24 januar 2003

Når naturen går over optugtelsen…

Vidensmonopoler bekæmpes med ytringsfrihed og pluralisme

Klumme i Vand & Jord

"The New Year reveals fresh evidence of humanity’s capacity to respond rapidly to unprecedented environmental and social threats…"

"The report documents a host of successes that prove humanity is capable of reinventing the world so that the needs of all are met with minimal harm to the Earth or to future generations"

Nå, nu har IMV vist skrevet en ny rapport, vil nogen sige, når de læser dette indledende citat. Igen en jubeloptimistisk beskrivelse af menneskets evne til at gøre sig fri af naturgivne begrænsninger.

Hus forbi, citatet er fra pressemeddelelsen om WorldWatch Institute's publikation: State of the World 2003[1].

I Fremtidens Pris - Talmagi i Miljøpolitikken, som er en modbog til The Sceptical Environmentalist, (TSE) erkendes det endvidere i indledningen:

" der har været en tendens blandt naturens og miljøets fortalere til altid at fremhæve de områder, hvor miljøet har fået det værre"

Begge citater viser tydeligt, at TSE allerede har haft en betydelig indflydelse på miljø- og naturdebatten. Der er nu ikke længere plads til systematisk ensidige beskrivelser af menneskenes og jordens tilstand, som værende på vej lige lukt mod den økologiske dommedag.

Den debat, der er udløst både af TSE og UVVU's afgørelse, er efter min opfattelse en af de mest positive ting, der er sket for det politiske klima i Danmark i nyere tid. Mange mennesker deltager i debatten, deler sig efter anskuelser, og ytrer sig af karsken bælg. Der har i lang tid været ugidelighed ligefrem træthed i det offentlige politiske rum, spørgsmålet om ejendomsretten til produktionsmidlerne og om den økonomiske politik deler ikke længere befolkningen.

Den nye miljødebat er et tydeligt eksempel på, at de er andre emner end økonomi, der deler befolkningen op i totalt rygende uenige grupperinger. Lad mig give et eksempel:

Neo-Malthusianerne vs. Cornucopianerne

Dagens miljødebat er ikke spor ny, den har været i gang i udlandet, især USA i lang tid, i det mindste siden 70'erne. Den deler sig efter en akse med yderpunkter, som beskrevet her.

Neo-Malthusianerne er jo som navnet siger inspireret af Thomas Malthus og hans berømte publikation: "An Essay on the Principle of Population[2]", som forudsagde et liv i sult og elendighed for verdens befolkning. Malthus blev modsagt af al videnskabs overdommer: historien, og blev mere eller mindre glemt indtil sin renæssance i 1972, hvor debatbogen "Grænser for vækst" fik en enorm betydning for nutidens miljødebat. Denne bog og dens tilhængere: Neo-Malthusianerne ser en fremtid domineret af overbefolkning, sult, resourceudtømning og miljøødelæggelser. Neo-Malthusianerne mener endvidere ikke, at der er naturgrundlag til stede for, at alle mennesker på jorden kan opnå en levestandard på de rige landes niveau eller ligefrem højere.

Svaret på denne udfordring er, efter Neo-Malthusianernes idegrundlag, en kraftig nedsættelse af den materielle levestandard i den rige del af verden, gerne suppleret med en reduktion af jordens befolkning. Neo-Malthusianerne er i princippet demokrater som vi andre, men bruger en slags nødværgeargumentation i retning af. "Da jeg i min uendelige visdom har indset, at jorden går under, hvis du ikke gør som jeg siger, må jeg desværre benytte min naturgivne ret til at tvinge dig til at følge mine vise råd". I de ekstreme yderpunkter af denne bevægelse betragtes mennesket som en "parasit på jorden".

Grænser for vækst er Neo-Malthusianernes Gamle Testamente, og Paul Ehrlich en af dens profeter med sine nu totalt falsificerede udsagn om sulten i verden[3]. En anden profet er Lester Brown, som er en nøgle figur i WorldWatch Institute, hvis publikationsserie State of the World må betragtes som bevægelsens nye testamente, hvor man år efter år har forudsagt en snarlig verdensomspændende mangel på mad. Seneste publikation i dommedagsserien er WWF's Living Planet Report 2002[4], hvor man postulerer, at der i 2050 skal bruges mellem 1,8 og 2,2 jordkloder for at bære menneskenes aktivitet.

Cornucopianerne har fået deres navn efter "cornucopia" som betyder overflødighedshorn, og beskriver hvordan mennesket, med anvendelse af sin store teknologiske snilde, kan overvinde de fleste naturgivne begrænsninger og forøge jordens befolkning til rigtig mange mennesker med en meget høj materiel levestandard, samtidig med at store naturområder bevares/restaureres til at ligge uberørt hen.

TSE er blot det seneste værk blandt mange, som anlægger en Cornucopiansk synsvinkel. Lad mig nævne: Herman Kahn[5], Julian Simon[6], Jesse H. Ausubel[7], Martin Ågerup[8] og i al beskedenhed Asian Institute of Technology med mit eget bidrag[9]. Det turde heraf fremgå, at TSE er en debatbog om verdens fremtid, som det jo som bekendt er svært at spå om, og den derfor ikke er egnet til at drøfte i UVVU.

Cornucopianerne mener grundlæggende, at problemerne kan løses ved hjælp af menneskelig snilde og ny teknologi, og at frie mennesker på eget ansvar og af egen drift gør rigtige ting uden, at de behøver at tvinges til det.

I virkelighedens verdens ligger vi vel alle et sted mellem de to yderpunkter, men det er tydeligt, at vi her har at gøre med uforenelige anskuelser.

Det er i for sig godt, at der er sådan debat i gang, men jeg kunne godt ønske mig nogle forbedringer:

  • Debattonen er meget skinger, til tider næsten hadefuld, der gås meget lidt efter bolden og mest efter manden. Vi mennesker er jo meget følelsesladede, og da disse holdninger betyder rigtigt meget for os, er det vel naturligt nok, at vi bliver vrede på hinanden. Jeg vil dog gerne advokere for et køligt overlæg og en urban tone, meget af debatten er om faktuelle ting, som burde kunne diskuteres nøgternt.
  • Debatten er ikke forbeholdt forskere. Universiteter og Sektorforskningsinstitutioner har ikke monopol på viden, og selv den fineste professortitel og serie af peer-reviewed artikler er ingen garanti for, at det man siger, ikke er noget vrøvl. Både private og offentlige rådgivere er ligeså (etisk) forpligtede som universitetsforskere til at argumentere redeligt dvs. på basis af facts og argumenter og ikke med professoral autoritet eller personangreb.
  • Læs dog bogen. Jeg har siddet ved talrige frokost- og middagsborde og hørt folk udtale sig stærkt nedsættende om Lomborg og TSE. Når jeg så spørger, om de har læst bogen, er svaret i 99% af gangene, nej, men jeg kender en den har, og han/hun synes Lomborg er dum. Ærligt talt, er det en redelig måde at argumentere på? Læs bogen med et uhildet sind, den er om ikke andet underholdende. Den burde efterhånden være pligtlæsning for folk, der vil deltage seriøst i miljødebatten, uanset om man er enige med bogens holdninger eller ej. Læs osse gerne modbøger som Fremtidens Pris, og den efterfølgende diskussion.
  • Lad os holde os til sagen. Nu er det på tide, at vi i det faglige miljø diskuterer de facts og de ræsonnementer, der bliver lagt i frem i debatten. Og ikke personer. Det er efter min mening ikke muligt at udtale sig om kvaliteten af TSE uden at tage stilling til substansen. Bl.a. derfor mener jeg, at UVVU ikke har behandlet TSE fair, og at udvalget aldrig burde have taget sagen op.

En af grundene til, at der har været så meget ballade om TSE er, at det indtil nu er lykkedes miljø- og naturinteresseorganisationerne at skabe et de facto viden- og holdningsmonopol på dette område. Dette monopol er nu brudt med Institut for Miljøvurdering og godt for det.

I et moderne højteknologisk funderet samfund er det fundamentalt, at der er en aktiv fri debat om viden og teknologi. Den første forudsætning for denne debat er en vidtgående faglig ytringsfrihed. Fagfolk udtaler sig generelt for lidt i pressen, og det bliver ikke nemmere nu, hvor man kan være bange for at blive slæbt for UVVU. En anden forudsætning er faglig pluralisme. Man bør som nævnt af Torben Klein i Politiken[10] undgå at skabe en uheldig koncentration af viden, og derfor skal der være flere af hinanden uafhængige faglige centre, der frit kan kritisere hinandens arbejde på kollegial vis. Der er ikke noget, der hedder statsautoriseret viden.

Den endelige dommer over, hvad der er rigtigt eller forkert, er den hårdeste af alle, nemlig historien. Og som en sidste kommentar til diskussionen om TSE's kvalitet, vil jeg da blot nævne, at historiens dom indtil nu har været meget hård ved både Malthus og ved "Grænser for Vækst", som på alle væsentlige områder har vist sig at bygge på et systematisk og ensidigt fejlagtigt grundlag.

Lad mig slutte med et citat på udenlandsk fra Economist:

By contrast (to the doomsday prophets) the prophets of abundance, who insist that no crisis is looming, get little media coverage. They are irrepressibly, sometimes irritatingly, optimistic. So far, they have also almost always been right[11].
Charlottenlund
24-01-03
Karl Iver Dahl-Madsen

[1] http://www.worldwatch.org/pubs/sow/2003/press.html
[2] http://www.ac.wwu.edu/~stephan/malthus/malthus.0.html
[3] The battle to feed all of humanity is over. In the 1970s and 1980s hundreds of millions of people will starve to death in spite of any crash programs embarked upon now. At this late date nothing can prevent a substantial increase in world death rate. (Paul Ehrlich, The Population Bomb, 1971)
[4] http://www.panda.org/news_facts/publications/general/livingplanet/lpr02.cfm
[5] The Next 200 Years
[6] http://www.juliansimon.com/
[7] http://phe.rockefeller.edu/sthubert/
[8] Dommedag er aflyst: http://www.enerne.dk/dommedag_er_aflyst.htm
[9] Growth Unlimited, SERD/AIT Seminar 1999: http://www.dahl-madsen.dk/Proceedings.PDF
[10] http://www.atv.dk/d/D139.html
[11] The Economist, Dirt Poor, March 21st 1998.

Ingen kommentarer: