10 november 2003

Den store naturgenopretning

Afkobling af dansk fødevareproduktion fra miljø- og ressourcebelastning

Der er en økologisk revolution i gang i Danmark, som i løbet af de næste 25 år vil kunne føre til at 5.000 km2 tages ud af fødevareproduktionen, at kvælstoftabet fra dansk fødevareproduktion reduceres til et meget lavt acceptabelt niveau, samtidig med en kraftig øgning af fødevareproduktionens mængde, kvalitet og værdi.

Det kan lyde som et eventyr, men er den skinbarlige sandhed. Lad os se på nogle facts.
I figur(1) er vist to primære indikatorer for miljøeffektiviteten i dansk landbrug: Kvælstoftab og arealforbruget per produceret mængdeenhed i perioden siden 1985.


Figur (1) Produktion, kvælstoftab og arealforbrug i dansk landbrug (DMU temarapporter)

Det fremgår af figuren, at arealeffektiviteten er øget med ca. 20 % og kvælstofeffektiviteten er øget med ca. 35 % i hele perioden fra 1985 til 1998/99. Reduktionen af landbrugsarealet er resultatet af en længerevarende proces, medens kvælstofeffektiviteten formindskedes støt op til midt i halvfjerdserne, hvorefter kurven knækkede og effektiviteten blev bedre.

Denne udvikling er i for sig et imponerende resultat af en kombination af teknologisk udvikling med en samfundsmæssig og erhvervsmæssig vilje til at sætte miljø- og ressourceforbrug i højsædet.

Udviklingen er samtidig et godt et eksempel på, at det er muligt at foretage den afkobling af produktionen fra miljøbelastningen, der gør det muligt at sikre alle klodens mennesker en meget høj materiel levestandard samtidig med, at væsentlige natur- og miljøværdier kan bevares/genskabes.

Jesse H. Ausubel fra The Rockefeller University er en videnskabsmand, der har et afbalanceret (ikke-alarmistisk) syn på den teknologiske udviklings betydning for udviklingen af verdens produktion og miljø. Han har skrevet en publikation om: The Great Restoration of Nature: Why and How, hvor han bl.a. viser, at hvis den gennemsnitlige arealeffektivitet i den globale fødevareproduktion når op på den arealeffektivitet, der nu opnås som middel i USA, vil de 10 milliarder mennesker, der forventes at være på jorden til den tid, kun skulle bruge halvdelen af det areal, der nu er udlagt til landbrugsproduktion i verden.

I Danmark, som er et avanceret landbrugsland, har vi allerede nået et højt effektivitetsniveau. Men mere kan gøres. Hvis vi fremskriver den nuværende effektivitetsudvikling i Danmark lineært til ca. år 2030 vil det på det tidspunkt være muligt at producere ca. 30% mere i mængde med et meget lille kvælstoftab og på et væsentligt reduceret areal. Dvs. at vi vil kunne omlægge omkring 5.000 km2 landbrugsareal til andet formål. Naturskov? Golfbaner? Motorveje?

Men er det realistisk at fremskrive? Her skal tages i regning, at den fortsatte og støtte teknologiske udvikling hele tiden ændrer forudsætningerne markant for, hvad der teknisk og økonomisk kan lade sig gøre. Lige i nuet ændres de teknologiske forudsætninger med ca. 2% om året. Det er ikke meget på kort sigt, men ophobes til store ændringer på 20 til 25 års sigt. Tænk på at Internettet ikke, og PC'en knap nok, fandtes for godt 25 år siden.

I denne tid foregår et stort og grundigt arbejde med at forberede en VMP III, som skal forsøge at adressere nogle af disse problemstillinger. De politikere, der skal lave planen, bør i højere grad bruge nogle positive dynamiske forudsætninger om den teknologiske udvikling.

