikling i Østlandene vil ske en stærk forøgelse af Østersøens kvælstofbelastning. Hvis der i blot 25% af Østersøens afstrømningsområde, sker en forøgelse af N-afstrømningen til et niveau på 25 kg/ha/år vil det medføre en forøget belastning af Østersøen med 1 mio. t N/år, med en heraf afledet forøgelse af kvælstofindholdet i de indre danske farvande til ca. 500 µg/l og med tilhørende forekomster af iltsvind hver eneste sommer.

Fiskeriet i Nordsøen udgør endnu et godt eksempel på, at en generel målsætning om uberørt naturtilstand er meningsløs. Det fiskeritryk, der udøves på Nordsøen er så stort, at Nordsøens plante- og dyreliv er totalt ændret i forhold til en naturtilstand. Det eneste måde at retablere det på er ved at nedsætte fiskeriet til en brøkdel af det nuværende omfang. Det er ikke realistisk og efter min mening ikke ønskeligt. Det er en udmærket menneskebaseret målsætning for Nordsøen at bibeholde et maksimalt fiskeri på et bæredygtigt niveau.

De miljøfremmede stoffer giver også store problemer i forhold til den generelle målsætning. Her ligger i ordet miljøfremmed, at der ikke er nogen natur at sammenligne med, da disse stoffer ikke findes i naturen. Så kan man vælge helt at lade være med at bruge disse stoffer, eller man kan vælge som en absurd løsning at tillade et indhold, der svarer til en eller anden tilfældig detektionsgrænse for en kemisk analysemetode netop på det tidspunkt, loven blev til. Man kunne også vælge at tillade brugen af sådanne stoffer, hvis nytten står i rimeligt forhold til ulempen, (og her må tilføjes, at der vil altid være en virkning med tilhørende bivirkninger. Det er jo derfor, vi bruger stoffet) og sætte nogle grænseværdier for indhold i naturen, der sikrer en rimelig afvejning i forhold til de øvrige krav, vi som mennesker kan stille til miljøet.

Vi bør forkaste den generelle målsætning som grundlag for vores vandmiljøforvaltning og i stedet arbejde med brugerbaserede krav. For de åbne dele af de indre danske farvande vil en udbredelsesgrænse for ålegræs på mindst 8 meter og et iltindhold, der gør det muligt for rødspætter at eksistere sammenholdt med bedre krav til hygiejne (Ingen overløb i nærheden af badestrande) angive et ambitiøst, men dog tilstrækkeligt niveau.

Disse krav må formuleres operationelt, så de kan kontrolleres, og så borgerne let kan se, om det går frem eller tilbage med miljøet. Der kan i den forbindelse peges på miljøkvalitetsmålsætningen for Øresundsforbindelsen, som er et meget godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at operationalisere sådanne krav.

Vi bør derefter nationalt og internationalt udarbejde nogle kosteffektive løsninger, der sikrer overholdelse af disse krav. Og disse løsninger kan udarbejdes på basis af den store viden, vi i Danmark besidder på vandmiljøområdet, herunder gerne ved anvendelse af matematiske modelværktøjer, hvor danskerne er verdensmestre.

Og når målsætningen er opnået, må vi være tilfredse. Ingen uendelig stræben og bedste mulig rensning og mest mulig reduktion uden nogen som helst reel nyttevirkning. Når vi har nået målet kan vi læne os tilbage og være glade og kaste os over nogle andre og vigtigere problemer. En fremturen i området for den marginale nytteværdi vil blot gøre miljøskade i kraft af overflødigt ressource- og energiforbrug.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Faste forbindelser - forspildte muligheder

Det matematiske iltsvind

B...Ordet må kasseres nu