01 december 2007

København-ved-Øresund: En by med ti millioner indbyggere

Kronik i Ingeniøren

Miljøministeriet har den 18 januar offentliggjort en plan om Storkøbenhavns udvikling. Planen er baseret på den klassiske fingerplan fra 1947. Den vil medføre en befolkningsudvikling i regionen og sikre en smidigere afvikling af trafikken og en udvikling i mere miljøeffektiv retning. Det er for såvidt og umiddelbart bedømt en god og konstruktiv plan, som har store muligheder for at opnå de stillede mål.

Som medlem af Akademiet for Fremtidsforskning, vil jeg imidlertid gerne vurdere planen fra et vækstorienteret og futuristisk perspektiv. I verden lige nu sker befolkningsudviklingen med rasende hast i megabyer i udviklingslandene. Fænomenet kaldes på udenlandsk: High-Speed Urbanisation,og som eks. kan nævnes, at Shanghai i Kina hvert år vokser med mere end 1million indbyggere. Kineserne er stærkt optaget af at løse disse udfordringer og har sammen med en gruppe af unge innovative danskearkitektfirmaer udarbejdet planer for nye Økovenlige storbyer. Projektet hedder CO-EVOLUTION og har givet de danske arkitekter verdens fornemste arkitektpris: Den Gyldne Løve i Venedig.

Megabyer findes også i vor del af verden: London, New York, Los Angeles etc. Og nu vil jeg tillade mig at komme med et forslag, som mange muligvis vil finde en kende kontroversielt: at Danmark & Sverige tilsammen laver en ambitiøs plan om at udvikle Storkøbenhavn-ved-Øresund til en Megaby med mere end ti millioner indbyggere.Nu forventer jeg ikke, at det kan lade sig gøre ved, at alle de rare danskere og svenskere i området straks begynde at få mange flere børn. Det kunne være ret hyggeligt, men det vil det tage lang tid. Selv om vi pludselig øgede befolkningsvæksten i området til 5% om året, ville det stadig tage 25 år, inden vi nåede 10 millioner. Og det ville være dyrt, fordi det i middel tager ca. 25 år før en nyfødt baby begynder at levere omkostningerne ved opvæksten tilbage til samfundet. Så en ambitiøs udviklingsplan må satse på skabe et kraftcenter, som vil tiltrække folk fra hele verden, og især fra det klassiske Københavnske opland: området omkring Østersøen. Befolkningsforøgelsen skal ske ved indvandring fra vores omgivelser f.eks.en million fra vores vestlige provinser (jyder & fynboer), en million nordmænd og svenskere, tre millioner østeuropæere fra Rusland, Baltikum og Polen og to millioner fra Afrika, Asien og verden i øvrigt. Det bliver syv millioner. Lagt til de tre millioner vi er i forvejen er rundt om Øresund bliver det til ca. ti millioner. Når Shanghai kan klare en million om året kan vi vel klare 350.000 om året dvs. at planen vil tage ca. tyve år at gennemføre.Det er klart, at en så ambitiøs plan kræver, at nogle forudsætninger bliver opfyldt. Først må der gøres op med mange danskeres forestilling om, at befolkningstilvækst er en dårlig ting. Tværtimod, menneskers venlighed, intelligens og skaberevne er den vigtigste ressource overhovedet, og gjort på den rigtige måde vil en forøgelse af verdens befolkning gøre os alle gladere og rigere i den brede betydning af ordet rigdom.Vi kender alle vores stramme indvandringslove. Det er helt forståeligt, at vi har indført sådanne love, da vores lille homogene stamme af danskere var ved at blive overvældet af indvandring fra mange kulturer, hvoraf nogle har vist sig meget vanskelige at integrere i det danske samfund. Men globaliseringen, som er et fantastisk gode både for de rige og de fattige lande, kan ikke gennemføres konsekvent uden, at der bliver fri bevægelighed ikke blot for kapital, varer og viden, men også for mennesker. Vi bør tænke frit i denne situation. Naturligvis skal vi ikke lave en "Bundegaard", så alle den milliard mennesker, der har en indtægt på under en dollar om dagen, straks kan styrte til Danmark for at blive forsørget. Men vi kunne måske indrette os på en sådan måde, at hvis et menneske med dets nærmeste familie kan skaffe sig en bolig og et arbejde i Danmark, så må han eller hun gerne flytte hertil. En helt oplagt og urimelig hindring for denne udvikling er"Østaftalen", som forhindrer vores Europæiske "landsmænd" fra Østeuropa i at komme til Danmark. Den aftale er dyr både for Østeuropæerne og for Danmark og bør hurtigst muligt afskaffes. Den moderne storby: København-ved-Øresund vil også bogstavelig set være en grænseoverskridende by. Danmark & Sverige må fremskynde bestræbelserne på at få harmoniseret og forenklet skatte- og boligregler i regionen, så detbliver ligegyldigt for den store bys indbyggere om de bor eller arbejder på den ene eller den anden side af Øresund. En fjernelse af broafgiften vil også være et godt skridt for integrationen.

