Vand & Ord

Kronik i Ingeniøren Miljøministeriet har den 18 januar offentliggjort en plan om Storkøbenhavns udvikling. Planen er baseret på den klassiske fingerplan fra 1947. Den vil medføre en befolkningsudvikling i regionen og sikre en smidigere afvikling af trafikken og en udvikling i mere miljøeffektiv retning. Det er for såvidt og umiddelbart bedømt en god og konstruktiv plan, som har store muligheder for at opnå de stillede mål. Som medlem af Akademiet for Fremtidsforskning, vil jeg imidlertid gerne vurdere planen fra et vækstorienteret og futuristisk perspektiv. I verden lige nu sker befolkningsudviklingen med rasende hast i megabyer i udviklingslandene. Fænomenet kaldes på udenlandsk: High-Speed Urbanisation,og som eks. kan nævnes, at Shanghai i Kina hvert år vokser med mere end 1million indbyggere. Kineserne er stærkt optaget af at løse disse udfordringer og har sammen med en gruppe af unge innovative danskearkitektfirmaer udarbejdet planer for nye Økovenlige storbyer. Projektet hedder CO

Bragt som to analysekronikker i Politiken i efteråret 2007. Der var engang, hvor vi brugte store dele af Danmarks arealer til energiafgrøder, nemlig foder til heste. Før mekaniseringen af landbruget brugte vi omkring en fjerdedel af landbrugsarealet til at dyrke foder til vores energislugende trækdyr [1] . Vores primære energiafgrøde var i 1938 havre. De fleste af os kender vist stadig begrebet en hestekraft [2] : HK, som i hestens tid var det mest udbredte udtryk for en energieffekt. Anvendelsen af hestekræfter var en i princippet hyggelig, men uhyre ineffektiv form for energiudnyttelse i fødevareproduktionen, og det var et stort fremskridt både for natur & miljø, da andre energiformer blev indført og landbruget blev gennemmekaniseret. Dagens debat om braklægning, fødevareproduktion og energiafgrøder viser imidlertid, at vi har glemt læren fra den gang, idet der nu er stærke kræfter, der vil igen vil misbruge gode danske arealer til en ineffektiv energiproduktion. Energiproduktion

Klumme i Vand & Jord Jeg er en af dem, der kan huske hvordan miljøet og naturen så ud da det gik skidt, og da miljøbevægelsen startede i slutningen af tresserne. Jeg tog mine første algeprøver i 1964 i Hvidkilde sø på vej til biologitimen på Svendborg Statsgymnasium. Sigtdybden har ikke været over 5 cm. I badeområdet ved Syltemade å på Sydfyn fik man sår og bylder, og ”flydere” var et almindeligt fænomen. Spildevandsfanen fra Lynetten kunne ses helt op til Helsingør og ørrederne kunne ikke slippe levende igennem Odense å. Hadsten Lilleå var blodrød af spildevand fra slagteriet og kemikalieaffald blev dumpet i klitterne. Omtrent 100 år før i 1850’erne var miljøet i København endnu værre. Tusinder døde af indendørs luftforurening og vandbårne sygdomme bl.a. cholera og middellevetiden var under 30 år. Miljøet og naturen i Danmark er åbenbart ved at få det bedre. Der er ingen grund til at tro, at det ikke bliver ved at gå sådan også i den øvrige del af verden. Og den kraftige teknologi