24 december 2008

En plan for Danmarks natur

En klumme i Vand & Jord, dec. 08

Kan man planlægge naturen? Den er åbenbart kaotisk, uberegnelig, somme tider farlig, ofte utrolig smuk, og ind i mellem ubekvem og ustyrlig.

Alligevel gør mange sig nu i forbindelse med regeringens plan for grøn vækst, vandrammedirektivet ophævelsen af braklægningsordningen tanker om hvordan, hvordan Danmarks areal skal fordeles, så der sikres plads til naturen.

Bl.a. har SF har vovet et øje og foreslået en naturplan for Danmark. Jeg synes, det er et rigtig godt initiativ. Fremtidens udfordringer for Danmarks natur & miljø kan kun løses, hvis det danske samfund bliver enige om, hvordan Danmarks areal skal fordeles mellem natur & kultur.

Inden jeg går over til at kommentere de enkelte elementer i SF’s plan, er jeg dog nødt til at anholde retorikken. Begrundelsen for planen er det rene jammer, hvor det hele bliver værre og værre. Det passer ikke. På den lange bane er der siden syttenhundredtallet, hvor Danmark var ved at blive til en ørken på grund af afskovning, sket en støt forøgelse af skovarealet fra nogle få procent til det nuværende niveau ca. 12 %

På den korte bane er der siden 70’erne sket en dramatisk forbedring af vandmiljøet. Både vandløb, søer og kystnære områder modtager nu meget mindre mængder af forurenende stoffer end tidligere og vi ser tydeligt, at det virker. Vi er slet ikke i mål endnu, men at fremstille det hele som en forværring er ikke rigtigt.

Jeg ved, at SF er i dialog med de fødevareproducerende erhverv: landbruget & vandbruget, men jeg savner en kvittering for den kæmpeindsats disse erhverv allerede har gjort for at forbedre miljøet. Dansk fødevareproduktion er uden diskussion blandt de mest miljøeffektive i verden. Siden 1990 har landbruget reduceret sit tab af kvælstof med knap 50 %. De danske dambrug har siden 70’erne evnet at reducere sin udledning af organisk stof 70 gange og sin udledning af kvælstof med en faktor 3 i forhold til den producerede mængde.

Det er endvidere urimeligt at sammenligne Danmark med lande som Albanien osv. Vi er et tæt befolket land, som med en meget høj miljøeffektivitet, forsyner 15 millioner mennesker om året med mad. De internationale sammenligninger SF refererer til er uden værdi, hvis de ikke relaterer miljø & natur situationen til befolkningstæthed og produktion.

Endelig vil jeg pege på at Danmark allerede har igangsat mange naturrestaureringsprojekter: Skjern å, Snæbelbevarelse etc. og at naturen derfor støt og roligt er ved at erobre mere plads.

Det centrale element i SF’s plan er angivelse af, hvor meget plads der skal afsættes til ”naturen”. SF foreslår at 35 % af Danmarks landareal og 10 % af Danmarks vandareal afsættes til vild natur og kulturlandskaber. De konkrete tal kan diskuteres, men princippet er godt.

Dansk Akvakultur har været med til at udforme en plan for havbrug i Danmark, som kan placeres i områder, der ikke er i konflikt med natur & miljø beskyttelsesinteresser. Vi ønsker en lignende lokaliseringsplan for landbaseret fiskeopdræt. Vi vil gerne opfordre vores kolleger i landbruget til på samme måde at udlægge områder i Danmark som bør friholdes fra landbrug og udpege andre områder, hvor landbruget kan drives moderne og effektivt både med hensyn til miljø og produktion.

Hvorfor lige 35 % og 10 %. Den rigtige fremgangsmåde må være at kortlægge hvilke områder på dansk vand & land, der i international forstand har en særlig betydning for naturen. Desuden er det vigtigt at udlagt store naturgeografisk sammenhængende områder, f.eks. hele vandløbsoplande. Områderne skal være udstrakte nok til, at der igen bliver plads til store planteædere og rovdyr som ulve & bjørne, hvilket kræver områder på tusindvis af kvadratkilometer.

SF foreslår at 1/10 af de 35 % skal være vild natur. Det forekommer underligt uambitiøst. Lysåbne kulturlandskaber er ikke natur, men en slag landskabsmuseer for en uddateret landbrugsproduktion. Det er rigtigt, at enge, overdrev, heder etc. giver plads til andre arter end i den vilde natur, men det er en menneskeskabt biodiversitet, som hverken er mere eller mindre værd, end den man finder i spændende villahaver i udkanten af de store byer. Der bør udlægges væsentligt større arealer til ”vild natur”.

I planen peges meget rigtigt på, at harmonikravet om, at en given animalsk produktion kun kan foregå, hvis der er jord nok tilknyttet ejendommen, er en vigtig forhindring for udvikling af ny teknologi. Nu bruges rigtig mange danske arealer som deponier for affald fra den animalske produktion, hvilket ligeledes har medført kraftige stigninger i jordprisen. Det jordløse svinebrug ligger lige om hjørnet, hvis der indføres klassiske biologiske spildevandrensningsprincipper på området. I det hele taget forudsætter en gennemførelse af en ”natur- og miljøplan” for Danmark systematisk og effektiv indførelse af ny teknologi. Her savner jeg en klar melding fra SF om anvendelse af GMO’er, som alle fagfolk ved vil kunne mindske fødevareproduktionens økologiske fodaftryk dramatisk.

I forbindelse med lancering af planen har der været noget ”fnidder” om finansiering. Ja, naturligvis skal der opstilles en realistisk finansieringsplan, og jeg vil gerne pege på tre elementer. Den første er overgangsfasens længde. Det betyder naturligvis meget for de årlige udgifter hvor hurtigt planen føres ud i livet, og da der ikke er noget hastværk, kan planen tilpasses de økonomiske muligheder. Det andet element er afkoblingen af den animalske produktion fra jord tilliggendet. Det vil medføre at de danske dyreproducenter kan producere udelukkende i forhold til markedets behov og måske derved flerdoble sin produktion (50 millioner svin om året?) med tilhørende meget store velfærdsøkonomiske gevinster for det danske samfund. Som tredje element vil jeg pege på, at mange erfaringer viser at indtjeningen pr. arealenhed på naturområder fra rekreation, oplevelser og turister er mindst lige så store som fra traditionel planteproduktion.

Regeringen vil gerne lave en ambitiøs plan for grøn vækst. En sådan plan kommer ikke uden om at forholde sig til hvordan de danske land- og vandarealer skal fordeles mellem natur & kultur. SF’ har lavet et godt indspark til den diskussion. Det ville være fint hvis politikere, erhverv og NGO’er nu kunne indgå med åbent sind i en konstruktiv dialog om fremtidens natur i Danmark.

23 august 2008

B...Ordet må kasseres nu

Jeg er godt træt af ordet: "Bæredygtig". Da jeg underviste miljøingeniører i Thailand på Asian Instute of Technology forbød jeg dem at bruge S...ordet (Sustainable), og det var de unge mennesker ret glade for. De kom fra fattige lande i Asien, hvor folk døde som fluer af drikkevand fyldt med lort og af indendørs røg fra afbrændt komøg. I nogle af landsbyerne gik folk rundt i en stadig bimmelim på grund af kronisk cyanidforgiftning fra dårligt renset maniok. De unge ingeniørers prioriteter var klare: få en god uddannelse, tjen mange penge og løs de akutte livstruende forureningsproblemer. Der var ikke plads til udflydende og uklare buzzwords.

B... ordet er en blød og varm og venlig kliche, som betyder helt forskellige ting for forskellige mennesker. Der findes rigtig mange og derved reelt ingen definitioner, på hvad B... er og begrebet er ikke operationelt dvs. praktisk anvendeligt i natur- og miljøforvaltningen i den virkelige verden.

I B... verdenen taler man om Hård og Blød bæredygtighed. I den hårde form er det forudsat, at vi efterlader jorden i uændret stand til vores efterkommere. Det lyder jo umiddelbart tilforladeligt, men er grundlæggende noget vrøvl. For det første skulle vi da gerne efterlade vores efterkommere et bedre liv:) Med dernæst er begrebet en absurditet. Lad os tage olien som eksempel. Der er ingen tvivl om, at vi år for år bruger af en endelig mængde, og derfor efterlader mindre olie til vores efterkommere. Hvis vi ikke må det, skal vi helt holde op med at bruge af olien, men hvis vi gør det, er olien jo ingen ting værd!

I den virkelige verden bruger vi, iøvrigt er i overensstemmelse med blød B..., af "naturkapitalen": skove, olie, mineraler etc., og investerer i andre aktiver: samfundets infrastruktur, uddannelse, viden og teknologi, som er meget mere værd end en passiv naturkapital. Hen af vejen finder vi så ud af at erstatte knappe ressourcer med mindre knappe. Jern i stedet for flint, sol & vind i stedet for olie & kul, sand i stedet for kobber osv, hvilket gør i os stadig materielt rigere og uafhængige af naturens begrænsninger.

Der findes alligevel mennesker og organisationer, der er i ramme alvor stadig prædiker den "økologiske dommedag", påstår, at den måde vi nu lever på ikke er B... , og hævder, at ulandene ikke kan få ligeså god eller bedre materiel levestandard som en rar madglad dansker uden at jorden går under.

Det er simpelthen noget sludder. Menneskene historie er et langt vedvarende bevis på, at der er ikke er naturgivne begrænsninger for vores udfoldelser. Vi er nu blevet 6 milliarder, om alle sagtens kunne leve og spise godt, hvis det ikke var for ondskab og dumhed i form af denne verdens "Mugaber". Og der er heller intet i vejen for, at vi kan formere os til de 10 milliarder som FN's middel prognose siger, og at disse 10 milliarder kan leve materielt bedre end en dansker gør i dag.

Energi er nøglen til at løse alle materielle problemer. Lige nu bruger menneskene 1/8000 af den solenergi der rammer jorden (og tænk, på hvor meget der ikke rammer jorden!). Så der er rigeligt plads til en stor udvidelse af energiforbruget baseret på vedvarende energi. Menneskelig snilde i form af ny viden og teknologi og god organisation af samfundet kan fortsat løse de problemer, vi måtte have med knappe ressourcer.

Men hvis vi ikke kan bruge B...ordet, hvad så? Vi skal være konkrete. Vi skal ind og se på vores aktiviteters detaljerede og specifikke fodaftryk på naturen & miljøet, og så må vi oplyse klart om dette og gerne udgiftsføre natur- og miljøbelastningen, når vi laver samfundsmæssige analyser af aktiviteten. I akvakulturerhvervet er vi så heldige, at vi f.eks. har en høj værditilvækst pr. udledt kg kvælstof i forhold til andre måder at producere kød på. Og med den nye "modeldambrugsteknologi" er det lykkedes os yderligere næsten at fordoble værditilvæksten.

Vi skal ligeledes se i øjnene, at der ikke findes nogen menneskelige aktiviteter, der ikke påvirker naturen & miljøet. Absolutte krav om nul-påvirkning kan ikke opfyldes. Hvad vi kan gøre er at opstille mål for det natur- og miljømæssige råderum, som menneskelige aktiviteter skal holde sig inden for, og så ved ny teknologi sikre, at vores produktion kan holde sig inden for det råderum.

Endelig er det ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget og omvendt! Et traditionelt dambrug leder mere kvælstof ud end et modeldambrug, men bruger til gengæld vedvarende energi til at flytte vand og stof. Et økologisk jordbrug bruger mindre N / Ha, men bruger til gengæld meget mere plads, som derved går fra den uberørte natur. En tomat dyrket i Danmark bruger godt nok ingen energi til transport, men til gengæld mange gange mere energi til opvarmning etc. end en spansk tomat.

Det er derfor vanskeligt, for ikke at sige umuligt at give klare råd til forbrugerne, om hvad det er bedst for miljøet og naturen at sætte tænderne i. Den enkleste løsning vil nok være at lægge internationale afgifter på de vigtigste faktorer i fødevareproduktionens fodaftryk, og så lade et frit marked føre produktionen der hen, hvor naturen og miljøet er mest robust.

10 april 2008

Satelitter og vandudsigten

ESA Interview

Today’s interview gives us the opportunity to focus on another very hot topic: water. Our interlocutor is Head of the Ecology and Environment department at DHI Water and Environment. Can you introduce your company to our readers?

DHI Water and Environment is an international consulting and research organisation officially born in 2000 from the fusion of the former Danish Hydraulic Institute with the Institute for the Water Environment (VKI), joined in 2005 by the Danish Toxicology Centre (DTC). Thanks to these merged competencies, in a few years DHI reached out to all continents, being now present in 19 countries with about 600 employees. Near-future forecasts foresee 700 employees by the end of 2007 and a steady growth leading us to a 1000 people staff in three years’ time.

DHI is a private, self-owned company with no shareholders, offering consultancy based on highly qualified research: our first two founding institutions have been doing research for over 40 years and 35% of our staff has a PhD qualification.

DHI is recognised as an Authorised Technological Service Institute by the Danish Ministry for Science, Technology and Innovation, which means it is providing services to the government contributing to approximately 7% of the annual turnover.

What type of services are you actually offering to your clients?

The range of consultancy services, software and hardware products and tools is extremely wide as well as the client portfolio.

The thematic fields we cover with our competencies range from urban water and industry over water resources to marine and coastal topics. We perform numerical modelling, set up environmental laboratories and scale model test facilities, run field surveys and monitoring programmes, and we deal with institutional capacity building and training. Hence our clients are both private and public, running from the transportation sector to the offshore and infrastructure industries, to financial institutions and governmental authorities.

Indeed, water is a “horizontal issue” and even when looking at a single one of your services, there is a big variety of (potential) customers. This is the case, for instance, of the Water Forecasting System, the one giving rise to your collaboration with ESA.

Correct. That’s exactly our approach. Rather than trying to solve specific problems case by case, we decided, in 2001, to develop a rich and complex model, using and providing an abundance of data. With such an asset in place, it’s easy and straightforward to extract and tailor a subsystem to specific user needs.

Let’s clarify it. What is exactly the Water Forecasting System doing?

I like to compare it to something more familiar to everybody: weather forecasting.
Most recent advances in hydraulic modelling, combined with meteorological forecasts, make it possible to provide twice-daily forecasts of hydrodynamics, advection/dispersion and numerous biological and chemical variables in 3 dimensions (waves, water levels, current directions and velocities as well as temperature, salinity, oxygen and chlorophyll). Currently, we produce a 5-days forecast.

Up to three years ago, input data were more sparse and irregular, derived from monitoring stations and boat field trips together, of course, with meteorological data forcing the system. We felt the need for a more spatially and temporally regular source and envisaged the potential of EO data. Finally, the collaboration with EOMD offered the opportunity we were looking for. Now, the system is ingesting data from several sensors aboard Envisat and other satellites, and this resulted in much improved performance.

Our Water Forecasting System has an ever growing number of subscribers using it.

Who can get advantages from this system?

The list is very long. It spans industrial, administrative and leisure fields of activity: for instance, it can help the environmental authorities wishing to issue a public warning for the occurrence of a poisonous algae or a dangerous approaching oil spill; the wind farm construction company, who wants a complete hydrodynamics forecast before transporting construction elements to the sea site; the fishing company who checks the local current, salt and temperature conditions to locate the best fishing grounds; the yachtsman who wants to plan his weekend activities.

The (potential) users change also according to the area taken into account. Our system has been initially developed for the Baltic Sea, the Danish Belts & Straits and the North Sea but now it covers an increasing number of areas, each with different prevalent needs. For instance, the Gulf of Mexico is particularly interesting for offshore engineering, and the Sea of Chiloé for mussels’ aquaculture.

Our target is to steadily increase the service spatial coverage, by establishing partnerships with expert groups who have already well-established models for specific areas, as the one running the Mediterranean Forecasting System (whose responsible is Nadia Pinardi).

At the same time, there are plans to merge our commercial activities with those of some meteorological organisations to create a joint company which would work as a proper infrastructure for a global forecasting system. The business is huge; there is a likely turnover of tens of millions of euros over there.

Indeed. The importance of improving forecasting, monitoring and information for the water resource is nowadays stronger than ever in relation to climate change worldwide, not only in the developing countries. As stated at the beginning of the recently published EEA report on “Climate change and water adaptation issues” (Feb 07): “The impact of climate change on Europe's water resources is a critical issue for people's lives and the economy.” Is there any kind of limitation to the expansion of the sector?

Yes, and it is not a technical one.

Sure, we might improve our service, for instance we might take advantage of satellite data better customised to our need but, you know, the volume of this market at global level would even justify that we contract ESA to set-up our own private micro satellite!

The obstacle to market growth, the difficulty in commercializing our system, is political. It is related to the fact that there are governmental organisations and university institutes who get funding from public sources to develop systems which we feel already exist; tax payers’ money is used to develop already existing systems and to deliver them to people who could perfectly well pay for that service.

It is tax-paid competition which could be avoided by privatising some fields or by involving the private industry in the discussion for distribution of public funding through projects on technologies already well mastered by the private sector.

Was this also the case for your contract with EOMD?

Definitely not, we feel that ESA is doing something in the right direction. Our collaboration with EOMD was only partially funding our developments, implying an investment from the company based on the firm belief in a commercial follow on of the contract.

Expanding your system and market to other geographic areas, joint venture with meteorological organisations: are these the main plans for the near future?

Not only. Our goal is the integration of different systems. The one we have been describing is focused on open sea and coastal areas but we would like to expand the forecasting to inland resources, we are discussing with the European Environmental Agency for a very interesting land use forecasting. And satellites play an essential role in all this.

01 december 2007

København-ved-Øresund: En by med ti millioner indbyggere

Kronik i Ingeniøren

Miljøministeriet har den 18 januar offentliggjort en plan om Storkøbenhavns udvikling. Planen er baseret på den klassiske fingerplan fra 1947. Den vil medføre en befolkningsudvikling i regionen og sikre en smidigere afvikling af trafikken og en udvikling i mere miljøeffektiv retning. Det er for såvidt og umiddelbart bedømt en god og konstruktiv plan, som har store muligheder for at opnå de stillede mål.

Som medlem af Akademiet for Fremtidsforskning, vil jeg imidlertid gerne vurdere planen fra et vækstorienteret og futuristisk perspektiv. I verden lige nu sker befolkningsudviklingen med rasende hast i megabyer i udviklingslandene. Fænomenet kaldes på udenlandsk: High-Speed Urbanisation,og som eks. kan nævnes, at Shanghai i Kina hvert år vokser med mere end 1million indbyggere. Kineserne er stærkt optaget af at løse disse udfordringer og har sammen med en gruppe af unge innovative danskearkitektfirmaer udarbejdet planer for nye Økovenlige storbyer. Projektet hedder CO-EVOLUTION og har givet de danske arkitekter verdens fornemste arkitektpris: Den Gyldne Løve i Venedig.

Megabyer findes også i vor del af verden: London, New York, Los Angeles etc. Og nu vil jeg tillade mig at komme med et forslag, som mange muligvis vil finde en kende kontroversielt: at Danmark & Sverige tilsammen laver en ambitiøs plan om at udvikle Storkøbenhavn-ved-Øresund til en Megaby med mere end ti millioner indbyggere.Nu forventer jeg ikke, at det kan lade sig gøre ved, at alle de rare danskere og svenskere i området straks begynde at få mange flere børn. Det kunne være ret hyggeligt, men det vil det tage lang tid. Selv om vi pludselig øgede befolkningsvæksten i området til 5% om året, ville det stadig tage 25 år, inden vi nåede 10 millioner. Og det ville være dyrt, fordi det i middel tager ca. 25 år før en nyfødt baby begynder at levere omkostningerne ved opvæksten tilbage til samfundet. Så en ambitiøs udviklingsplan må satse på skabe et kraftcenter, som vil tiltrække folk fra hele verden, og især fra det klassiske Københavnske opland: området omkring Østersøen. Befolkningsforøgelsen skal ske ved indvandring fra vores omgivelser f.eks.en million fra vores vestlige provinser (jyder & fynboer), en million nordmænd og svenskere, tre millioner østeuropæere fra Rusland, Baltikum og Polen og to millioner fra Afrika, Asien og verden i øvrigt. Det bliver syv millioner. Lagt til de tre millioner vi er i forvejen er rundt om Øresund bliver det til ca. ti millioner. Når Shanghai kan klare en million om året kan vi vel klare 350.000 om året dvs. at planen vil tage ca. tyve år at gennemføre.Det er klart, at en så ambitiøs plan kræver, at nogle forudsætninger bliver opfyldt. Først må der gøres op med mange danskeres forestilling om, at befolkningstilvækst er en dårlig ting. Tværtimod, menneskers venlighed, intelligens og skaberevne er den vigtigste ressource overhovedet, og gjort på den rigtige måde vil en forøgelse af verdens befolkning gøre os alle gladere og rigere i den brede betydning af ordet rigdom.Vi kender alle vores stramme indvandringslove. Det er helt forståeligt, at vi har indført sådanne love, da vores lille homogene stamme af danskere var ved at blive overvældet af indvandring fra mange kulturer, hvoraf nogle har vist sig meget vanskelige at integrere i det danske samfund. Men globaliseringen, som er et fantastisk gode både for de rige og de fattige lande, kan ikke gennemføres konsekvent uden, at der bliver fri bevægelighed ikke blot for kapital, varer og viden, men også for mennesker. Vi bør tænke frit i denne situation. Naturligvis skal vi ikke lave en "Bundegaard", så alle den milliard mennesker, der har en indtægt på under en dollar om dagen, straks kan styrte til Danmark for at blive forsørget. Men vi kunne måske indrette os på en sådan måde, at hvis et menneske med dets nærmeste familie kan skaffe sig en bolig og et arbejde i Danmark, så må han eller hun gerne flytte hertil. En helt oplagt og urimelig hindring for denne udvikling er"Østaftalen", som forhindrer vores Europæiske "landsmænd" fra Østeuropa i at komme til Danmark. Den aftale er dyr både for Østeuropæerne og for Danmark og bør hurtigst muligt afskaffes. Den moderne storby: København-ved-Øresund vil også bogstavelig set være en grænseoverskridende by. Danmark & Sverige må fremskynde bestræbelserne på at få harmoniseret og forenklet skatte- og boligregler i regionen, så detbliver ligegyldigt for den store bys indbyggere om de bor eller arbejder på den ene eller den anden side af Øresund. En fjernelse af broafgiften vil også være et godt skridt for integrationen.

Selvfølgelig vil mange velmenende mennesker bekymre sig og forvente, at en sådan Stor By vil blive for tæt befolket, stressende, fuld af forbrydere, støjende og forurenet. Sådan behøver de ikke at være. På mange måder vil den nye moderne storby fungere bedre på alle disse områder end de eksisterende mindre byer i regionen. Den store by bliver ikke specielt tæt befolket. Nogle højhuse her og der vil bidrage til et varieret bybillede. Men ellers vil byen blot brede sig til det halve af Sjælland og ind i de store tyndtbefolkede områder i Skåne. Vi kan alle huske det fra historien: Gammelt Dansk Land.

