10 november 2003

Den store naturgenopretning

Afkobling af dansk fødevareproduktion fra miljø- og ressourcebelastning

Der er en økologisk revolution i gang i Danmark, som i løbet af de næste 25 år vil kunne føre til at 5.000 km2 tages ud af fødevareproduktionen, at kvælstoftabet fra dansk fødevareproduktion reduceres til et meget lavt acceptabelt niveau, samtidig med en kraftig øgning af fødevareproduktionens mængde, kvalitet og værdi.

Det kan lyde som et eventyr, men er den skinbarlige sandhed. Lad os se på nogle facts.
I figur(1) er vist to primære indikatorer for miljøeffektiviteten i dansk landbrug: Kvælstoftab og arealforbruget per produceret mængdeenhed i perioden siden 1985.


Figur (1) Produktion, kvælstoftab og arealforbrug i dansk landbrug (DMU temarapporter)

Det fremgår af figuren, at arealeffektiviteten er øget med ca. 20 % og kvælstofeffektiviteten er øget med ca. 35 % i hele perioden fra 1985 til 1998/99. Reduktionen af landbrugsarealet er resultatet af en længerevarende proces, medens kvælstofeffektiviteten formindskedes støt op til midt i halvfjerdserne, hvorefter kurven knækkede og effektiviteten blev bedre.

Denne udvikling er i for sig et imponerende resultat af en kombination af teknologisk udvikling med en samfundsmæssig og erhvervsmæssig vilje til at sætte miljø- og ressourceforbrug i højsædet.

Udviklingen er samtidig et godt et eksempel på, at det er muligt at foretage den afkobling af produktionen fra miljøbelastningen, der gør det muligt at sikre alle klodens mennesker en meget høj materiel levestandard samtidig med, at væsentlige natur- og miljøværdier kan bevares/genskabes.

Jesse H. Ausubel fra The Rockefeller University er en videnskabsmand, der har et afbalanceret (ikke-alarmistisk) syn på den teknologiske udviklings betydning for udviklingen af verdens produktion og miljø. Han har skrevet en publikation om: The Great Restoration of Nature: Why and How, hvor han bl.a. viser, at hvis den gennemsnitlige arealeffektivitet i den globale fødevareproduktion når op på den arealeffektivitet, der nu opnås som middel i USA, vil de 10 milliarder mennesker, der forventes at være på jorden til den tid, kun skulle bruge halvdelen af det areal, der nu er udlagt til landbrugsproduktion i verden.

I Danmark, som er et avanceret landbrugsland, har vi allerede nået et højt effektivitetsniveau. Men mere kan gøres. Hvis vi fremskriver den nuværende effektivitetsudvikling i Danmark lineært til ca. år 2030 vil det på det tidspunkt være muligt at producere ca. 30% mere i mængde med et meget lille kvælstoftab og på et væsentligt reduceret areal. Dvs. at vi vil kunne omlægge omkring 5.000 km2 landbrugsareal til andet formål. Naturskov? Golfbaner? Motorveje?

Men er det realistisk at fremskrive? Her skal tages i regning, at den fortsatte og støtte teknologiske udvikling hele tiden ændrer forudsætningerne markant for, hvad der teknisk og økonomisk kan lade sig gøre. Lige i nuet ændres de teknologiske forudsætninger med ca. 2% om året. Det er ikke meget på kort sigt, men ophobes til store ændringer på 20 til 25 års sigt. Tænk på at Internettet ikke, og PC'en knap nok, fandtes for godt 25 år siden.

I denne tid foregår et stort og grundigt arbejde med at forberede en VMP III, som skal forsøge at adressere nogle af disse problemstillinger. De politikere, der skal lave planen, bør i højere grad bruge nogle positive dynamiske forudsætninger om den teknologiske udvikling.

Forvaltningen af vor natur & miljø skal ses som en proces, der tager tid. Nu har vi igennem mange år opbygget en "vandmiljøgæld" defineret som afstanden mellem den tilstand, vi gerne vil have og den tilstand, vi faktisk har. Det er ikke realistisk at "kommandere" gælden væk på kort tid. Analogt til statsgælden er det nødvendigt at bruge tid for løse problemet, typisk et 25 årssigt. De politiske beslutninger bliver derfor et spørgsmål om at fastlægge løsningstakten: Hvor meget mindre skal f.eks. kvælstoftabet være fra år til år? Og at foretage fordelingen af omkostningerne på forskellige samfundssektorer.

