01 juli 2006

Den miljøfaglige ytringsfrihed i Danmark – Uenighed giver styrke

Indlæg i Ingeniøren

Erik Lyngsøe Petersen (ELP) har i Ingeniøren og Politiken opfordret det fagkyndige forum til at ytre sig om kommunalreformen og dens konsekvenser. Bortset fra enkelte hæderlige undtagelser har der været meget tavst. Det illustrerer godt, at den faglige ytringsfrihed har vanskelige kår i det lille land. Fagfolk er i almindelighed bange for at udtale sig, dels kan det give umiddelbar ballade, hvis man siger noget frækt med gods i, og dels er mange bange for langtidskonsekvenser. Som en god kollega i et amt sagde til mig: ” I det nye system ved man ikke, hvem der bliver ens chef, og man skulle jo nødig på forhånd støde nogen”. Jeg svarede smilende: ” Men det kunne jo være en helt anden, end man regnede med, og så ville en markant ytring i fagpressen være god personlig markedsføring”.

Men ordvekslingen udtrykker et fundamentalt problem, nemlig at fagfolk trykker sig. På min arbejdsplads - DHI, som er en internationalt anerkendt aktør på vand & miljøområdet, og derfor ikke behøver at være bange for ret meget, er vi alligevel forsigtige med at ytre os i den faglige debat, da vi af erfaring ved, at det kan give øretæver at udtrykke kritik.

Den faglige ytringsfrihed er ikke godt sikret i dagens Danmark. I lyset af, at alle politikere erkender, at politiske beslutninger skal være fagligt / sagligt underbyggede, bliver kampen om det faglige grundlag og muligheden for at ”spinne” de faglige oplysninger på en bekvem måde en vigtig del af den politiske diskussion. Det gør det særligt påkrævet, at beskytte den faglige ytringsfrihed og at sikre et fagligt pluralistisk grundlag for vigtige beslutninger, især i lyset af den usikkerhed, der stadig eksisterer om årsagssammenhænge og optimale policies på miljøområdet.

Denne reelle og kvalificerede usikkerhed afdækkes bedst i et pluralistisk system, hvor mindst 2 og gerne flere af hinanden uafhængige videncentre frit i det offentlige rum kan diskutere problemstillingen. Faren ved et enstrenget system er jo simpelthen, at det ikke nødvendigvis vil være selvkorrigerende, hvis det tager fejl.

Overordnet synes jeg, at kommunalreformen er en god ide. Jeg har flere gange givet udtryk for, at der burde være færre regioner til at tage sig af vand/miljøområdet. Denne vurdering er baseret på et ”teknokratisk princip” om, at en effektiv forvaltning på et højt teknisk videnskabeligt grundlag forudsætter kritisk masse - dvs. at der i forvaltningsenheden opbygges den tilstrækkelige ekspertise, og at den bliver brugt tilstrækkeligt hyppigt til at være i god form. Desuden kan der være stordriftsfordele at hente. Dette taler åbenbart for en større centralisering.

Endvidere er det gjort gældende, at i de vigtige diskussioner om dansk fødevareproduktions fremtid (bl.a. industrielle svinefarme og store havbrug) kan det ikke nytte noget at anvende NIMRE (Not In My Region) princippet. Det er samfundsmæssigt uansvarligt, hvis en enkelt region/amt kan tage vidtrækkende beslutninger, som reelt umuliggør et helt erhvervs fremtid i Danmark, uden at stå til landspolitisk ansvar. Dette taler også for en stærkere centralisering.

Når jeg alligevel er noget bekymret for reformen, er det fordi jeg ikke har tilstrækkelig tillid til, at staten og dens institutioner kan forvalte det faglige ansvar godt nok, hvis ikke der er stærke vagthunde til at bide dem i haserne. Gang på gang har jeg været glad for, at f.eks. Fyns amt, på et altid uangribeligt fagligt grundlag, har sagt det, der skulle siges, om en miljøfaglig problemstilling, selv om det har været ubekvemt for staten. Den faglige pluralisme er nødvendig for at sikre et højt kvalitetsniveau i miljøforvaltningen.

Dette høje kvalitetsniveau kan ikke sikres ved at basere sig på peer-reviewed forskning og internationale evalueringer. Begge dele er utilstrækkelige. Jeg er selv peer-reviewer, og kan fastslå, at langt fra alt peer-reviewed forskning er godt, og at rigtig mange gode faglige metoder ikke er peer-reviewed. Og evalueringer er slet ikke tilstrækkeligt velforberedte og tilrettelagt med det formål for alvor at trænge til bunds med en kritisk analyse. Der går tit roseklub i sagen. I miljøforvaltningen skal vi anvende de nyeste og mest pålidelige metoder og teknologier baseret på den relevante forskning. Men der må ikke gå forskning i den – så får politikerne ikke den bedste og billigste rådgivning. Rådgivning er et selvstændigt, fint håndværk. En god rådgiver behøver ikke at være forsker, og fordi man er en god forsker, er man ikke nødvendigvis en god rådgiver. De nye metoder, skal stå deres prøve i international konkurrence om forvaltningsprojekter, ikke i en konkurrence om forskningsmidler.

Hvad kan man så gøre for at forøge pluralismen?

Vi har faktisk mange gode rådgivere i dette land, herunder de rådgivende ingeniørfirmaer og GTS-institutterne. Man bør derfor lægge en meget større del af miljøovervågningen i udbud, så disse private rådgivere kan konkurrere om opgaverne. Et forøget udbud vil endvidere sikre, at den viden-opbygning, der sker i forbindelse med opgavernes løsning, bliver anvendt til viden-eksport til andre lande. Det er ikke kun den praktiske udførelse af et allerede vedtaget program, der skal udbydes, men ligeledes selve metodevalget. Jeg har flere gange argumenteret for, at der kunne ske store effektiviseringer af NOVANA programmet til 250 millioner per. år, hvis programmet blev udført på grundlag af den nyeste og mest avancerede teknologi (satellitter, nye sensorer, modeller) som nu ikke anerkendes / beherskes af sektorforskningen.

IMV er et stort fremskridt for pluralismen i den danske miljødebat og vil forhåbentlig stadig med kraft pirke til de hellige køer. Men der er brug for mere. Eyvind Vesselboe har for nylig foreslået: ”Et institut for nytænkning og udvikling på miljøområdet”. Dette sammenholdt med, at både den tidligere miljøstyrelsesdirektør: Steen Gade og Miljøministeren har være inde på, at der er brug for noget lignende evt. i form af en miljøtænketank, synes jeg burde lægge op til oprettelse af et rigtigt økologisk råd[1], som kan fungere på samme uafhængige grundlag som det økonomiske råd[2].

Private aktører bør være mere aktive. I USA er der en stor tradition for privat finansierede uafhængige tænketanke. Denne udvikling er undervejs i Danmark, men det ville da være interessant, hvis store erhverv som landbruget kunne være med til at initiere en større pluralisme i miljødebatten ved at medfinansiere en dansk miljøpolitisk tænketank.

Faglig ytringsfrihed kan understøttes, men ikke grundlæggende institutionaliseres. Så sidst men ikke mindst, vil jeg med ELP opfordre mine fagkolleger til at vise det nødvendige mod og deltage i debatten. Bare fordi man arbejder med miljø, behøver man ikke være en karklud.

[1] og nedlægge det nuværende som er en ideologisk forsamling af barfodsgængere og antiteknologer
[2] som også tidligere foreslået af Hans Schrøder