12 august 2002

Det er ikke din skyld. Det er slynglernes!

En ikke-kronik


I Danmark har vi stor tilbøjelighed til at tage skylden for alverdens dårligdom på os. Egentlig et sympatisk træk, det er da bedre end at skyde ansvaret fra sig. Men måske alligevel ikke særlig klogt, for hvis det nu er nogen andres skyld, så er det jo dem, vi skal tage fat i, og det nytter ikke meget med selvplageri og selvbebrejdelser.


Et nyligt eksempel på denne adfærd er de danske kommentarer til UNDP’s 2002 rapport om udvikling: ”Deepening Democracy in a Fragmented World”. - I denne rapport kommer UNDP med en uhørt skarp kritik af en række udemokratiske regimer. Slyngelstater kunne man måske lige frem kalde dem. F.eks. erklæres det uden omsvøb i rapporten, at diktaturet i Nordkorea, ledet af den ”Kære” slyngel: Kim Jong-Il, er skyld i, at der siden 1995 er døde ca. to millioner mennesker af sult i dette ulykkelige land. For ikke at nævne den Røde slyngel: Mao, som med sit store spring fremad var skyld i, at 30-40 millioner døde af sult i Kina i 70’erne. Endvidere fremhæves det af UNDP, at i seks arabiske lande, bl.a. Saudi-Arabien, ledet af en Kongerække af religiøse slyngler, er kvinders ret til at stemme aldrig blevet anerkendt.


UNDP peger dog ligeledes på, at de internationale organisationer (bl.a. FN, WTO) kunne trænge til en gevaldig demokratisk opstramning. Det er typisk for den danske debat, at den straks hæfter sig ved denne problemstilling, selv om det manglende demokrati i de mange elendige slyngelstater har meget større betydning for de stakkels mennesker, det her går ud over.
Lige i denne tid, under miljøtopmødet i Johannesburg, er der ingen grænser for, hvor meget selvpineri danskerne udsætter sig selv i den fejlagtige tro, at vores livsform skaber stor ulykke i de fattige lande. Senest skriver Ridderen af danskernes dårlige samvittighed: Svend Auken, i Politikens kronik om verdens dårligdom, hvor han hænger succesfulde, demokratiske retsstater (og som den værste af alle USA) ud som fæle skurke.


Det er ikke Danmarks eller de andre rige landes skyld, at en alt for stor del af verdens lande stadig bor i huler og slås hele dagen, som Shu bi dua så malende beskrev i sin Danmarkssang fra 1978. (UNDP siger i sin rapport, at 3.5 mio. mennesker døde i borgerkrige siden 1990). Det kan godt være, at vi opførte os rigtigt grimt, da vi var kolonimagter. Men det er snart meget længe siden, at Danmark under fredelige former kom af med sin sidste koloni: De Vestindiske Øer, som vi solgte til USA i 1917 for 25 millioner dollars. Og de andre noget større kolonimagter er sluppet af med kolonierne for rigtig mange år siden. En fortid som koloni er absolut ikke nogen undskyldning for, at et land i vore dage ikke udvikler sig.


Men alligevel har vi dårlig samvittighed og forsøger at købe os aflad gennem udviklingsbistand, som i en række tilfælde ligefrem virker mod sin hensigt, medens vi ikke for alvor går til sagen ved at stille selvfølgelige krav til udviklingslandene om god regeringsførelse.


Sagen er jo, at der findes stor viden om, hvad der skal til for at skabe udvikling. Det drejer sig simpelthen om god regeringsførelse med vægt på demokrati, menneskerettigheder, herunder privat ejendomsret[1] og ytringsfrihed, lov & ret, stærke institutioner, frie markeder og åbne økonomier. Det er jo ikke noget, vi hellere vil, end at give et udviklingsland, der iøvrigt gør de rigtige ting, en håndsrækning, så det kan udvikle sig endnu hurtigere. Det er heldigvis lykkedes i masser af tilfælde; f.eks. har Thailand, som Danmark har givet udviklingshjælp i mange år, sat verdensrekord i økonomisk vækst, hvor det i en 10-årsperiode havde en vækst på mere end 10 procent om året, og nu har Thailand en nationalindkomst pr. indbygger, der langt overstiger Danida’s bistandsgrænse.


Så sent som for nyligt har man langt om længe anerkendt disse principper i Afrika, hvor man har oprettet organisationen: NEPAD[2] som sætter god regeringsførelse i højsædet. Dog virker det tragikomisk, at man har sat selveste Ørken-slynglen Kaddafi til at være medlem af komiteen til fremme af demokratiet!


Når en række lande ikke udvikler sig ud af stedet og måske ligefrem går baglæns, skyldes det i sin gribende enkelhed, at disse lande ledes af slyngler, som er fuldstændig ligeglade med den almindelige befolkning, bare de kan beholde deres magt og fortsat leve et liv i luksus. I de værste tilfælde er slynglerne en alvorlig trussel mod hele verdens sikkerhed, når de aktivt forsøger at udvikle og skaffe masseødelæggelsesvåben (tænk blot på Ærkeslynglen: Saddam Hussein), i andre tilfælde finder de på syge undskyldninger for at invadere og plyndre nabolande, i nogle tilfælde slår de aktivt deres egne befolkninger ihjel, og i rigtig mange tilfælde fastholder slynglerne deres befolkninger i nød og elendighed.


Det ville være en overordentlig god ide at udvikle folkedrabs-begrebet til at omfatte manglende udvikling. Jeg kan ikke se andet end, at det må være folkedrab, når en regering passivt ser til, at dens befolkning dør langsomt og pinefuldt af sult/AIDS/dårligt vand. Så går det trods alt hurtigere med køller og macheter.


Sagen er jo, at selv det fattigste land i verden kan skaffe penge nok til at sikre hele sin befolkning grundlæggende livsfornødenheder som mad, vand, rent brændstof[3] og medicin. Under forudsætning af, at de penge, der er til stede, bliver brugt til dette formål i stedet for at blive ødet bort til våben[4] og luksusliv for slynglerne og en lille, styrtende rig overklasse. Naturligvis kan der være situationer, hvor naturen skaber problemer for fødevareforsyningen, men et godt regeret land vil som en selvfølge sikre sig mod sådanne situationer ved at opbygge lagre af mad og/eller have penge på lommen til at kunne købe mad i en nødsituation.


Jamen, hvorfor gør folk så ikke oprør i disse forfærdelige lande? Og skaffer sig af med de elendige ledere? Det gør de faktisk osse en del tilfælde. Det er bl.a. derfor, der er så mange borgerkrige, men desværre må vi jo konstatere, at adgang til moderne våben og information giver en kolossal magt til en tilstrækkelig hensynsløs diktator. Det kræver sit at være i opposition, hvis man kan være temmelig sikker på, at man sammen med sin familie bliver arresteret, tortureret og henrettet, hvis man ytrer det mindste pip af kritik mod den magthavende slyngel.


Mange af de vellykkede befrielsesaktioner, vi har set gennem årene, f.eks. Indiens afkolonisering og Østeuropas og Sovjetunionens frigørelse fra kommunismen, lykkedes, fordi modparten opførte sig grundlæggende anstændigt. England kunne jo bare have skudt Ghandi og andre frihedskæmpere uden videre vrøvl, og nogen i regeringen havde sikkert også lyst til det, men blev forhindret i det af en vågen demokratisk opinion, og af sin basale menneskelige anstændighed. Kommunismens sammenbrud kunne nemt være endt i et blodbad, hvis magthaverne havde været tilstrækkelige desperate og ondsindede.


Oprør er vanskeligt, nærmest umuligt, at foretage mod tilstrækkelige hensynsløse slyngler. Men hvad kan vi så gøre? Jo, først og fremmest skal vi se problemet i øjnene og ikke i misforstået godhed tage hele verdens skyld på vores egne skuldre. Vi skal holde med op med at inddele verden på en dybt forenklet måde i rige og fattige lande. Der er mange lande, der var umådeligt fattige lige efter 2. verdenskrig, som nu er (meget) rige (Japan, Sydkorea). Deres udvikling er lykkedes. Andre lande er på fuld fart fremad, som nævnt Thailand. I 50’erne tog de rige damer i Bangkok til Rangoon i Burma, hvis de ville købe flot tøj. Nu er Burma, som i lang tid har været styret af militære slyngler, et af verdens fattigste lande, for hvem Thailand virker som et paradis. Kina & Indien, som trods alt repræsenterer mere end 2 milliarder mennesker, er stadigt fattige, men har en vækst på mellem 5 & 10 % om året, og er rask ved at indhente den rige del af verden. Andre mindre lande er godt på vej. Så er der en gruppe lande, som i for sig har haft en velmenende ledelse, men har valgt en helt forfejlet udviklingspolitik baseret på planøkonomi og selvforsyning, og som derfor ikke har flyttet sig ud af stedet. Attac- og andre lignende bevægelser er med deres falske ideer uhyre farlige, da de kan være med til at lede sådanne stakkels fattige lande på vildspor, og dermed forårsage manglende udvikling og udtalt menneskelig elendighed. Endelig er der rigtig mange slyngelstater. De fleste går det baglæns for, og her hjælper kun skarp lud. Her er en række muligheder kridtet op:


Flere penge og gældssanering gør det ikke, hvis regimet er tilstrækkeligt udueligt. I nogle elendigt ledede lande består mere af halvdelen af nationalbudgettet af udviklingsstøtte. Det siger sig selv, at det er en bekvem situation for den ledende slyngel, der således slipper for selv at skaffe pengene ved at beskatte sine rige kumpaner. I sådanne tilfælde kan penge virke direkte skadeligt ved at fastholde elendigheden. Det er almindelig praksis og sund fornuft, at i en virksomhed der er gået konkurs på grund af dårlig ledelse, sætter man ledelsen fra bestillingen og finder en ny. Man giver ikke den samme gamle og uduelig ledelse endnu flere penge at formøble.


Adgang til vores markeder er endnu bedre udviklingsstøtte end rede penge. Og det er jo uhyggeligt umoralsk, at de franske bønder holder hele Europa som gidsel for en landbrugstøttepolitik, der mere end noget andet skader udviklingslandene. Tænk på, at den rige verden bruger syv gange så mange penge på landbrugsstøtte som på udviklingsstøtte. Men over for slyngelstaterne er fri handel heller ikke nok. I disse lande er der ikke reel næringsfrihed. Enhver, der investerer i en forretning i et sådant ringe ledet land, risikerer at få frugten af sit arbejde konfiskeret på et vilkårligt grundlag. Af den grund er det ikke mærkeligt, at private udenlandske investeringer, som er en af de bedste former for udviklingstiltag, ikke ligefrem florerer i disse lande. Kort sagt er slyngelstaterne ikke værd at handle med.


Men hvad så med sanktioner? De bruges ofte og virker af og til. Det kunne jo være, at man kunne forstærke sanktionerne og finde nogle snildere former for sanktioner. Det mindste man kunne gøre var at omdanne slyngelstaten til et fængsel for den ledende slyngel, hans familie og kumpaner ved at nægte dem udrejsetilladelse. Dertil kunne man indefryse slynglernes udenlandske tilgodehavender og opbevare dem for landets nødlidte befolkning indtil bedre tider. På det seneste har det været helt grotesk at iagttage Storslynglen Mugabe få adgang til fødevaretopmødet i Rom, hvor han fortalte om sine strålende resultater med at bekæmpe sulten i Zimbabwe!


Ind i mellem er vi, i vores iver for at føle os ”åh så gode”, let køb for banditter som Hussein, for hvem det er lykkedes at bilde en stor del af offentligheden ind, at det er sanktionernes skyld, at børn i Irak sulter. Hvorfor er der sanktioner? Fordi Hussein ikke vil tillade, at det internationale samfund leder efter nogle masseødelæggelsesvåben, som han iøvrigt påstår, han ikke har, og ikke er ved at lave. Så vis er egentlig skylden for, at de irakiske børn sulter? Ja, rigtigt: Saddam Hussein og ingen andre! I øvrigt levner reglen om mad for olie rigelige midler til at sørge godt for livsvigtige fornødenheder i Irak, hvis pengene ellers blev brugt rigtigt og ikke til store huse og dyre biler til Saddams generaler.


Der er ikke nogen vej udenom. Vi må til at føre en mere proaktiv og konsekvent politik på dette område. Det internationale samfund må sætte magt bag og gå til slyngelstaterne én ad gangen og systematisk frarøve slynglerne magten og sætte dem for en international domstol. Derefter må landene sættes under administration, gerne som FN-protektorater, ind til ordnede forhold kan etableres. Vi har allerede sat denne udvikling i gang. Da den Serbiske slyngel Milosevic systematisk forsøgte at udrydde og fordrive sin egen befolkning i Kosovo, greb det internationale samfund (efter megen vaklen) ind med et succesfuldt resultat. Taliban-slynglerne i Afghanistan fik heller ikke lov til at fortsætte med totalt at ødelægge deres eget land.


Der er stærkt behov for, at det internationale samfund anerkender, at det er lige så slemt og lige så ansvarspådragende at sulte sin befolkning ihjel, som at skyde dem ned med maskinpistoler. Og at vi endvidere er parate til at påtage os forpligtelsen til at gå ind og rydde op. Det ville være på sin plads, hvis Europa/EU kunne gøre sin stilling klar, tage sin del af ansvaret og ikke altid overlade det beskidte arbejde til USA.


En sådan, ligefrem militant, udviklingspolitik vil jo i mange kredse blive betragtet som stærkt kontroversiel og som ”indblanding i landes interne anliggender”. Det får så være, men efter min opfattelse er det ikke et internt anliggende, hvis en slyngel myrder sin egen befolkning. Hvis du ved, at din nabo tæsker sin kone eller forgriber sig på sine børn, er det din forbandede pligt at gribe ind og melde ham til politiet. Det gælder også på det internationale niveau. Hvis vi lader slynglerne fortsat husere uden at gribe ind, ender det til sidst med, at det alligevel bliver vores skyld.

[1] i mange lande kan bønderne ikke komme til at eje jorden og så er det jo ikke så mærkeligt, at de ikke investerer i at forbedre landbrugsjorden
[2] New Partnership for Africa’s Development
[3] Indendørs luftforurening slår millioner af mennesker ihjel hvert år
[4] Udviklingslande tilsammen bruger ca. 1500 milliarder om året til militæret, det er 3 gange så meget som den samlede udviklingshjælp

Ingen kommentarer: