18 november 2002

At svømme i olie

Et besøg til Kuwait

Sammen med en god kollega, Rene Jensen, besøgte jeg Kuwait et par dage for at forhandle et salg af vores vandudsigtssystem til KISR. Professionelt var det en god oplevelse, og der er nu god udsigt til at vi kan berige den danske betalingsbalance, og DHI´s slunkne økonomi med en 2-3 millioner kr. Men jeg vil ligeledes gerne benytte lejligheden til at gøre nogle betragtninger om Kuwait.

Kuwait er et lille land knap halvt så stor som Danmark med godt 2 mio. indbyggere, hvoraf kun nogle få hundrede tusinder er oprindelige kuwaitere, som dog sidder på hele magten og alle pengene. Tænk at nogle få spredte nomadestammer er i den grad kommet til ære og værdighed, bare fordi de tilfældigvis har befundet sig oven på en kæmpestor tønde olie.

De oprindelige kuwaitere laver ikke dagens gerning andet end at sidde og bestemme og de har folk fra mange lande til at lave det grove. Det er rare og høflige mennesker. Det taler jo for den oprindelige kommunistiske tanke om at hvis bare alle materielle fornødenheder er opfyldt til overflod, vil alle folk være gode ved hinanden. Eller hvad? Under overfladen slås de nok lige så meget med hinanden som vi andre.

Kuwaiterne lever i skyggen af den grimme nabo, banditten Hussein, mod nord og vest. De lader sig ikke mærke med det til dagligt. På overfladen advarer de mod krig, men i grunden hader de ham, og ønsker at krigen kommer så hurtigt som muligt, så Saddam kan komme af med knoppen. Tæt ved vores hotel lå der en ruin af to strandrestauranter som var blevet bombet under krigen. På stedet stod et stort skilt med billeder af restauranterne før og efter krigen, og nederst på skiltet stod med store typer: We will never forget[2]

Religionen tages meget alvorligt i dette land. Vi kom under ramadanen, som er den muslimske fastemåned, og det var lidt besynderligt at sidde i møder med vores kolleger på KISR i 5 stive klokketimer to dage i træk uden at få hverken vådt eller tørt. Ja, rigtigt ikke engang vand eller kaffe fik vi. Øl og spiritus var ligeledes bandlyst alle steder, når det gik højt kunne vi købe en NAB øl på restauranterne. Vi spurgte en kroater, som havde boet 28 år i Kuwait, og som kørte for os, om der dog slet ikke var nogen smugkroer el. lignende, men nej. Kuwait er tørlagt. Nå, min kollega og jeg kom dog lyslevende igennem en weekend uden vin til maden.

De fleste af de oprindelige kuwaitere går stadig rundt i beduin dragten, det ser pittoresk ud, men forekommer lidt upraktisk i et kontor miljø. Kuwait er på vej ind i moderniteten, men med store forskelle mellem folk. Vi så helt moderne klædte, nydelige kvinder som arbejdede på instituttet og på hotellet. Men vi så osse totalt sortklædte kvinder med kun en lille snæver sprække åben til øjnene, som traskede af sted et par stykker efter deres halvfede burnusklædte og spankulerende mand.

Selve Kuwait by var ret moderne og pænt i stand med et helt moderne udbud af varer.

Fællessarealerne var ikke alt for velholdte, der mangler tydeligvis en sans for almenvellet. Den slags regimer holder ikke i længden, og vi må håbe at der jo før jo bedre kommer en oplyst revolution til hele dette elendige område.

25 oktober 2002

Det matematiske iltsvind

DHI venter utålmodigt på at deres matematiske model over iltsvind i de danske farvande tages i brug i forbindelse med den nye vandmiljøplan. Den viser, at klimaet har meget stor betydning for iltsvindet.

Af Jan Dahlmann, Ingeniøren

Havde vejret i september i år været som for to år siden, så havde iltsvindet i år i de danske farvande været langt mindre. I hvert fald hvis man skal tro den modelberegning, som DHI - Institut for vand og miljø har foretaget for Ingeniøren.

Kortene taler vel nærmest for sig selv. Sådan besvarer divisionsdirektør i DHI Jacob Steen Møller Ingeniørens spørgsmål om, hvad han konkluderer på baggrund af DHI's beregninger over iltsvind og klima. De to DHI-kort her på siden viser størrelsen af vejrets indflydelse, klimafaktoren. Kortene demonstrerer samtidig det modelværktøj, som DHI har udviklet til at lave iltsvindsprognoser og -kort.

Hvis man vil vide noget om effekten i vandmiljøet af et indgreb over for for eksempel kvælstofudledningen fra landbruget, er modellen det p.t. bedst egnede værktøj, mener afdelingsleder i DHI's Økologiske Modelcenter, civ.ing. Karl Iver Dahl-Madsen. Problemet for ham og DHI er blot, at sådanne modeller hidtil ikke har været anvendt i forbindelse med vandmiljøplanerne. Begge planer er lavet delvist i blinde, uden at der er foretaget beregninger af planernes effekt på iltsvindet. Man har reguleret på udledningerne og håbet på det bedste - men resultatet er blevet problemer med uopfyldte forventninger og manglende økonomisk optimering, siger Dahl-Madsen. Han slår på, at DHI er et af statens ti godkendte teknologiske serviceinstitutter, og derfor må det være på tide, at rådgivningen til miljøforvaltningen også kommer fra dem, som tør anvende det, man allerede ved som grundlag for at tage de bedst mulige beslutninger på området. Sådan lyder i korthed DHI's budskab.

Ifølge Jacob Steen Møller har DHI forberedt sig grundigt på at kunne regne med på næste vandmiljøplan, den såkaldte VMP3. Vi har præsenteret vores opfattelse for de relevante aktører, og vi håber at blive indkaldt til en af de arbejdsgrupper, som miljøministeren har nedsat til at forberede VMP3, siger han.

At der ikke skulle være lavet effektberegninger af de to tidligere vandmiljøplaner, afvises dog kraftigt af Danmarks Miljøundersøgelser. Ved VMP1 og især ved VMP2 omfattede beslutningsgrundlaget for politikerne både de enkelte virkemidlers effekt i kg fjernet N og prisen på virkemidlerne. Det er en myte, at politikerne ikke kunne have valgt en økonomisk optimeret løsning. De havde beslutningsgrundlaget, og der blev foretaget en politisk beslutning. De økonomiske beregninger ved VMP2 blev lavet af det, der nu er Fødevareøkonomisk Institut. Det er i orden, at DHI ønsker at markedsføre sine produkter, men ikke på denne måde, siger DMU's direktør Henrik Sandbech.

Et spørgsmål om metode

Ifølge DHI drejer sagen sig om metode. Der har blandt nogle universitetsbiologer været en udtalt og påfaldende modvilje imod at anvende matematisk modellering. Modviljen er på retur, men den er fortsat udtalt, siger Karl Iver Dahl-Madsen, der står i spidsen for udviklingen af "iltudsigten". Hans analyse i forhold til at anvende matematiske modeller lyder således: Det er kompliceret at opgøre stoftilførsler og stoftransporter i havet, især når man iagttager, at de indre danske farvande reelt er en stor flodmunding, hvor alt varierer stærkt med tiden i tidsskalaer fra tidevandsperioder til klimatiske ændringer over hundreder og tusinder af år. Men det klassiske værktøj til at analysere et sådan system er matematiske modeller af hydrodynamik, transport og biologiske kemiske processer. Hvis et sådant værktøj havde været anvendt i forbindelse med de store nationale vandmiljøplaner, kunne det danske samfund ifølge Dahl-Madsen have fået meget mere miljø for pengene. Vi mener, at rådgivningen til miljøforvaltningen på miljøområdet har været domineret af "grundforskere", som i sagens natur har lagt vægt på det, man ikke ved - som jo altid er uendelig meget, men måske ikke uendelig vigtigt, siger Karl Iver Dahl-Madsen.

Stillet over for denne svada siger professor i økologi på fersk vandsbiologisklaboratorium på Københavns Universitet, Kaj Sand Jensen, som selv er uddannet marinbiolog. Ja ja, det har Karl Iver Dahl-Madsen sagt tusind gange før, men det passer ikke. Langt de fleste miljøbiologer synes, at simple erfaringsmodeller og også komplekse beregningsmodeller er fortrinlige værktøjer. Men det er også en sund skepsis over for komplekse modeller, når man ikke har testet deres faktiske evne til at forudsige virkelige hændelser ude i naturen. Han tilføjer, at der i højeste grad er brug for at udvikle regnemæssige modeller, der kobler afstrømningen af kvælstof fra land med primærproduktionen af alger, nedsynkningen af organisk stof til bundvandet og udviklingen af iltsvind.

Men det er DHI altså i gang med, og det er fortrinligt, at DHI har udført det arbejde, siger Kaj Sand Jensen.

På DHI besvarer chefingeniør Ian Sehested Hansen, Sand Jensens spørgsmål om modelpålidelighed: Modellerne er nu i stand til at regne tilbage i tiden og beskrive de observerede iltsvind. Vi kan med lige så stor sikkerhed beregne effekterne af indgreb over for næringsstofbelastningen. Modellen kan jo regne med alle mulige scenarier, så den er alt andet lige fortrinlig til at vurdere effekter af nye tiltag, siger han.

Allerede i 1988 lavede de daværende vandmiljøinstitutter (VKI og DHI og Isotopcentralen) en rapport om problemstillingen baseret bl.a. på en tolags massebalancemodel for de indre danske farvande. Rapporten konkluderede blandt andet: "En halvering af kvælstofudledningen fra Danmark vil få en meget beskeden virkning på iltkoncentrationen i bundvandet i Kattegat og Bælthavet." Ganske profetisk fik man ligeledes udtrykt, at Vandmiljø plan VMP1 højest ville kunne reducere N-udledningen fra landbruget med 20 procent og ikke som ønsket med 50 procent, siger Karl Iver Dahl-Madsen.

Modellens usikkerhed

Modellens pålidelighed er selvsagt et punkt til debat. Hvor stor er usikkerheden? Kan man modellere alt? Det forekommer os, at der i spørgsmålene ligger gemt en opfattelse af, at modellering er noget meget usikkert noget, og at målinger uden modeller er et meget bedre udgangspunkt for at tage beslutninger. Det er efter vores opfattelse helt forkert, når det gælder en kontant og rent naturvidenskabelig problemstilling som iltsvindet og dets årsager. Først skal man gøre sig klart, at alle mennesker anvender modeller af virkeligheden, når de tager beslutninger, siger Karl Iver Dahl-Madsen.

Et eksempel på en sådan misvisende model er ifølge DHI, når det ofte i debatten om iltsvindet fremhæves, at 80 procent af kvælstofbelastningen af de kystnære områder kommer fra landbruget. I den iagttagelse ligger implicit den helt forkerte "model", der siger at iltsvindet er direkte proportionalt med belastningen fra land. Det er ikke rigtigt. Forholdene i de kystnære områder afhænger i høj grad af baggrundskoncentrationerne af stof i havet. Forholdene varierer stærkt fra sted til sted og kan kun tydeliggøres gennem beregninger, mener han. Hertil kommer - ifølge Karl Iver Dahl-Madsen - at modeller, der kun befinder sig i folks hoveder, er svære at tjekke. En væsentlig fordel ved matematisk modellering er, at denne metode giver en tydelig og gennemsigtig fremstilling af problemstillingen, hvor både forudsætninger og ligninger kan tjekkes af fagfolk på området.

12 august 2002

Det er ikke din skyld. Det er slynglernes!

En ikke-kronik


I Danmark har vi stor tilbøjelighed til at tage skylden for alverdens dårligdom på os. Egentlig et sympatisk træk, det er da bedre end at skyde ansvaret fra sig. Men måske alligevel ikke særlig klogt, for hvis det nu er nogen andres skyld, så er det jo dem, vi skal tage fat i, og det nytter ikke meget med selvplageri og selvbebrejdelser.


Et nyligt eksempel på denne adfærd er de danske kommentarer til UNDP’s 2002 rapport om udvikling: ”Deepening Democracy in a Fragmented World”. - I denne rapport kommer UNDP med en uhørt skarp kritik af en række udemokratiske regimer. Slyngelstater kunne man måske lige frem kalde dem. F.eks. erklæres det uden omsvøb i rapporten, at diktaturet i Nordkorea, ledet af den ”Kære” slyngel: Kim Jong-Il, er skyld i, at der siden 1995 er døde ca. to millioner mennesker af sult i dette ulykkelige land. For ikke at nævne den Røde slyngel: Mao, som med sit store spring fremad var skyld i, at 30-40 millioner døde af sult i Kina i 70’erne. Endvidere fremhæves det af UNDP, at i seks arabiske lande, bl.a. Saudi-Arabien, ledet af en Kongerække af religiøse slyngler, er kvinders ret til at stemme aldrig blevet anerkendt.


UNDP peger dog ligeledes på, at de internationale organisationer (bl.a. FN, WTO) kunne trænge til en gevaldig demokratisk opstramning. Det er typisk for den danske debat, at den straks hæfter sig ved denne problemstilling, selv om det manglende demokrati i de mange elendige slyngelstater har meget større betydning for de stakkels mennesker, det her går ud over.
Lige i denne tid, under miljøtopmødet i Johannesburg, er der ingen grænser for, hvor meget selvpineri danskerne udsætter sig selv i den fejlagtige tro, at vores livsform skaber stor ulykke i de fattige lande. Senest skriver Ridderen af danskernes dårlige samvittighed: Svend Auken, i Politikens kronik om verdens dårligdom, hvor han hænger succesfulde, demokratiske retsstater (og som den værste af alle USA) ud som fæle skurke.


Det er ikke Danmarks eller de andre rige landes skyld, at en alt for stor del af verdens lande stadig bor i huler og slås hele dagen, som Shu bi dua så malende beskrev i sin Danmarkssang fra 1978. (UNDP siger i sin rapport, at 3.5 mio. mennesker døde i borgerkrige siden 1990). Det kan godt være, at vi opførte os rigtigt grimt, da vi var kolonimagter. Men det er snart meget længe siden, at Danmark under fredelige former kom af med sin sidste koloni: De Vestindiske Øer, som vi solgte til USA i 1917 for 25 millioner dollars. Og de andre noget større kolonimagter er sluppet af med kolonierne for rigtig mange år siden. En fortid som koloni er absolut ikke nogen undskyldning for, at et land i vore dage ikke udvikler sig.


Men alligevel har vi dårlig samvittighed og forsøger at købe os aflad gennem udviklingsbistand, som i en række tilfælde ligefrem virker mod sin hensigt, medens vi ikke for alvor går til sagen ved at stille selvfølgelige krav til udviklingslandene om god regeringsførelse.


Sagen er jo, at der findes stor viden om, hvad der skal til for at skabe udvikling. Det drejer sig simpelthen om god regeringsførelse med vægt på demokrati, menneskerettigheder, herunder privat ejendomsret[1] og ytringsfrihed, lov & ret, stærke institutioner, frie markeder og åbne økonomier. Det er jo ikke noget, vi hellere vil, end at give et udviklingsland, der iøvrigt gør de rigtige ting, en håndsrækning, så det kan udvikle sig endnu hurtigere. Det er heldigvis lykkedes i masser af tilfælde; f.eks. har Thailand, som Danmark har givet udviklingshjælp i mange år, sat verdensrekord i økonomisk vækst, hvor det i en 10-årsperiode havde en vækst på mere end 10 procent om året, og nu har Thailand en nationalindkomst pr. indbygger, der langt overstiger Danida’s bistandsgrænse.


Så sent som for nyligt har man langt om længe anerkendt disse principper i Afrika, hvor man har oprettet organisationen: NEPAD[2] som sætter god regeringsførelse i højsædet. Dog virker det tragikomisk, at man har sat selveste Ørken-slynglen Kaddafi til at være medlem af komiteen til fremme af demokratiet!