Det er endvidere nødvendigt, at Europa udformer et nyt "Natur- & Miljødirektiv" til erstatning af Vandrammedirektivet (VRD) og lignende. VRD har nogle meget gode elementer. F.eks. er det godt, at definitionen af høj økologisk kvalitet er naturvidenskabeligt baseret, og dermed trukket væk fra den politiserende sfære. Det er endvidere godt, at VRD kræver, at forvaltningen af vandmiljøet skal ske på grundlag af en sammenhæng mellem belastning og miljøtilstand.

Desværre er VRD urealistisk i sine krav til, at der skal være god/høj økologisk kvalitet overalt, hvilket giver en risiko for, at direktivet reelt ikke kommer til at virke. Direktivet kan, hvis det tages for pålydende, ikke opfyldes, uden at vi fjerner alle mennesker samt deres produktionsaktivitet fra Europa.

Det er godt, at VRD nu prøver at give naturen sin plads igen. Men man må ikke glemme, at der også skal være plads til menneskene. Derfor må der i et nyt Natur- & Miljødirektiv accepteres, at store arealer både på land og vand i et eller andet omfang forbliver kulturpåvirkede og derfor ikke kan være i "naturtilstand". Den normale politiske prioritering kan så foretage fordelingen mellem de to typer af land- og vandområder.

Hvis vi i Europa løber med den teknologiske udvikling (GMO, IT etc.) inden for fødevareproduktionen i stedet for overforsigtigt at stritte imod, vil der blive plads til rigtig meget natur i hele Europa. I Danmark vil vi kunne frigøre mindst 5.000 km2 areal til andet formål. På det landbrugsareal, der er tilbage, vil kunne dyrkes specialafgrøder, og der vil være plads til en stor avanceret animalsk produktion, både af stabelvarer og af produkter specialiserede til en gourmet marked.

De fleste marker vil kunne dyrkes med præcisionslandbrugsmetoder, hvor robotter doserer gødning og hjælpestoffer i det rigtige omfang til den enkelte plante, på basis af meget nøjagtige lokale prognoser for vind, temperatur og regn. Kvælstoftabet bliver efterhånden meget lavt. De udbredte iltsvind i Kattegat, slipper vi dog ikke af med foreløbig, da de andre lande i området også skal have tid til at følge med.

Svineproduktionen kan i løbet af de næste 10 år gøres emissionsløs, og kun verdensmarkedet sætter grænsen for produktionen af svin i Danmark: 50 millioner svin/år? 100 millioner? Det forudsætter naturligvis, at svinene kommer til at leve i smukke lejligheder i højhuse nær de store havnebyer. Og at vi gør op med myten om, at svin, der går og roder i jorden, har det særligt godt og er særligt skånsomme over for miljøet.

Hvis vi ønsker det, kan vil udlægge en stor del af det frigjorte areal til store sammenhængende naturparker: Naturpark Fyn f.eks.? som er områder, der helt friholdes for kulturpåvirkning.
Hele denne udvikling skal ses i et internationalt perspektiv: WTO aftalerne og EU's CAP, som vil betyde væsentligt mere for miljøet i Europa (og Danmark) end de beslutninger, vi kan tage alene. En forøget frihandel for landbrugsvarer vil, foruden den indlysende positive effekt på de fattigste u-landes økonomi, medvirke til en stærk reduktion af fødevareproduktionens natur- og miljøpåvirkning, da fødevareproduktionen vil flytte derhen, hvor de naturgivne forudsætninger er de bedste for at kunne gennemføre produktionen med et mindst muligt forbrug af areal, vand, gødning og hjælpestoffer.

Den store naturgenopretning er allerede begyndt.

11 april 2003

Ny rapport anbefaler flere havbrug

Regeringens havbrugsudvalg nedtoner miljøeffekterne ved forøget opdræt af saltvandsfisk

Af Jan Dahlmann, Ingeniøren

Mens Danmark indtager en europæisk førsteplads inden for opdræt af ferskvandsfisk, især ørreder, er det danske opdræt af saltvandsfisk i havbrug uhyre beskedent. Men en ny rapport fra havbrugsudvalg, Udvalget vedrørende udviklingsmulighederne for saltvandsbaseret fiskeopdræt i Danmark, afdækker for første gang under hvilke betingelser, erhvervet kan vokse i Danmark.

Set fra havbrugernes side er rapporten en længe tiltrængt anbefaling af et erhverv, der har været Prügelknabe for Danmarks Naturfredningsforening og Sportsfiskerforbundet, siger Kurt Malmbak-Kjeldsen, havbruger og medlem af udvalget. Opgaven for arbejdsgruppen, der har været to år undervejs med rapporten, var at se på, hvordan havbrugserhvervet kan fremmes i Danmark på en økonomisk og miljømæssig bæredygtig måde. Det er gjort ved at tage udgangspunkt i havbrugernes egne ønsker om at kunne udlede 2.000 ton kvælstof i modsætning til de nuværende 300 udledte ton. I producerede mængder fisk svarer det til mellem fem og ti gange så mange fisk, som de 7-8.000 ton, der produceres i dag med en værdi på cirka 300 mio. kr.

Rapporten udpeger tre områder, hvor der er gode tekniske muligheder og økonomiske perspektiver i en dansk udvikling inden for saltvandsbaseret fiskeopdræt. Det drejer sig om opdræt af visse typer regn bueørreder, produktion af f.eks. pighvar og tunge samt fiskeyngel i recirkulationsanlæg på land og endelig udvikling og eksport af anlæg og systemer til opdræt i recirkulationsanlæg.

Restriktiv politik

Rapporten konkluderer, at forudsætningerne for vækst er, at der gøres op med den restriktive politik over for havbrugserhvervet, der er begrundet i miljøhensyn, og at erhvervet selv udvikler sig fra stort set enkeltmandsfirmaer til storstilede foretagender. En forøgelse på fem til ti gange af den nuværende produktion i danske havbrug vil ikke have nævneværdige effekter på havmiljøet, når man tænker på, at landbruget udleder ca. 60.000 ton, siger arbejdsgruppens ankermand på miljøsiden, civ.ing. ved DHI Karl Iver Dahl Madsen. Samme synsvinkel anlægger han i forhold til spredningen i vandmiljøet af den antibiotika og kobber som flere netbure til havs vil medføre.

Det bliver fortyndet så meget, at det i praksis ikke gør noget,siger han og erkender, at effekterne af spredningen af antibiotika i vandmiljøet ikke kendes. Et flertal i udvalget mener derfor, at det ikke giver mening at operere med en nationalt fastsat kvote for erhvervets kvælstofudledning, men at miljøeffekterne skal vurderes fra sted til sted. De eksisterende havbrug optager et areal svarende til 0,02 promille af det danske søterritorium. Arbejdsgruppen konkluderer i den forbindelse, at "der kan findes mange konkrete lokaliteter i sikker afstand fra samtlige beskyttelsesinteresser og andre havbrug og med så gode dybde- og fortyndingsforhold, at de lokale effekter kan forventes at begrænse sig til et areal af samme størrelsesorden som selve havbruget". Et mindretal i udvalget bestående af Danmarks Natur fredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Fiskeriforening og Dansk Amatørfiskerforening tager skarpt afstand fra at forøge antallet af havbrug, fordi det medfører endnu mere kvælstof. Det politiske udspil skal nu komme fra Fødevareministeriet og Miljøstyrelsen.

24 januar 2003

Når naturen går over optugtelsen…

Vidensmonopoler bekæmpes med ytringsfrihed og pluralisme

Klumme i Vand & Jord

"The New Year reveals fresh evidence of humanity’s capacity to respond rapidly to unprecedented environmental and social threats…"

"The report documents a host of successes that prove humanity is capable of reinventing the world so that the needs of all are met with minimal harm to the Earth or to future generations"

Nå, nu har IMV vist skrevet en ny rapport, vil nogen sige, når de læser dette indledende citat. Igen en jubeloptimistisk beskrivelse af menneskets evne til at gøre sig fri af naturgivne begrænsninger.

Hus forbi, citatet er fra pressemeddelelsen om WorldWatch Institute's publikation: State of the World 2003[1].

I Fremtidens Pris - Talmagi i Miljøpolitikken, som er en modbog til The Sceptical Environmentalist, (TSE) erkendes det endvidere i indledningen:

" der har været en tendens blandt naturens og miljøets fortalere til altid at fremhæve de områder, hvor miljøet har fået det værre"

Begge citater viser tydeligt, at TSE allerede har haft en betydelig indflydelse på miljø- og naturdebatten. Der er nu ikke længere plads til systematisk ensidige beskrivelser af menneskenes og jordens tilstand, som værende på vej lige lukt mod den økologiske dommedag.

Den debat, der er udløst både af TSE og UVVU's afgørelse, er efter min opfattelse en af de mest positive ting, der er sket for det politiske klima i Danmark i nyere tid. Mange mennesker deltager i debatten, deler sig efter anskuelser, og ytrer sig af karsken bælg. Der har i lang tid været ugidelighed ligefrem træthed i det offentlige politiske rum, spørgsmålet om ejendomsretten til produktionsmidlerne og om den økonomiske politik deler ikke længere befolkningen.

Den nye miljødebat er et tydeligt eksempel på, at de er andre emner end økonomi, der deler befolkningen op i totalt rygende uenige grupperinger. Lad mig give et eksempel:

Neo-Malthusianerne vs. Cornucopianerne

Dagens miljødebat er ikke spor ny, den har været i gang i udlandet, især USA i lang tid, i det mindste siden 70'erne. Den deler sig efter en akse med yderpunkter, som beskrevet her.

Neo-Malthusianerne er jo som navnet siger inspireret af Thomas Malthus og hans berømte publikation: "An Essay on the Principle of Population[2]", som forudsagde et liv i sult og elendighed for verdens befolkning. Malthus blev modsagt af al videnskabs overdommer: historien, og blev mere eller mindre glemt indtil sin renæssance i 1972, hvor debatbogen "Grænser for vækst" fik en enorm betydning for nutidens miljødebat. Denne bog og dens tilhængere: Neo-Malthusianerne ser en fremtid domineret af overbefolkning, sult, resourceudtømning og miljøødelæggelser. Neo-Malthusianerne mener endvidere ikke, at der er naturgrundlag til stede for, at alle mennesker på jorden kan opnå en levestandard på de rige landes niveau eller ligefrem højere.

Svaret på denne udfordring er, efter Neo-Malthusianernes idegrundlag, en kraftig nedsættelse af den materielle levestandard i den rige del af verden, gerne suppleret med en reduktion af jordens befolkning. Neo-Malthusianerne er i princippet demokrater som vi andre, men bruger en slags nødværgeargumentation i retning af. "Da jeg i min uendelige visdom har indset, at jorden går under, hvis du ikke gør som jeg siger, må jeg desværre benytte min naturgivne ret til at tvinge dig til at følge mine vise råd". I de ekstreme yderpunkter af denne bevægelse betragtes mennesket som en "parasit på jorden".

Grænser for vækst er Neo-Malthusianernes Gamle Testamente, og Paul Ehrlich en af dens profeter med sine nu totalt falsificerede udsagn om sulten i verden[3]. En anden profet er Lester Brown, som er en nøgle figur i WorldWatch Institute, hvis publikationsserie State of the World må betragtes som bevægelsens nye testamente, hvor man år efter år har forudsagt en snarlig verdensomspændende mangel på mad. Seneste publikation i dommedagsserien er WWF's Living Planet Report 2002[4], hvor man postulerer, at der i 2050 skal bruges mellem 1,8 og 2,2 jordkloder for at bære menneskenes aktivitet.

Cornucopianerne har fået deres navn efter "cornucopia" som betyder overflødighedshorn, og beskriver hvordan mennesket, med anvendelse af sin store teknologiske snilde, kan overvinde de fleste naturgivne begrænsninger og forøge jordens befolkning til rigtig mange mennesker med en meget høj materiel levestandard, samtidig med at store naturområder bevares/restaureres til at ligge uberørt hen.

TSE er blot det seneste værk blandt mange, som anlægger en Cornucopiansk synsvinkel. Lad mig nævne: Herman Kahn[5], Julian Simon[6], Jesse H. Ausubel[7], Martin Ågerup[8] og i al beskedenhed Asian Institute of Technology med mit eget bidrag[9]. Det turde heraf fremgå, at TSE er en debatbog om verdens fremtid, som det jo som bekendt er svært at spå om, og den derfor ikke er egnet til at drøfte i UVVU.

Cornucopianerne mener grundlæggende, at problemerne kan løses ved hjælp af menneskelig snilde og ny teknologi, og at frie mennesker på eget ansvar og af egen drift gør rigtige ting uden, at de behøver at tvinges til det.

I virkelighedens verdens ligger vi vel alle et sted mellem de to yderpunkter, men det er tydeligt, at vi her har at gøre med uforenelige anskuelser.

