02 januar 1997

Miljøtilsyn af virksomheder - Er det spildt arbejde?

Klumme i Vand & Jord

Der bruges store ressourcer i kommunerne på miljøtilsyn af virksomhederne. Det bør diskuteres om denne tilsynsindsats er pengene værd.

Som oplæg til en diskussion vil jeg gerne komme med nogle hovedsynspunkter:

Der bruges alt for store ressourcer på miljøtilsyn af virksomheder i forhold til de resultater, der kommer ud af det.

Det er politisk populært (populistisk) at kræve mere tilsyn. Ikke, fordi det er vigtigt, men fordi det i vide kredse er populært at give virksomhederne skylden for miljøproblemerne.

Virksomhederne, som punktkilder, har en stærkt aftagende betydning for det omgivende miljø. Hvorimod borgernes aktiviteter, herunder energiforbruget spiller en større og større rolle. Et godt eksempel er trafikken, som fremkalder den dominerende del af luftforureningen i byerne. I øvrigt kan man sige, at miljøproblemet fra virksomhederne nu generelt ikke mere er spildet, men produktet: f.eks. det pesticid, der spredes på marken, eller den bodyshampoo borgeren vasker sig med.

Der er derfor ikke meget at hente ved at tilse virksomheder stikprøvemæssigt. I praksis er der eksempler på, at der gennemføres tusinder af stikprøvekontroller, men at det kun er nogle få, der fører til en eller anden påtale. De fleste påtaler er af ren administrativ karakter og har noget at gøre med den måde, hvorpå virksomhederne rapporterer sine forhold. Kun få tilsyn ender med at have en vis miljømæssig betydning, ved at indskærpe et udledningsvilkår el. lignende.Det er klart, at rutinemæssige stikprøver kan have en generalpræventiv virkning. Men så bør stikprøveomfanget fastlægges rationelt, som en optimering af effekt i forhold til indsats. Det kan told-væsenet sikkert forklare, hvordan man gør.

Der sker også et problemorienteret tilsyn. Det er straks mere fornuftigt, at der reageres på en konkret forurening eller mistanke derom. I den store sammenhæng har det næppe heller nogen særlig miljømæssig effekt, da virksomhederne ikke betyder meget som forureningskilder. Men det er dog grundlæggende fornuftigt at reagere på noget konkret, og er også interessant at arbejde med. I sagens natur kan denne type tilsyn ikke planlægges detaljeret, da man ikke på forhånd ved hvor mange "hændelser" der kommer.

Der er jo et krav om, at kommunerne skal lave tilsynsplaner. Kommunernes miljøkontroller bliver så slaver af disse tal, og føler sig tvunget til at gennemføre tilsynene uanset om det er fornuftigt eller ej. Dette forstærkes af de sammenligninger som Miljøstyrelsen gennemfører på landsbasis over tilsynsindsatsen. Disse sammenligninger kan måske være egnede til at afsløre om nogle kommuner total forsømmer tilsynet. Men de er uegnede til at opstille standardtal for tilsyn. Idet en meget forskellig tilsynsindsats i to forskellige kommuner kan være velbegrundet i forhold til kommunens befolkningssammensætning og erhvervsstruktur.

Her må jeg lige indskyde, at landbruget udgør en undtagelse for reglen om, at det er ikke virksomhederne, der forurener. I vandmiljøsammenhæng er landbruget som helhed den helt dominerende kilde til belastning af miljøet, og en tilsynsindsats her har givet en vis effekt ved at fjerne toppen af forureningen. Problemet er, at erhvervet som helhed selv efter opfyldelse af miljøkravene for den enkelte ejendom vil belaste miljøet mere end angivet i vandmiljøplanens målsætning. Især hjælper det ikke meget at sætte forureningen pr. produceret enhed noget ned, hvis produktionen samtidig stiger betydeligt. (Hvis produktionen af fødevarer i det baltiske afstrømningsområde bringes op på vores niveau vil kvælstofmængden i Østersøen og Kattegat blive fordoblet) Der skal efter min mening helt andre midler til, nemlig især et forbrugerpres for bedre fødevarer (Økologisk produktion belaster dog også miljøet med kvælstof!) og en ophævelse af EU’s planøkonomi med verdensmarkedspriser for fødevarer til følge og fri import fra u-landene.

Et andet væsentligt problem med virksomhedstilsynet er det signal om manglende tillid og respekt, man sender til virksomheden ved at komme på uanmeldt kontrolbesøg. Man siger til virksomhederne: I er nok nogle grise, som forurener så meget I kan komme af sted med, og I opfører jer kun ordentligt, hvis I bliver kontrolleret i hoved og r..

Det er jo ganske simpelt ikke rigtigt. De fleste virksomheder opfører sig anstændigt, og grundlaget for samarbejde med disse virksomheder skal være tillid, hvor man i fællesskab forsøger at løse de miljøproblemer, der er knyttet til produktionen. Tilsyn duer ikke som generelt middel til at få virksomhederne i tale. I stedet må bruges kampagner, som omfatter alle virksomheder i en branche og som har form af et tilbud om hjælp til virksomhederne.

Når det er sagt, må det også nævnes, at der er nogle grove miljøsvin ind i mellem. Her er problemet et andet nemlig, at tilsynet er for svagt et middel. Hvis miljøsynderen er dygtig og smart vil det ikke være muligt for tilsynsmedarbejder at afsløre forholdene alene ved et uanmeldt besøg, heller ikke selv om det suppleres med målinger. Jeg er opmærksom på de juridiske tiltag, der er under diskussion for at få fat i miljøsynderne. Det kan være udmærket, men jeg tror ikke, man gør sig rigtig klart, at vi også har at gøre med avanceret problemstilling af miljøfaglig, teknisk art. De store syndere skal overvåges af folk, som kan se effekter i det omgivende miljø, og som kan opstille energi og stofbalancer (grønne regnskaber) for de relevante virksomheder. Her er miljømedarbejderne i kommunerne generelt for dårligt udrustede, fordi der er for lidt forståelse for, at miljø er "hard science" som ikke kan løftes af bløde generalistuddannede faggrupper, og fordi der ikke sker en systematiske videnopbygning og uddannelse på dette område.

Til slut vil jeg pege på nogle retningslinier som grundlag for et mere effektivt og tilfredsstillende tilsyn:

  • Tilsynet skal tage sit udgangspunkt i en erkendt miljøeffekt. Det er spild at tid at kigge efter stoffer og forhold, som ikke har betydning for miljøtilstanden. Der bør man også holde sig for øje, når man giver miljøtilladelser. Alt for mange tilladelser indeholder vilkår til stofgrupper, fordi man har skrevet af efter andre tilladelser, og ikke fordi de reelt udgør et miljøproblem.
  • De tilsete virksomheder skal fylde noget i landskabet. Det giver en meget lav marginalnytte at tilse virksomheder for stoffer selv med erkendt miljøeffekt, hvis man på forhånd kan se, at den udledte stofmængde fra branchen er helt i ubetydelig i forhold til andre kilder.
  • Tilsynsressourcerne skal fordeles, så man tager de største kilder først. Og det i vil mange tilfælde sige, at det ikke er virksomheder, der skal tilses og reguleres, men derimod andre kilder.

Ingen kommentarer: