01 november 1997

Akvakultur & Miljø

Klumme i Vand & Jord

Medforfatter: Henrik Bechmann-Nielsen

Når man kommer på afstand af det danske nærmiljø og ser på situationen ud fra en større horisont er det tydeligt, at vi i Danmark opfører os mindre hensigtsmæssigt på mange områder. Et af de områder, hvor det er slående tydeligt, at vi i Danmark er helt ude af takt med en sunde fornuft er på akvakultur og miljøområdet.

Den globale akvakulturudvikling

Akvakultur globalt set er i kraftig udvikling, og hermed et forretningsområde præsenteret på en sølvbakke for de lande, der kender deres besøgelsestid. Alene her i Thailand er der sket en udvikling i produktionen af saltvandsrejer til et niveau på omkring 200.000 t/år svarende til en værdi af rundt 10 milliarder Dkr!

Danmark har sovet i timen eller snarere har ladet pseudo-problemer (i dette tilfælde miljøet) spærre for en udvikling, der kunne have været til stor gavn for dansk erhvervsliv og dansk betalingsbalance (som det jo nu igen kniber for).

Det afgørende knæk på udviklingskurven opstod på det tidspunkt, da politisk begrundede miljøbegrænsninger forhindrede det danske havbrugserhverv i at opnå en kritisk masse, der kunne gøre det konkurrencedygtigt og selvbærende.

Der opstod på et arbitrært grundlag en produktionsgrænse på under 10.000 t/år, hvilket er alt for lidt i forhold til det niveau på 25-50.000 t/år, det ville have være forretningsmæssigt fornuftigt at sætte iværk, og som ville have været en miljømæssig gevinst! for dansk levnedsmiddelproduktion (se senere).

Dermed stoppede udviklingen for et erhverv, der kunne have givet ferskvandserhvervet en "saltvandsindsprøjtning" (produktion af sættefisk) og skabt et økonomisk grundlag for etablering i andre lande, markedsføring og udvikling af nye produkter og nye teknologier.

I en sådan situation kan man i og for sig godt overveje at dreje nøglen:

Løbet er kørt, farvel & tak til dansk akvakultur, lad os lave noget andet, som giver bedre penge, og som politikerne kan lide.

Og alvorligt talt, det ville måske være det bedste, i det mindste nytter det ikke noget med sejpineri. Hvis erhvervet skal overleve, skal der ske en helhjertet satsning, der skal reserveres miljømæssig plads til erhvervet, og der skal stilles de nødvendige midler og gode folk til rådighed.
Vi vil dog godt vælge at tro på, at dansk akvakultur kan vækkes til live igen, og at man kan få fornuftigt hold om miljøproblemerne.

Akvakultur forbedrer miljøet

Akvakultur er et miljøforbedrende erhverv! Ja, det står der, og det holder vi ved. Det skyldes jo simpelthen, at erhvervet bruger fisk som foder, derfor fjerner næringsstoffer fra havet. Ok, forurening er også et spørgsmål om lokalisering af forureningskilderne, (selv om det ofte bliver glemt af de kredse, der ikke vil bruge fortynding til løsning af miljøproblemer) og der er da situationer, hvor udledninger fra fiskeanlæg er i konflikt med andre vandbrugeres interesser. Men det er i dette tilfælde ikke en givet sag, at dambrugeren skal vige for sportsfiskeren, som begge ændrer naturen: dambrugeren ved at forbedre levevilkårene for børsteorme, sportsfiskeren ved at sætte mange flere fisk ud end åen kan bære.