Forvaltningen af vor natur & miljø skal ses som en proces, der tager tid. Nu har vi igennem mange år opbygget en "vandmiljøgæld" defineret som afstanden mellem den tilstand, vi gerne vil have og den tilstand, vi faktisk har. Det er ikke realistisk at "kommandere" gælden væk på kort tid. Analogt til statsgælden er det nødvendigt at bruge tid for løse problemet, typisk et 25 årssigt. De politiske beslutninger bliver derfor et spørgsmål om at fastlægge løsningstakten: Hvor meget mindre skal f.eks. kvælstoftabet være fra år til år? Og at foretage fordelingen af omkostningerne på forskellige samfundssektorer.

Det er endvidere nødvendigt, at Europa udformer et nyt "Natur- & Miljødirektiv" til erstatning af Vandrammedirektivet (VRD) og lignende. VRD har nogle meget gode elementer. F.eks. er det godt, at definitionen af høj økologisk kvalitet er naturvidenskabeligt baseret, og dermed trukket væk fra den politiserende sfære. Det er endvidere godt, at VRD kræver, at forvaltningen af vandmiljøet skal ske på grundlag af en sammenhæng mellem belastning og miljøtilstand.

Desværre er VRD urealistisk i sine krav til, at der skal være god/høj økologisk kvalitet overalt, hvilket giver en risiko for, at direktivet reelt ikke kommer til at virke. Direktivet kan, hvis det tages for pålydende, ikke opfyldes, uden at vi fjerner alle mennesker samt deres produktionsaktivitet fra Europa.

Det er godt, at VRD nu prøver at give naturen sin plads igen. Men man må ikke glemme, at der også skal være plads til menneskene. Derfor må der i et nyt Natur- & Miljødirektiv accepteres, at store arealer både på land og vand i et eller andet omfang forbliver kulturpåvirkede og derfor ikke kan være i "naturtilstand". Den normale politiske prioritering kan så foretage fordelingen mellem de to typer af land- og vandområder.

Hvis vi i Europa løber med den teknologiske udvikling (GMO, IT etc.) inden for fødevareproduktionen i stedet for overforsigtigt at stritte imod, vil der blive plads til rigtig meget natur i hele Europa. I Danmark vil vi kunne frigøre mindst 5.000 km2 areal til andet formål. På det landbrugsareal, der er tilbage, vil kunne dyrkes specialafgrøder, og der vil være plads til en stor avanceret animalsk produktion, både af stabelvarer og af produkter specialiserede til en gourmet marked.

De fleste marker vil kunne dyrkes med præcisionslandbrugsmetoder, hvor robotter doserer gødning og hjælpestoffer i det rigtige omfang til den enkelte plante, på basis af meget nøjagtige lokale prognoser for vind, temperatur og regn. Kvælstoftabet bliver efterhånden meget lavt. De udbredte iltsvind i Kattegat, slipper vi dog ikke af med foreløbig, da de andre lande i området også skal have tid til at følge med.

Svineproduktionen kan i løbet af de næste 10 år gøres emissionsløs, og kun verdensmarkedet sætter grænsen for produktionen af svin i Danmark: 50 millioner svin/år? 100 millioner? Det forudsætter naturligvis, at svinene kommer til at leve i smukke lejligheder i højhuse nær de store havnebyer. Og at vi gør op med myten om, at svin, der går og roder i jorden, har det særligt godt og er særligt skånsomme over for miljøet.

Hvis vi ønsker det, kan vil udlægge en stor del af det frigjorte areal til store sammenhængende naturparker: Naturpark Fyn f.eks.? som er områder, der helt friholdes for kulturpåvirkning.
Hele denne udvikling skal ses i et internationalt perspektiv: WTO aftalerne og EU's CAP, som vil betyde væsentligt mere for miljøet i Europa (og Danmark) end de beslutninger, vi kan tage alene. En forøget frihandel for landbrugsvarer vil, foruden den indlysende positive effekt på de fattigste u-landes økonomi, medvirke til en stærk reduktion af fødevareproduktionens natur- og miljøpåvirkning, da fødevareproduktionen vil flytte derhen, hvor de naturgivne forudsætninger er de bedste for at kunne gennemføre produktionen med et mindst muligt forbrug af areal, vand, gødning og hjælpestoffer.

Den store naturgenopretning er allerede begyndt.

Ingen kommentarer: