10 juni 1998

Grundvand & Pesticider

Grundlaget for den officielle holdning til pesticider i Danmark og i EU, at dem vil vi ikke have i grundvandet. Det er jo en holdning baseret på følelser og ikke på fornuft, og den følelsesbaserede del af deltagerne vil helst have, at der er et indhold på nul! Nu er nullet i videnskabelig forstand umuligt at opnå, med mindre man helt undlader at bruge det stof, der ikke må være der.

Det var man godt klar over i EU, da man drøftede pesticider og derfor besluttede man i sin visdom, at ingen pesticider i drikkevandet måtte fortolkes som, at man ikke kunne konstatere, om der var nogen dvs. at grænseværdierne blev sat lig med detektionsgrænsen for de analysemetoder, der var gældende på beslutningstidspunktet (for ca. 10 år siden?).

Det er naturligvis en irrationel måde at fastlægge grænseværdier på, fordi detektionsgrænser ændrer sig. Nu kan man måle værdier 10-100 gange lavere end dem, man kunne dengang. Og fordi en tilfældig detektionsgrænse ikke har noget at gøre med den levnedsmiddelhygiejniske grænseværdi, som fastlægges efter videnskabelige kriterier. Denne (irrationelle) fremgangsmåde har resulteret i, at de anvendte grænseværdier for drikkevand er ca. en faktor 1000 under det niveau, der ville blive fastsat ud fra en levnedsmiddelhygiejnisk vurdering.

Konsekvensen af dette er, at der ikke er nogen som helst sundhedsmæssige problemer forbundet med at drikke vand, der overholder disse grænseværdier. Den mængde pesticider vi indtager kommer i overvejende grad fra restmængder i levnedsmidler som sådan, og dette indhold er reguleret af levnedsmiddel-lovgivningen, hvilket iøvrigt ikke synes at give nogen problemer. I denne forbindelse løber man jo ind i en generel diskussion om kemikalier og sundhed. Den vil jeg ikke tage her, blot nævne at der ikke, som alarmisterne konstant råber op om, er noget belæg for at antage, at kemikalier påvirker vores sundhed væsentligt, men at den overdødelighed, der konstateres i den vestlige verden skyldes vores livsstil, idet vi typisk æder, drikker og ryger os ihjel.

Opfattelsen på dette område giver sig udslag i adskillige absurditeter. F.eks. er man (de grønne lobbyister og de følgagtige politikere) hunderæd for at blande vand med lavt indhold af pesticider med vand med højt indhold for at overholde grænseværdien. Men det er jo komplet irrationelt. Det afgørende er da, om det vand forbrugeren indtager overholder grænseværdien. Og det er jo lige meget om det vand, der er i hanen, lige netop overholder grænseværdien fra start (det sker iøvrigt ved at naturen blander vand med forskelligt indhold) eller om det er vand, vandværket har blandet.

Endvidere er der stærk modstand mod at rense vand, der ikke overholder grænseværdierne, selv om det i mange tilfælde vil være den billigste og mest miljømæssigt fornuftige løsning. F.eks. vil det i Hovedstadsområdet være udmærket at rense grundvandet, fremfor fortsat at tømme det halve af Sjælland for vand og udtørre de små vandløb om sommeren. Og det sker da heldigvis allerede i et vist omfang: Hvidovre kommune, men den politiske modstand er stor og baseres på argumenter, om at hvis vi først tillader rensning af grundvand, så kommer vi ind på en glidebane! (har vi ikke hørt den mange gange før fra dommedagsprofeterne) hvor vi tillader mere forurening af drikkevandet, fordi vi nu kan rense os ud af problemet. En rent ud tåbelig argumentation. En moderne virksomhed, der bruger renere teknologi, belaster da ikke unødigt sit spildevand med stoffer, blot fordi man senere har teknisk mulighed for at fjerne stoffet igen ved rensning.

En anden morsom absurditet er, at politikerne i lang tid har fastholdt, at der overhovedet ikke måtte komme nogen pesticider ned i grundvandet, og at alle nye tilladelser til pesticidanvendelse er givet under den forudsætning, at der ikke må sive noget ned.

Men det gør der jo, og det vil der altid gøre, og man har vidst, i det mindste i de sidste tredive år, at sådan er det (tidligere vandværksdirektør i Odense G. Andrup beskrev allerede sidst i tresserne nitratproblemet i grundvandet og blev iøvrigt ugleset for det).

Men det politiske pres på eksperterne har været så stærkt, at eksperterne er følt sig nødsaget til at sige, at nedsivning ikke kan forekomme på lerjord, selv om de godt har vidst, at det ikke er rigtigt. Og nu er det så i de seneste år kommet frem, at der opstår sprækker i lerjorden, hvor igennem stoffer kan nå grundvandet på meget kort tid. Enhver lægmand, der har set på tør lerjord, er da ikke spor forbavset over den iagttagelse.

Noget andet er, at man naturligvis ved sit valg af pesticider (nedbrydelighed, absorption) og doseringsintensistet kan sikre, at de mængder! der siver ned står i et sådant forhold til grundvanddannelsen, at grænseværdierne ikke overskrides. Og det har politikerne nu også indset, idet det nu hedder, at nedsivning kan tillades i et ubetydeligt omfang.

Hele diskussionen om pesticidernes giftighed er stærkt overdrevet. Det er pesticider, vi taler om, dvs. stoffer der er giftige for andre organismer end mennesker. Det er da rigtigt, at de stoffer, der blev brugt i starten var meget bredspektret toxiske også for mennesker. Men efterhånden udvikles jo stoffer (minimidler) der er mere specifikke for det givne problem, kan gå ned på artsniveau og angribe en bestemt artspecifik del af organismens biokemi, og dermed både være overordentlig giftige over for en given art og helt ugiftige over for alle andre arter.
Der er naturligvis kun en måde at sikre pesticidfrit grundvand på, og det er ved at stoppe enhver brug af pesticider.

Det er en politisk vurdering om man skal gøre det. Personligt er jeg ikke bange for pesticider. Jeg er jo også kemiingeniør. Og jeg bruger gerne medicin til mig selv og min familie og synes det er OK at bruge kemi til at løse problemer med. Og jeg vil ikke betale en masse ekstra penge for rent føleri. Og det får mig til at komme med en kommentar til det økologiske jordbrug, som mange mener er løsningen på disse problemer.

Økologisk jordbrug i den gængse forstand (pesticidfrit, kunstgødningsfrit) er ikke løsningen. Denne landbrugsform er ikke bæredygtig! Det kan da muligvis lade sig gøre i det mindste i DK at undgå at anvende pesticider. Det vil koste nogen penge og noget udbytte, men det er måske til at overse (dog hvad med alvorlige nye "pest"typer, som ødelægger økologernes produktion?). Men kunstgødning skal der til. Det er ganske uøkologisk at tro, at man kan opretholde en stor produktion alene i DK uden anvendelse af kunstgødning. Det siger sig selv, at man skal erstatte, det man fjerner som afgrøder, og det man spilder med nyt kvælstof, og der er ikke andre realistiske muligheder end kunstgødning. OK, hvis vi vil acceptere mere end en halvering af vores landbrugsproduktion med tilhørende eksporttab, kan det måske gå for DK. Men for verden som helhed vil det være helt og aldeles umuligt. Vi skal jo forsyne op omkring 10 mia. mennesker med fuldgod kost.

Indtil nu har jeg kun beskrevet de levnedsmiddelhygiejniske (manglende) problemer tilknyttet pesticidanvendelsen. Der er også postuleret nogle vandmiljømæssige konsekvenser. I al almindelighed er pesticider (og tungmetaller og miljøfremmede stoffer) et mindre problem for vandmiljøet i forhold til mere klassiske problemer som bakterier, organisk stof og eutrofiering. Men det kan da være meget fornuftigt, at man i det nye overvågningsprogram for vandmiljøet lægger vægt på disse stoffer end tidligere. Man bør dog sikre sig, at overvågningsindsatsen overvejende indrettes efter konstaterede effekter i stedet for postulerede effekter.