Den miljøfaglige ytringsfrihed i Danmark – Uenighed giver styrke
Indlæg i Ingeniøren Erik Lyngsøe Petersen (ELP) har i Ingeniøren og Politiken opfordret det fagkyndige forum til at ytre sig om kommunalreformen og dens konsekvenser. Bortset fra enkelte hæderlige undtagelser har der været meget tavst. Det illustrerer godt, at den faglige ytringsfrihed har vanskelige kår i det lille land. Fagfolk er i almindelighed bange for at udtale sig, dels kan det give umiddelbar ballade, hvis man siger noget frækt med gods i, og dels er mange bange for langtidskonsekvenser. Som en god kollega i et amt sagde til mig: ” I det nye system ved man ikke, hvem der bliver ens chef, og man skulle jo nødig på forhånd støde nogen”. Jeg svarede smilende: ” Men det kunne jo være en helt anden, end man regnede med, og så ville en markant ytring i fagpressen være god personlig markedsføring”. Men ordvekslingen udtrykker et fundamentalt problem, nemlig at fagfolk trykker sig. På min arbejdsplads - DHI, som er en internationalt anerkendt aktør på vand & miljøområdet, og derfo...