Selvfølgelig vil mange velmenende mennesker bekymre sig og forvente, at en sådan Stor By vil blive for tæt befolket, stressende, fuld af forbrydere, støjende og forurenet. Sådan behøver de ikke at være. På mange måder vil den nye moderne storby fungere bedre på alle disse områder end de eksisterende mindre byer i regionen. Den store by bliver ikke specielt tæt befolket. Nogle højhuse her og der vil bidrage til et varieret bybillede. Men ellers vil byen blot brede sig til det halve af Sjælland og ind i de store tyndtbefolkede områder i Skåne. Vi kan alle huske det fra historien: Gammelt Dansk Land.

Spændende og slagkraftige nye teknologier vil sørge for, at den ny store by bliver et attraktivt sted at bo. Fremtidens fortrukne transportmiddel bliver næsten lydløse elbiler, som er så smarte, at de kan undvære en chauffør. De kan forene den kollektive transports effektivitet ved at transportere biler i klynger på gennemkørselsveje med 120 km i timen og med få meters afstand, med den individuelle trafiks komfort, som tillader dør-til-dørtransport i silende kold regn med ungerne fra børnehaven og indkøbsposen fra supermarkedet. De smarte nye biler vil også blive så billige, at en folkepensionist kan få råd til en, da elbiler er afgiftsfri.

Naturligvis vil storbyen bygge et par ekstra faste forbindelser over Øresund startende med den oplagte Helsingør-Helsingborg forbindelse. Den kollektive transport vil opnå den nødvendige kritiske masse af passagerer, så den bliver rigtig attraktiv, og kører hele tiden med fuld besætning over det meste af byen. Luftforurening og støj forsvinder og bliver lige så forældet som kolera. Det er en fortsættelse af den trend, der har gjort, at der nu trygt og med fornøjelse kan bades i Københavns havn, en gammel erhvervs- og industrihavn som tidligere var fyldt med alskens lort. Informationsteknologien vil hastigt bevæge sig videre og medføre, at den virkelige, fysiske by smelter sammen med det Virtuelle København, som forbinder folk og fæ og biler og virksomheder og boliger i et netværk med øjeblikkelig adgang til al den information, der er vigtig lige her-og-nu. Københavns overflader bliver malet over med billige organiske solceller, og husene blive så kloge, at de kan reparere og udbygge sig selv. Spildevandet bliver renset lokalt i bykvarterer og lejlighedskomplekser. Det regnvand, der falder på Københavns tage og veje, får lov til at strømme frit ned i Københavns grundvand og igennem de restaurerede åer, damme og søer. Ladegårdsåen, som nu er dækket af H. C. Andersens boulevard, ser igen dagens lys til glæde for løbere, limnologer og lystfiskere. København holder op med at suge det halve Sjælland tør for vand. Erkendelsen af, at det er en dårlig ide at bruge grundvand af høj kvalitet til at skylle lokummer med breder sig, og Københavns vandforsyning bliver delt i to dele: Højkvalitetsgrundvand til mad og drikke, og afsaltet brakvand fra Københavns havn som brugsvand til indkøbspris (under 1.5 kwh/m3). København kan nu uden problemer forsyne sine mange millioner festlige nye indbyggere med rigeligt vand og stadig sørge for plads og rum til byens mange vandplanter, fisk og fugle.

Der er utrolig mange fordele, udfordringer og muligheder knytter til den moderne Store By. Det økonomiske råderum for en sådan stor by vil være enormt, mere end fire gange det nuværende bruttonationalprodukt for hele Danmark. Det vil åbne store muligheder for nye virksomheder, jobs, uddannelse og forskning, som kan vinde nobelpriser. Den kulturelle forskellighed danner baggrund for en overflod af kunst, musik, film og restauranter. Vi vil se den fredelige muslimske fundamentalist leve i fordragelighed og tolerance med den agnostiske bøsse, den piercede besætter og den jakkeklædte forretningsmand, fordi byen er stor og rig nok til at rumme alle.

18 oktober 2007

Hestekræfter, mad og energi

Bragt som to analysekronikker i Politiken i efteråret 2007.

Der var engang, hvor vi brugte store dele af Danmarks arealer til energiafgrøder, nemlig foder til heste. Før mekaniseringen af landbruget brugte vi omkring en fjerdedel af landbrugsarealet til at dyrke foder til vores energislugende trækdyr[1]. Vores primære energiafgrøde var i 1938 havre. De fleste af os kender vist stadig begrebet en hestekraft[2]: HK, som i hestens tid var det mest udbredte udtryk for en energieffekt. Anvendelsen af hestekræfter var en i princippet hyggelig, men uhyre ineffektiv form for energiudnyttelse i fødevareproduktionen, og det var et stort fremskridt både for natur & miljø, da andre energiformer blev indført og landbruget blev gennemmekaniseret.

Dagens debat om braklægning, fødevareproduktion og energiafgrøder viser imidlertid, at vi har glemt læren fra den gang, idet der nu er stærke kræfter, der vil igen vil misbruge gode danske arealer til en ineffektiv energiproduktion.

Energiproduktion og fødevareproduktion er de to faktorer, der har størst betydning for den globale natur og miljø, og det er afgørende, at de håndteres rationelt og innovativt. Med min baggrund som mangeårig iagttager og videnleverandør til den danske miljøverden, vil jeg gerne komme med nogle forslag til, hvordan man kan gøre det.

Braklægning er godt for miljøet

Braklægning er egentligt et dumt ord, som har en negativ klang. Braklægning betyder reelt, at nogle arealer bliver friholdt for landbrugsproduktion og får lov til at forblive i en ønsket tilstand f.eks. som uberørt natur. Den entydigt største påvirkning, som fødevareproduktionen har på naturen og miljøet, er arealforbruget. I Danmark bruger vi 2/3 af vores areal til landbrugsformål og stort set resten til byer, veje, kulturlandskaber og golfbaner. Under 1 % procent af Danmarks areal (bl.a. Troldeskoven på Langeland) er ”naturskov/uberørt” natur. Selv det er med modifikationer, da et varmere klima kombineret med drivende ammoniaktåger fra svinefarmene også berører disse arealer. I havet omkring Danmark er det kun områder i Skagerrak og Nordsøen, som kan stadig kan betragtes som uberørt natur. Alle de kystnære områder i Danmark har betydeligt forhøjede mængder af næringssalte og alger, og kan ikke opfylde EU’s vandrammedirektiv om God Økologisk Tilstand.

Det siger sig selv, at naturen i Danmark ikke har en chance, hvis der ikke er plads til den, og derfor er det nødvendigt, at fødevareproduktionens arealforbrug indskrænkes, så der bliver (meget) mere plads til natur. Et godt mål ville være, at 1/3 af Danmarks areal igen blev udlagt som naturarealer gerne i form af store sammenhængende naturparker.

Det er skridt i den stik modsatte retning at foreslå, at de braklagte arealer nu igen skal tages i anvendelse, og især til energiafgrøder. Ikke nok med at værdifulde naturarealer bliver inddraget. Der vil desuden ske en betydelig forøget kvælstofudvaskning til omgivelserne med forøget algevækst og iltsvind til følge.

Mad er der nok af

Korn- og mælkepriser stiger lige nu, og det er jo et klart tegn på stigende efterspørgsel. Det er ikke så mærkeligt, når vi befinder os i en periode med en voksende befolkning og en af verdenshistoriens største globale økonomiske vækstrater: op mod 5% år. Hundredvis af millioner af tidligere ludfattige mennesker får nu råd til i første omgang at spise sig mætte, i næste omgang at nyde kød- og mælkeprodukter. Denne udvikling sammenholdt med, at det internationale landbrugshandels- og produktionssystem er et planøkonomisk mareridt, bevirker, at det tager nogen tid før den stigende efterspørgsel medfører et øget udbud og lavere priser.

Sådan vil det imidlertid gå. Den langsigtede udvikling i fødevarepriserne går kun en vej, nemlig nedad. Det kan lyde underligt i betragtning af at efterspørgslen stiger, men har selvfølgelig at gøre med, at vi på dette som på alle andre industrielle produktionsområder kan producere mere og mere, på en billigere og billigere måde.

Produktionsarealet er slet ikke den vigtigste produktionsbegrænsende faktor. Den afgørende størrelse er udbyttet, dvs. produktionen pr. arealenhed. Det gennemsnitlige udbytte pr. ha på global basis er fra halvdelen til en tredjedel af, hvad de dygtigste (og rigeste) landbrugere kan præstere. Ved en fortsat forøgelse af udbyttet til dette højere, men stadig realistiske niveau, vil det således være muligt at levere fødevarer på den rige verdens niveau mht. til mængde og kvalitet til hele den kommende verdensbefolkning på 10 milliarder på et areal, der er mindre end det, vi nu bruger til fødevareproduktion[3]. Tænk på den plads, der så kan friholdes til natur.

En sådan udvikling kræver to ting: vand og kunstgødning. Vand er den primære produktionsbegrænsende faktor for fødevareproduktionen. Vand til fødevareproduktion udgør 85% af verdens vandforbrug, så der ville ikke eksistere globale vandproblemer, hvis det ikke var for fødevareproduktionen. Det er lidt til grin at give folk dårlig samvittighed, fordi de hygger sig et par minutter længere under brusebadet, vel vidende, at hvis de spiser et kg oksekød svarer dette til et vandforbrug på 16.000 liter[4]! Dvs. ca. 400 brusebade! Selv en almindelig pilsner svarer til et vandforbrug på 2 ½ brusebad.

Kornproduktion kræver ca. 1000 l vand pr. kg korn, og derfor kan man eksportere (virtuelt) vand fra et land til et andet ved at handle korn.

Teknologisk er der mange muligheder for at udnytte vand mere effektivt til fødevareproduktion. Men den afgørende faktor er politisk. Der er brug for frihandel med landbrugsvarer, således at fødevareproduktionen kan foregå på det bedst mulige naturgeografiske grundlag, dvs. hvor der er vand nok. Det er helt absurd, når man visse steder i verden afsalter havvand for at dyrke planter i ørkenen, i stedet for at udvikle landbrugsproduktionen i vandrige områder som f.eks. det sydlige Afrika, som udmærket ville kunne brødføde store dele af Afrika, Mellemøsten og Europa. Hvis der vel og mærke blev ført en udviklingspolitik, der fremmede landbrugsproduktionen ved anvendelse af intensive højteknologiske metoder.

Kunstgødning er ligeledes uundværlig for denne udvikling. De mængder kvælstof og fosfor, der fjernes fra markerne med afgrøderne, må nødvendigvis erstattes for at vedligeholde produktionen. Den mest miljøvenlige måde at gøre dette på er ved kunstgødning. I princippet kunne man anvende samdrift med kvælstoffikserende afgrøder (kløver, lucerne) men det vil kræve meget mere plads og derfor gå mere ud over miljøet. Det er rigtigt, at der fra alle slags planteproduktioner (også de såkaldt økologiske) sker et kvælstoftab til omgivelserne. Ved en fortsat anvendelse af viden og teknologi vil det imidlertid være muligt stadig at reducere dette tab, og efterhånden nå frem til en situation, hvor den eneste miljøpåvirkning fra fødevareproduktionen vil være arealforbruget.

Fossile brændstoffer slipper aldrig op

Da jeg var ung i 60’erne, var der kun olie til 25 års forbrug. Nu er der til ca. 40 års forbrug, selv om vi bruger rigtig meget mere olie nu. Så man kan ikke fortænke mig i at være lettere skeptisk overfor teorien om, at oliekilderne snart er tømte. Noget synes der dog at være om snakken, men fordi olieproduktionen i løbet af en 25-50 år ser ud til at falde, er det ikke det samme som, at der ikke rigeligt med fossile brændstoffer som forholdsvis let kan laves om til olie og benzin. Kul er der nok af til i hundredvis af år. Det samme gælder tjæresand og methanhydrater[5] (en forbindelse af methan og vand som ligger under tryk på store kolde havdybder).

Her skal lige indskydes, at ressourcer, der er til rådighed til hundreder af års forbrug, i praksis er ubegrænset store. Hundrede år fra nu af vil videnskaben og teknologien med sikkerhed være så fremskreden, at vi med dagens viden vil have svært ved at forstå den, og de praktiske problemer vi har nu vil være løst og blive betragtet som trivielle, men i øvrigt erstattet med nogle nye.

Tænk f.eks. på, at Internettet kun eksisterede i små nørdede cirkler for bare 15 år siden, og tænk så tilbage på, hvad man vidste og kunne i 1907 i forhold til det man ved og kan i dag.

Problemet med de fossile brændstoffer er ikke mangel, men derimod CO2 eksternaliteten, som giver klimaproblemer.

Klimaproblemerne vil være løst om 25 år. Vi kender årsagssammenhængene, vi ved hvad der skal gøres for at løse problemerne, og sidst men ikke mindst er de som beskrevet i IPCC’s seneste udredning ikke særlig dyre at løse[6]: op til 3% af verdens bruttonationalprodukt inden 2030 svarende til en reduktion i den økonomiske vækst på 0,13% pr. år. Det er vist til at overse i en periode med en global vækst på næsten 5 % år.

Præcis hvordan problemerne skal løses burde være en opgave for ingeniører og økonomer. Her er mine bud:

I betragtning af den rigelige tilgængelighed af fossile brændstoffer er det en indlysende midlertidig løsning på vores energiforsyningsforhold at lave Cekvestering, dvs. fjerne CO2-en fra røggasserne og bruge den som tilskud til planteproduktion og så deponere det overskud, der stadig vil være der.

På længere sigt (25-50 år) vil den direkte anvendelse af solenergi naturligvis være sagen. Menneskene bruger nu ca. en 1/8000 del af den samlede mængde solenergi, der stråler ind på jordens overflade. Hvis vi øger udnyttelsen til 1/1000 del har vi nok energi til alle verdens mennesker på et komfortabelt højt niveau. Fremtidens teknologi på dette område er billige solceller med høj udnyttelsesgrad, som kan indbygges i alle overflader, der rammes af solen. Vindenergi er en anden ordens teknologi, som drives af solen, og har næppe nogen stor fremtid, og da slet ikke på land. Og bølgeenergi, som er en tredje ordens teknologi drevet af vinden, har helt marginal betydning.

Moderne solceller nærmer sig en udnyttelsesgrad på ca. 50 % og har en teoretisk virkningsgrad på mere end 80 %. Det skal ses i forhold til at planteproduktionens udnyttelsesgrad (den såkaldte fotosyntese effektivitet) er nede på ca. 1-2 % for almindelige planter op til 8 % for C4-planter (majs og sukkerrør). Dvs. at der skal bruges væsentligt større arealer til at fange en given mængde energi ved hjælp at planter end ved hjælp af solceller, som oven i købet kan placeres på arealer, der i alligevel ikke egner sig til planteproduktion: tage, vægge, veje etc.

Det siger sig selv, at i en sådan situation bør planteproduktionen reserveres til afgrøder, der har betydelig større værdi end energi, og som kan betale sig uden statsstøtte. Og dermed burde enhver ide om at bruge danske landbrugsarealer til såkaldt første generations energiafgrøder være dødfødt. Derimod er det naturligvis oplagt at bruge restprodukterne fra fødevareproduktionen til energiformål, som vi allerede med stor succes gør med halm.

Der er plads nok på havet

Vi kan godt klare verdens energi og fødevareforsyning på en økologisk forsvarlig måde ved hovedsageligt at basere os på landarealernes produktionskapacitet. Hvis vi ønsker at øge de globale natur- og rekreative arealer, eller hvis menneskene vælger at blive (mange) flere end de 10 milliarder, der ligger for, vil det være en rigtig god ide at tage havets arealer i anvendelse. Havene fylder 2/3 af jordens overflade og har rigelig plads til kunne forsyne flere gange jordens befolkning med mad og energi.

Her tænker jeg ikke på det traditionelle fiskeri, som er en solnedgangsindustri med store negative effekter for natur og miljø. Vi bliver nødt til at producere fisk og planter i vandbrug også kaldet akvakultur. Helt på linie med, at vi ikke kører rundt med bulldozere ude i skovene for at fange grise, kyllinger og køer, men producerer dem i landbrug.

Havet har næsten ubegrænsede ressourcer til rådighed for fødevareproduktion. Som nævnt er der rigtig meget plads. Men endnu vigtigere kan planterne gro i saltvand, som der under ingen omstændigheder og nogen sinde kan blive mangel på. På havet er der endvidere tilgang til i praksis uendelig store mængder næringsstoffer. Allerede nu produceres der i akvakulturer mere 13 millioner tons planter på havet, knap 10 % af den samlede mængde af mad fra jordens vandområder.

Potentialet er stort. Det er muligt at øge udbyttet pr. arealenhed væsentligt i forhold til landjorden, ved at dyrke planter på havet. Lad os antage en yderligere faktor to i forhold til den bedste agerbruger på land. Hvorved vi kan producere al den mad verden nogensinde kan tænkes at få brug for på et areal på en fjerdedel af det, vi nu bruger på landjorden.

Vi kan udlægge disse nye arealer i de tropiske oceaner, som i praksis er ørkener i biologisk forstand, fordi de mangler næringsstoffer. Nogle få hundrede meter under oceanernes overflade findes store mængder næringsstoffer, som let kan pumpes op til overfladen, hvor der findes mest mulig lys (og ikke mangel på vand), og ved at udlægge og opdyrke 400 millioner Ha (et område på 2000 gange 2000 km) i oceanerne kan hele verdens befolkning forsynes med rigelig sund og velsmagende mad.

Hurra for det teknologiske fix

I de dele af verden, hvor vi har indrettes os politisk fornuftigt, lever de fleste mennesker allerede et komfortabelt materielt liv. Det skyldes i hovedsagen to teknologiske fix: opfindelsen af landbruget: et jæger/samler samfund kan kun føde nogle få millioner mennesker, og udnyttelsen af de fossile brændstoffer, som jo ikke er en pind værd, hvis de ligger i et hul i jorden. Vi skal være meget glade for de iderige mennesker, der har fundet på dette, og vi skal ønske os mere af samme skuffe. Jeg ved godt, at der er mange surmulende antiteknologer derude. Jeg håber ikke, at de får magt, som de har agt. Den bedste garanti for, at vi kan udbygge den materielle velfærd i vores del af verden og bringe samme velfærd til de fattige lande, er en rask udvikling af videnskab og teknologi.

[1] http://www.folkecenter.dk/plant-oil/publikation/raps_landbrug.htm
[2] En hestekraft er den kraft der er nødvendig for at løfte en masse på 75 kg 1 meter lodret op fra jordens overflade i løbet af 1 sekund = 735 W (http://da.wikipedia.org/wiki/Hestekraft )
[3] How Much Land Can Ten Billion People Spare for Nature? Paul E. Waggoner. http://www-formal.stanford.edu/jmc/nature/nature.html
[4] http://www.waterfootprint.org/?page=files/home
[5] http://en.wikipedia.org/wiki/Methane_hydrate
[6] http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/6620909.stm

12 januar 2007

Naturen & miljøet i Danmark i år 2027

Klumme i Vand & Jord

Jeg er en af dem, der kan huske hvordan miljøet og naturen så ud da det gik skidt, og da miljøbevægelsen startede i slutningen af tresserne. Jeg tog mine første algeprøver i 1964 i Hvidkilde sø på vej til biologitimen på Svendborg Statsgymnasium. Sigtdybden har ikke været over 5 cm. I badeområdet ved Syltemade å på Sydfyn fik man sår og bylder, og ”flydere” var et almindeligt fænomen. Spildevandsfanen fra Lynetten kunne ses helt op til Helsingør og ørrederne kunne ikke slippe levende igennem Odense å. Hadsten Lilleå var blodrød af spildevand fra slagteriet og kemikalieaffald blev dumpet i klitterne.

Omtrent 100 år før i 1850’erne var miljøet i København endnu værre. Tusinder døde af indendørs luftforurening og vandbårne sygdomme bl.a. cholera og middellevetiden var under 30 år.

Miljøet og naturen i Danmark er åbenbart ved at få det bedre. Der er ingen grund til at tro, at det ikke bliver ved at gå sådan også i den øvrige del af verden. Og den kraftige teknologiske og økonomiske udvikling vil sikre, at det nærmest sker af sig selv, og uden store afsavn og overdrevne belastninger af andre samfundssektorer, som er fuldt så vigtige som miljøet.

Det vil ikke forhindre, at mange mennesker fortsat vil være meget bekymrede for verdens økologiske fremtid og i det mindste være sikre på, at ulykkerne ikke kan afværges uden, at det gør rigtig meget ondt. Men ok med det, masochister har det jo bedst, når de har det skidt.

Den historie jeg nu vil fortælle, er historien om, hvordan Danmarks natur & miljø kommer til at se ud i år 2027, som er udløbet for det absolut seneste tidspunkt, hvor vandrammedirektivet skal være overholdt i Europa.

Her er et talepapir til natur- & miljøministeren ved indvielsen af Ringkøbing / Skjern naturparken den 1/7-2027:

Som natur- og miljøminister er det en stor glæde for mig i dag at åbne Ringkøbing / Skjern Naturpark. Ikke blot er det lykkedes at fjerne alle kulturbetingede aktiviteter fra mere end 95 % af parken, men vi er ligeledes kommet igennem med at fjerne slusen ved Hvide Sande. Nu står Ringkøbing fjord i naturlig og dynamisk forbindelse med havet og saltvandet kan få lov at trænge mange kilometer op i Skjern åens opland. Vi har dermed genoprettet et enestående Europæisk naturområde, som folk forhåbentlig vil valfarte til fra hele verden.

Lad det være en trøst for Ringkøbing by, som i starten var noget ”spidse” over bogstaveligt talt at skulle dæmmes ind bag 2 meter høje diger for at kunne blive liggende ved den nye åbne fjord. Den mængde turister, der nu forventes at komme til byen, vil give et indtægtsgrundlag, der langt overstiger tidligere tiders fiskeri og landbrug. Selvfølgelig har det heller ikke været den rene idyl at få menneskene til at flytte bort fra den øvrige del af Skjern åens opland, men vi er blevet godt hjulpet af den stærkt voksende Megacity: Storkøbenhavn-rundt-om-Øresund, som har suget folk til sig fra hele verden inklusive de danske landområder, i kraft af sine tiltrækkende kulturaktiviteter, erhverv og uddannelser kombineret med smukke boliger og grønt bymiljø.

Ringkøbing by med sine nære omgivelser bliver porten til det 3000 km2 store opland til hele fjorden. I omegnen af byen bliver etableret aktivitetscentre og økoturistboliger, og herfra kan foretages ture til naturparkens åbne zoner. Den største del af naturparken bliver dog så vidt muligt holdt helt fri fra enhver menneskelig påvirkning. Kun naturparkens ansatte og mennesker med specielle forskningslicenser kan få adgang til de særligt beskyttede områder. Det er nu heller ikke her, man har specielt lyst til at holde familieskovtur, da der bliver etableret en rig bestand af vildsvin, bjørne, ulve og urokser. Alle dyrearter, som har et ganske usentimentalt forhold til mennesker.

Baggrunden for denne udvikling trækker spor tilbage til omkring 2010. I denne periode blev det uholdbart fortsat at bruge de åbne landområder som affaldsplads for gylle, og samtidig gjorde den teknologiske udvikling det muligt at etablere emissionsløse svinefarme, som udelukkende afleverer rent vand, slagtesvin og fosforholdige gødningspiller til omgivelserne. De nye svinefarme anbringes i vore dage ved Esbjerg og andre havnebyer, hvor det færdige produkt udskibes, og hvor foderet sejles ind fra de store marker i andre lande og på havet. På denne måde er det lykkedes de danske svineproducenter ikke at alene at følge med i den kraftige internationale markedsudvikling, men ligefrem at øge markedsandele, så vi nu kan imødese en dansk svineproduktion på 150 millioner svin om året.

Den kraftige udvikling af akvakulturerhvervet, som også er til stor gavn for Ringkøbing, har medført en mærkbar aflastning af dyrkningspresset på landjorden. I Nordsøen produceres millioner af tons fisk i åbent-vands havbrug bl.a. i tilknytning til udrangerede olieplatforme, og der dyrkes ligeledes muslinger og alger i store mængder direkte til menneskeføde og som foder til vanddyr og landdyr. Det massive fiskepres på Nordsøen er forsvundet – der fiskes kun rekreativt og efter specielle arter i små mængder – og den største del af Nordsøen er på vej mod den ønskede naturtilstand.

Natur- og miljøorganisationerne har fremmet denne dramatiske udvikling dels ved at forkaste symbolpolitikken om svinestop og havbrugsstop dels ved aktivt at lægge op til en kraftig teknologisk udvikling med resulterende afkobling af produktion fra miljøbelastning. Udviklingen har endvidere været godt hjulpet af, at der inden år 2010 på en af mine forgængere: Connie Hedegårds initiativ blev foretaget en gennemgribende ”reengineering” af de danske nationale natur- og miljøovervågningsprogrammer. De nye metoder gjorde, at der kunne stilles skarpt på årsag og virkning i miljødebatten. Spin og forkludring var ikke mere muligt, og effektive løsninger kom i fokus.

Klimaændringerne fik vi styr på i løbet af 10’erne. Vi fik sat mere nøjagtige tal på påvirkningerne og deres timing både nationalt og globalt og kunne derfor gennemføre de nødvendige tiltag i god ro og orden. Desuden viste det sig snart bl.a. på dansk initiativ, at vi kunne vinde meget tid ved Cequestrering (fjernelse og deponering af CO2 fra røggasser). Udviklingen af billige solceller gik stærkere end beregnet (organiske solceller males nu på tage, vægge og veje) og snart kunne vi begynde at dekommissionere 2. ordens solenergi (vindkraft). De sidste danske vindmøller placeret i synsafstand fra kysten blev fjernet allerede i 2023. 3. ordens solenergi (bølgekraft) fik aldrig et ben til jorden. Energi fortsætter den historiske udvikling mod at blive stadig mere rigeligt og stadigt billigere, derfor blev det hurtigt klart allerede omkring 2010, at planteproduktion alene med det formål at producere energi er alt for dyrt og for belastende for miljøet.

Udviklingen stopper ikke med denne park. I de næste 20 år regner vi med at åbne yderligere 5-10 nationale naturparker, så vi når op på et samlet areal på ca. 10.000 km2 på land: Hertil kommer store arealer med marine naturparker. På denne måde har vi skabt god plads både natur til og mennesker, og vi er blevet et åbenbart foregangsland i Europa med hensyn til opfyldelse af de relevante direktiver.

Sidst, men ikke mindst, det danske eksempel har demonstreret over for udviklingslandene, at den hurtigste vej til en god natur og et godt miljø går via en fri og hurtig økonomisk vækst i en åben globaliseret verden.