Det er i for sig godt, at der er sådan debat i gang, men jeg kunne godt ønske mig nogle forbedringer:

  • Debattonen er meget skinger, til tider næsten hadefuld, der gås meget lidt efter bolden og mest efter manden. Vi mennesker er jo meget følelsesladede, og da disse holdninger betyder rigtigt meget for os, er det vel naturligt nok, at vi bliver vrede på hinanden. Jeg vil dog gerne advokere for et køligt overlæg og en urban tone, meget af debatten er om faktuelle ting, som burde kunne diskuteres nøgternt.
  • Debatten er ikke forbeholdt forskere. Universiteter og Sektorforskningsinstitutioner har ikke monopol på viden, og selv den fineste professortitel og serie af peer-reviewed artikler er ingen garanti for, at det man siger, ikke er noget vrøvl. Både private og offentlige rådgivere er ligeså (etisk) forpligtede som universitetsforskere til at argumentere redeligt dvs. på basis af facts og argumenter og ikke med professoral autoritet eller personangreb.
  • Læs dog bogen. Jeg har siddet ved talrige frokost- og middagsborde og hørt folk udtale sig stærkt nedsættende om Lomborg og TSE. Når jeg så spørger, om de har læst bogen, er svaret i 99% af gangene, nej, men jeg kender en den har, og han/hun synes Lomborg er dum. Ærligt talt, er det en redelig måde at argumentere på? Læs bogen med et uhildet sind, den er om ikke andet underholdende. Den burde efterhånden være pligtlæsning for folk, der vil deltage seriøst i miljødebatten, uanset om man er enige med bogens holdninger eller ej. Læs osse gerne modbøger som Fremtidens Pris, og den efterfølgende diskussion.
  • Lad os holde os til sagen. Nu er det på tide, at vi i det faglige miljø diskuterer de facts og de ræsonnementer, der bliver lagt i frem i debatten. Og ikke personer. Det er efter min mening ikke muligt at udtale sig om kvaliteten af TSE uden at tage stilling til substansen. Bl.a. derfor mener jeg, at UVVU ikke har behandlet TSE fair, og at udvalget aldrig burde have taget sagen op.

En af grundene til, at der har været så meget ballade om TSE er, at det indtil nu er lykkedes miljø- og naturinteresseorganisationerne at skabe et de facto viden- og holdningsmonopol på dette område. Dette monopol er nu brudt med Institut for Miljøvurdering og godt for det.

I et moderne højteknologisk funderet samfund er det fundamentalt, at der er en aktiv fri debat om viden og teknologi. Den første forudsætning for denne debat er en vidtgående faglig ytringsfrihed. Fagfolk udtaler sig generelt for lidt i pressen, og det bliver ikke nemmere nu, hvor man kan være bange for at blive slæbt for UVVU. En anden forudsætning er faglig pluralisme. Man bør som nævnt af Torben Klein i Politiken[10] undgå at skabe en uheldig koncentration af viden, og derfor skal der være flere af hinanden uafhængige faglige centre, der frit kan kritisere hinandens arbejde på kollegial vis. Der er ikke noget, der hedder statsautoriseret viden.

Den endelige dommer over, hvad der er rigtigt eller forkert, er den hårdeste af alle, nemlig historien. Og som en sidste kommentar til diskussionen om TSE's kvalitet, vil jeg da blot nævne, at historiens dom indtil nu har været meget hård ved både Malthus og ved "Grænser for Vækst", som på alle væsentlige områder har vist sig at bygge på et systematisk og ensidigt fejlagtigt grundlag.

Lad mig slutte med et citat på udenlandsk fra Economist:

By contrast (to the doomsday prophets) the prophets of abundance, who insist that no crisis is looming, get little media coverage. They are irrepressibly, sometimes irritatingly, optimistic. So far, they have also almost always been right[11].
Charlottenlund
24-01-03
Karl Iver Dahl-Madsen

[1] http://www.worldwatch.org/pubs/sow/2003/press.html
[2] http://www.ac.wwu.edu/~stephan/malthus/malthus.0.html
[3] The battle to feed all of humanity is over. In the 1970s and 1980s hundreds of millions of people will starve to death in spite of any crash programs embarked upon now. At this late date nothing can prevent a substantial increase in world death rate. (Paul Ehrlich, The Population Bomb, 1971)
[4] http://www.panda.org/news_facts/publications/general/livingplanet/lpr02.cfm
[5] The Next 200 Years
[6] http://www.juliansimon.com/
[7] http://phe.rockefeller.edu/sthubert/
[8] Dommedag er aflyst: http://www.enerne.dk/dommedag_er_aflyst.htm
[9] Growth Unlimited, SERD/AIT Seminar 1999: http://www.dahl-madsen.dk/Proceedings.PDF
[10] http://www.atv.dk/d/D139.html
[11] The Economist, Dirt Poor, March 21st 1998.