Når en række lande ikke udvikler sig ud af stedet og måske ligefrem går baglæns, skyldes det i sin gribende enkelhed, at disse lande ledes af slyngler, som er fuldstændig ligeglade med den almindelige befolkning, bare de kan beholde deres magt og fortsat leve et liv i luksus. I de værste tilfælde er slynglerne en alvorlig trussel mod hele verdens sikkerhed, når de aktivt forsøger at udvikle og skaffe masseødelæggelsesvåben (tænk blot på Ærkeslynglen: Saddam Hussein), i andre tilfælde finder de på syge undskyldninger for at invadere og plyndre nabolande, i nogle tilfælde slår de aktivt deres egne befolkninger ihjel, og i rigtig mange tilfælde fastholder slynglerne deres befolkninger i nød og elendighed.


Det ville være en overordentlig god ide at udvikle folkedrabs-begrebet til at omfatte manglende udvikling. Jeg kan ikke se andet end, at det må være folkedrab, når en regering passivt ser til, at dens befolkning dør langsomt og pinefuldt af sult/AIDS/dårligt vand. Så går det trods alt hurtigere med køller og macheter.


Sagen er jo, at selv det fattigste land i verden kan skaffe penge nok til at sikre hele sin befolkning grundlæggende livsfornødenheder som mad, vand, rent brændstof[3] og medicin. Under forudsætning af, at de penge, der er til stede, bliver brugt til dette formål i stedet for at blive ødet bort til våben[4] og luksusliv for slynglerne og en lille, styrtende rig overklasse. Naturligvis kan der være situationer, hvor naturen skaber problemer for fødevareforsyningen, men et godt regeret land vil som en selvfølge sikre sig mod sådanne situationer ved at opbygge lagre af mad og/eller have penge på lommen til at kunne købe mad i en nødsituation.


Jamen, hvorfor gør folk så ikke oprør i disse forfærdelige lande? Og skaffer sig af med de elendige ledere? Det gør de faktisk osse en del tilfælde. Det er bl.a. derfor, der er så mange borgerkrige, men desværre må vi jo konstatere, at adgang til moderne våben og information giver en kolossal magt til en tilstrækkelig hensynsløs diktator. Det kræver sit at være i opposition, hvis man kan være temmelig sikker på, at man sammen med sin familie bliver arresteret, tortureret og henrettet, hvis man ytrer det mindste pip af kritik mod den magthavende slyngel.


Mange af de vellykkede befrielsesaktioner, vi har set gennem årene, f.eks. Indiens afkolonisering og Østeuropas og Sovjetunionens frigørelse fra kommunismen, lykkedes, fordi modparten opførte sig grundlæggende anstændigt. England kunne jo bare have skudt Ghandi og andre frihedskæmpere uden videre vrøvl, og nogen i regeringen havde sikkert også lyst til det, men blev forhindret i det af en vågen demokratisk opinion, og af sin basale menneskelige anstændighed. Kommunismens sammenbrud kunne nemt være endt i et blodbad, hvis magthaverne havde været tilstrækkelige desperate og ondsindede.


Oprør er vanskeligt, nærmest umuligt, at foretage mod tilstrækkelige hensynsløse slyngler. Men hvad kan vi så gøre? Jo, først og fremmest skal vi se problemet i øjnene og ikke i misforstået godhed tage hele verdens skyld på vores egne skuldre. Vi skal holde med op med at inddele verden på en dybt forenklet måde i rige og fattige lande. Der er mange lande, der var umådeligt fattige lige efter 2. verdenskrig, som nu er (meget) rige (Japan, Sydkorea). Deres udvikling er lykkedes. Andre lande er på fuld fart fremad, som nævnt Thailand. I 50’erne tog de rige damer i Bangkok til Rangoon i Burma, hvis de ville købe flot tøj. Nu er Burma, som i lang tid har været styret af militære slyngler, et af verdens fattigste lande, for hvem Thailand virker som et paradis. Kina & Indien, som trods alt repræsenterer mere end 2 milliarder mennesker, er stadigt fattige, men har en vækst på mellem 5 & 10 % om året, og er rask ved at indhente den rige del af verden. Andre mindre lande er godt på vej. Så er der en gruppe lande, som i for sig har haft en velmenende ledelse, men har valgt en helt forfejlet udviklingspolitik baseret på planøkonomi og selvforsyning, og som derfor ikke har flyttet sig ud af stedet. Attac- og andre lignende bevægelser er med deres falske ideer uhyre farlige, da de kan være med til at lede sådanne stakkels fattige lande på vildspor, og dermed forårsage manglende udvikling og udtalt menneskelig elendighed. Endelig er der rigtig mange slyngelstater. De fleste går det baglæns for, og her hjælper kun skarp lud. Her er en række muligheder kridtet op:


Flere penge og gældssanering gør det ikke, hvis regimet er tilstrækkeligt udueligt. I nogle elendigt ledede lande består mere af halvdelen af nationalbudgettet af udviklingsstøtte. Det siger sig selv, at det er en bekvem situation for den ledende slyngel, der således slipper for selv at skaffe pengene ved at beskatte sine rige kumpaner. I sådanne tilfælde kan penge virke direkte skadeligt ved at fastholde elendigheden. Det er almindelig praksis og sund fornuft, at i en virksomhed der er gået konkurs på grund af dårlig ledelse, sætter man ledelsen fra bestillingen og finder en ny. Man giver ikke den samme gamle og uduelig ledelse endnu flere penge at formøble.


Adgang til vores markeder er endnu bedre udviklingsstøtte end rede penge. Og det er jo uhyggeligt umoralsk, at de franske bønder holder hele Europa som gidsel for en landbrugstøttepolitik, der mere end noget andet skader udviklingslandene. Tænk på, at den rige verden bruger syv gange så mange penge på landbrugsstøtte som på udviklingsstøtte. Men over for slyngelstaterne er fri handel heller ikke nok. I disse lande er der ikke reel næringsfrihed. Enhver, der investerer i en forretning i et sådant ringe ledet land, risikerer at få frugten af sit arbejde konfiskeret på et vilkårligt grundlag. Af den grund er det ikke mærkeligt, at private udenlandske investeringer, som er en af de bedste former for udviklingstiltag, ikke ligefrem florerer i disse lande. Kort sagt er slyngelstaterne ikke værd at handle med.


Men hvad så med sanktioner? De bruges ofte og virker af og til. Det kunne jo være, at man kunne forstærke sanktionerne og finde nogle snildere former for sanktioner. Det mindste man kunne gøre var at omdanne slyngelstaten til et fængsel for den ledende slyngel, hans familie og kumpaner ved at nægte dem udrejsetilladelse. Dertil kunne man indefryse slynglernes udenlandske tilgodehavender og opbevare dem for landets nødlidte befolkning indtil bedre tider. På det seneste har det været helt grotesk at iagttage Storslynglen Mugabe få adgang til fødevaretopmødet i Rom, hvor han fortalte om sine strålende resultater med at bekæmpe sulten i Zimbabwe!


Ind i mellem er vi, i vores iver for at føle os ”åh så gode”, let køb for banditter som Hussein, for hvem det er lykkedes at bilde en stor del af offentligheden ind, at det er sanktionernes skyld, at børn i Irak sulter. Hvorfor er der sanktioner? Fordi Hussein ikke vil tillade, at det internationale samfund leder efter nogle masseødelæggelsesvåben, som han iøvrigt påstår, han ikke har, og ikke er ved at lave. Så vis er egentlig skylden for, at de irakiske børn sulter? Ja, rigtigt: Saddam Hussein og ingen andre! I øvrigt levner reglen om mad for olie rigelige midler til at sørge godt for livsvigtige fornødenheder i Irak, hvis pengene ellers blev brugt rigtigt og ikke til store huse og dyre biler til Saddams generaler.


Der er ikke nogen vej udenom. Vi må til at føre en mere proaktiv og konsekvent politik på dette område. Det internationale samfund må sætte magt bag og gå til slyngelstaterne én ad gangen og systematisk frarøve slynglerne magten og sætte dem for en international domstol. Derefter må landene sættes under administration, gerne som FN-protektorater, ind til ordnede forhold kan etableres. Vi har allerede sat denne udvikling i gang. Da den Serbiske slyngel Milosevic systematisk forsøgte at udrydde og fordrive sin egen befolkning i Kosovo, greb det internationale samfund (efter megen vaklen) ind med et succesfuldt resultat. Taliban-slynglerne i Afghanistan fik heller ikke lov til at fortsætte med totalt at ødelægge deres eget land.


Der er stærkt behov for, at det internationale samfund anerkender, at det er lige så slemt og lige så ansvarspådragende at sulte sin befolkning ihjel, som at skyde dem ned med maskinpistoler. Og at vi endvidere er parate til at påtage os forpligtelsen til at gå ind og rydde op. Det ville være på sin plads, hvis Europa/EU kunne gøre sin stilling klar, tage sin del af ansvaret og ikke altid overlade det beskidte arbejde til USA.


En sådan, ligefrem militant, udviklingspolitik vil jo i mange kredse blive betragtet som stærkt kontroversiel og som ”indblanding i landes interne anliggender”. Det får så være, men efter min opfattelse er det ikke et internt anliggende, hvis en slyngel myrder sin egen befolkning. Hvis du ved, at din nabo tæsker sin kone eller forgriber sig på sine børn, er det din forbandede pligt at gribe ind og melde ham til politiet. Det gælder også på det internationale niveau. Hvis vi lader slynglerne fortsat husere uden at gribe ind, ender det til sidst med, at det alligevel bliver vores skyld.

[1] i mange lande kan bønderne ikke komme til at eje jorden og så er det jo ikke så mærkeligt, at de ikke investerer i at forbedre landbrugsjorden
[2] New Partnership for Africa’s Development
[3] Indendørs luftforurening slår millioner af mennesker ihjel hvert år
[4] Udviklingslande tilsammen bruger ca. 1500 milliarder om året til militæret, det er 3 gange så meget som den samlede udviklingshjælp

06 januar 2002

Økologi - En videnskab eller en ideologi?

En klumme i vand & Jord

Det Økologiske Råd har lige fejret 10 års fødselsdag. Til lykke med det. Det skal være rådet velundt. Desværre er det ikke blevet det upartiske og objektive organ, man kunne have håbet på. Jeg var glad, da rådet blev dannet i sin tid. Der var dengang som nu brug for en institution, der på et uvildigt teknisk/videnskabeligt grundlag kunne dele sol og vind lige i miljødebatten, især med henblik på at påpege de rigtige proportioner. Og som samtidig var så uafhængigt som muligt af alle særinteresser, herunder den til enhver tid siddende regering, og reelt også behovet for at fastholde beskæftigelsen af dygtige og højt gagerede medarbejdere.

Det Økonomiske Råd må vel være det nærmeste eksempel på et organ, der opfylder sådanne krav. Til trods for at økonomi er en videnskab, der er væsentlig vanskeligere og mindre eksakt end den naturvidenskabeligt baserede økologi, er det alligevel lykkedes det økonomiske råd at skabe stor respekt om sit arbejde. Blandt andet var man under den seneste EUafstemning ikke spor bange for at tale hele det politiske establishment imod om Euroens virkninger. I det hele taget har den økonomiske fagkundskab sejret. Senest kan vi se, at det er muligt at skifte regering i Danmark, uden at det medfører nogen betydelige ændringer i den grundlæggende økonomiske politik, i al sin enkelthed fordi der eksisterer et økonomisk fagligt fundament, som ingen politikere ustraffet kan prøve at sætte ud af kraft.

På samme måde sætter naturlovene, herunder økologien, grænser for det politiske råderum. Og derfor ville det have været velgørende, hvis det Økologiske Råd kunne have spillet samme solide rolle som det Økonomiske Råd.

Sådan er det desværre ikke gået. Det Økologiske Råd er blevet et pressionsorgan for en bestemt politisk ideologi, som jeg vil kalde økologismen, der blev ført på banen i de tidlige 70'ere. Her blev det for første gang klart, at menneskene kunne påvirke naturgrundlaget på hele jorden og ikke blot i lokalområder. Og der opstod en angst for den økologiske dommedag, som blandt andet gav sig udtryk i den berømte/berygtede "Grænser for vækst"publikation, baseret på simplistiske modelbetragtninger.

Det stod hurtigt klart for den skeptiske iagttager, at de skræmmende prognoser i "Grænser for vækst" var vildt overdrevne, men desværre fandt de rette personer her en niche, hvor man kunne leve i tryghed og overflod ved at skræmme folk fra vid og sans, og hermed opstod økologismen eller den professionelle bekymringsindustri.

Økologismen forfægter et syndrom af synspunkter, som på overfladen lyder tiltalende, men som i sin konsekvens er samfundsskadelige, herunder skadelige for miljøet. Den overdrevne hensyntagen til Miljø & Natur kan virke antihumanistisk i sin karakter, idet den ser bort fra en række forhold (uddannelse, sundhedspleje, ældreforsorg), der nødvendigvis må prioriteres på lige fod med miljøet i alle samfund. Økologisterne er sikre på, at mennesket allerede har oversteget jordens bærekapacitet, og at vi i den vestlige verden skal gå ned i levestandard og spæge vort kød for at "redde jorden". De glemmer helt, at bærekapacitet er en dynamisk størrelse, som mennesket kan påvirke med ny viden og teknologi. Meget bekvemt er økologisterne samtidigt reelt maskinstormere, idet man bruger forsigtighedsprincippet i en så ekstrem udformning, at man de facto stopper udviklingen af netop de ny teknologier, f.eks. inden for gensplejsning, der mest effektivt kan afkoble produktionsudvikling og økonomisk vækst fra natur & miljøbelastningen. Desuden går man ind for de såkaldte "økologiske" fødevareproduktionsformer, som er rituelle i deres karakter og i hovedsagen har negativ betydning for et godt miljø, fordi de bruger unødig megen areal til produktionen.

Vi har stærkt brug for, at den videnskabelige økologi nyder fremme og danner grundlag for en rationel miljøforvaltning. Den videnskabelige økologi er tværfaglig og kan ikke monopoliseres af bestemte uddannelsesretninger. Den ser på helheder: "er holistisk" og systemanalytisk. Den er kvantitativ, beskriver stofstrømme og niveauer, og gør det derfor muligt i miljøforvaltningen at skelne skidt fra kanel og prioritere uvæsentlige problemstillinger ned i rækken. Den er sagligt baseret og ser virkeligheden som den er, og ikke som den burde være i forhold til en bestemt ideologi.

Det er derfor interessant at se, at den ny regering nu vil oprette et "Institut for Miljøvurdering ", som forhåbentlig skal basere sin rådgivning på den videnskabelige økologi og på princippet om "mest miljø for pengene". Det har vakt postyr hos mange, som mere eller mindre med rette kan hævde, at man allerede har gode muligheder for miljøvurderinger på eksisterende institutioner. Men det er vel et tegn på, at brede kredse blandt politikerne og i befolkningen er utrygge ved det eksisterende system, som åbenbart er præget en del af institutionel interessevaretagelse. Derfor ser man meget ofte nye miljøproblemer omtalt alarmistisk med krav om flere bevillinger og stillinger, men meget sjældent at det oplyses, at et problem er løst eller ikke var så slemt som oprindeligt forudsat.

Jeg synes, man må give det nye institut chancen for at vise, at det kan blive en frugtbar nyskabelse i dansk miljøforvaltning. Danmark er et lille land, og vores miljødebat bliver nemt "enstrenget", fordi det er så utroligt bekvemt for magthavere og deres rådgivere, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved den viden, der ligger til grund for vidtrækkende beslutninger om miljø & naturforvaltning. Hvis det nye institut organiseres, så det reelt bliver uafhængigt både af regeringen og af natur & miljøinteresseorganisationer, kan det give et substantielt bidrag til den pluralisme, der er helt afgørende for, at vigtige natur- & miljøbeslutninger kan tages på demokratisk grundlag.