Set i helheden påvirker fiskeanlæggene miljøet marginalt:

Tab af kvælstof, ton N/år Exportværdi, mia kr. Miljøkvote
Akvakultur (kun udledning) 1.400 0,8 ~0,6
Landbrug /efter Hans Schrøder/ 450.000 50 ~0,1

Den mængde, der tabes fra akvakultur produktionen udgør under 1% af det, der tabes fra landbrugsproduktionen. Derudover giver akvakulturen rundt 5 gange så mange exportkroner (hele værdien er forudsat exporteret) pr. tabt kg N som landbruget. Det turde fremgå heraf, at et af de bedste miljøtiltag overhovedet ville være at fremskynde en omlægning af dansk levnedsmiddelproduktion fra landbaseret til vandbaseret produktion.

Og dette burde naturligvis have været inkluderet i den berømte vandmiljøplan af 1987.
Hertil kommer, at de klassiske erhverv: ferskvandsdambruget og havbruget i netbure, er overordentlige bæredygtige i en mere bred miljømæssig forstand, idet begge former bruger vedvarende energi (tyngdekraft, vind, vejr, strøm) til at tilføre ilt til fiskene og til at fjerne fiskenes affaldstoffer.

Produktions grænser som styremiddel

Det burde være grundlovsstridigt (og er det måske også) at indføre produktions- og foderbegrænsninger i akvakulturerhvervet. Det tilkommer ikke samfundet at bestemme, hvor meget en erhvervsvirksomhed kan producere. Det kan markedet da afgøre.

Det er naturligvis legitimt at stille grænser op for, hvor stor en belastning et erhverv og dets virksomheder kan tilføre det omgivende miljø, men der må være rimelighed i tingene. Det kan ikke lade sig gøre at blive ved og ved at nedsatte belastningen uden, at det på et eller andet tidspunkt går ud over produktionen. Der må gives erhvervet plads med nogle udledningskvoter, således at de nye erhverv med et bedre miljø/produktionsforhold kan få lov at udvikle sig.

Vandmiljøplanen siger, at landbruget skal halvere sit kvælstoftab.(Det er nu i øvrigt næppe et realistisk mål, og er jo også blevet opgivet på det sidste) Heri ligger implicit, at landbruget får en spildkvote på minimum 225.000 ton N/år. For at sikre plads til akvakulturerhvervet foreslår vi, at erhvervet får tildelt en spildkvote på 10.000 t N/år. Det vil give miljømæssig plads til en meget betydelig forøgelse af især havbrugsproduktionen.

Grundliggende bør det ikke være miljøet, der sætter grænser, men derimod produktionstekniske og afsætningsmæssige forhold. Dermed ikke sagt, at erhvervet skal "grise" med produktionen. Den skal stadig finde sted under anvendelse af god husholdning og uden unødigt spild. Men det er altså ekstremt demotiverende for en dambruger, der er dygtig til sin produktion, og kan få solgt alt det, han kan producere, at han ikke kan få lov at lave flere fisk. Denne kvælende begrænsning uden proportioner tager sjælen ud af erhvervet.

Frivand og dambrug

Et andet eksempel på en kunstig og urimelig grænse, der sættes op for ferskvandserhvervet er kravet om frivand. Det kan da være udmærket, at fiskene sikres passage, alle synes sikkert, det er Ok. Men det er jo helt arbitrært at sætte en grænse på 50% af minimumsvandføringen. Grænsen bør sættes til et absolut tal, som er stort nok til at fiskene kan sikres passage, og så må dambruget gerne bruge resten.

I det hele taget er der ikke nogen fornuftig politik på dette område. Det hele drejer sig om at begrænse, begrænse, begrænse, og alligevel at forsøge at give plads til alle interesser, men ingen bliver tilfredse. Det er givet af samfundsmæssig interesse at bevare nogle store vandløb i noget, der svarer til en naturtilstand, men det behøver jo ikke at være alle danske vandløb.

Hvad med lidt håndfast at vælge de vandløb ud, som skal være naturvandløb, og så gøre det, der må gøres, bl.a. købe dambrugerne ud, og så lade andre vandløb være produktionsvandløb, hvor vandløbenes kvalitet først og fremmest styres af produktionsinteresser. Vi udlægger jo heller ikke alt landjord som naturområder.