Spændende og slagkraftige nye teknologier vil sørge for, at den ny store by bliver et attraktivt sted at bo. Fremtidens fortrukne transportmiddel bliver næsten lydløse elbiler, som er så smarte, at de kan undvære en chauffør. De kan forene den kollektive transports effektivitet ved at transportere biler i klynger på gennemkørselsveje med 120 km i timen og med få meters afstand, med den individuelle trafiks komfort, som tillader dør-til-dørtransport i silende kold regn med ungerne fra børnehaven og indkøbsposen fra supermarkedet. De smarte nye biler vil også blive så billige, at en folkepensionist kan få råd til en, da elbiler er afgiftsfri.

Naturligvis vil storbyen bygge et par ekstra faste forbindelser over Øresund startende med den oplagte Helsingør-Helsingborg forbindelse. Den kollektive transport vil opnå den nødvendige kritiske masse af passagerer, så den bliver rigtig attraktiv, og kører hele tiden med fuld besætning over det meste af byen. Luftforurening og støj forsvinder og bliver lige så forældet som kolera. Det er en fortsættelse af den trend, der har gjort, at der nu trygt og med fornøjelse kan bades i Københavns havn, en gammel erhvervs- og industrihavn som tidligere var fyldt med alskens lort. Informationsteknologien vil hastigt bevæge sig videre og medføre, at den virkelige, fysiske by smelter sammen med det Virtuelle København, som forbinder folk og fæ og biler og virksomheder og boliger i et netværk med øjeblikkelig adgang til al den information, der er vigtig lige her-og-nu. Københavns overflader bliver malet over med billige organiske solceller, og husene blive så kloge, at de kan reparere og udbygge sig selv. Spildevandet bliver renset lokalt i bykvarterer og lejlighedskomplekser. Det regnvand, der falder på Københavns tage og veje, får lov til at strømme frit ned i Københavns grundvand og igennem de restaurerede åer, damme og søer. Ladegårdsåen, som nu er dækket af H. C. Andersens boulevard, ser igen dagens lys til glæde for løbere, limnologer og lystfiskere. København holder op med at suge det halve Sjælland tør for vand. Erkendelsen af, at det er en dårlig ide at bruge grundvand af høj kvalitet til at skylle lokummer med breder sig, og Københavns vandforsyning bliver delt i to dele: Højkvalitetsgrundvand til mad og drikke, og afsaltet brakvand fra Københavns havn som brugsvand til indkøbspris (under 1.5 kwh/m3). København kan nu uden problemer forsyne sine mange millioner festlige nye indbyggere med rigeligt vand og stadig sørge for plads og rum til byens mange vandplanter, fisk og fugle.

Der er utrolig mange fordele, udfordringer og muligheder knytter til den moderne Store By. Det økonomiske råderum for en sådan stor by vil være enormt, mere end fire gange det nuværende bruttonationalprodukt for hele Danmark. Det vil åbne store muligheder for nye virksomheder, jobs, uddannelse og forskning, som kan vinde nobelpriser. Den kulturelle forskellighed danner baggrund for en overflod af kunst, musik, film og restauranter. Vi vil se den fredelige muslimske fundamentalist leve i fordragelighed og tolerance med den agnostiske bøsse, den piercede besætter og den jakkeklædte forretningsmand, fordi byen er stor og rig nok til at rumme alle.

18 oktober 2007

Hestekræfter, mad og energi

Bragt som to analysekronikker i Politiken i efteråret 2007.

Der var engang, hvor vi brugte store dele af Danmarks arealer til energiafgrøder, nemlig foder til heste. Før mekaniseringen af landbruget brugte vi omkring en fjerdedel af landbrugsarealet til at dyrke foder til vores energislugende trækdyr[1]. Vores primære energiafgrøde var i 1938 havre. De fleste af os kender vist stadig begrebet en hestekraft[2]: HK, som i hestens tid var det mest udbredte udtryk for en energieffekt. Anvendelsen af hestekræfter var en i princippet hyggelig, men uhyre ineffektiv form for energiudnyttelse i fødevareproduktionen, og det var et stort fremskridt både for natur & miljø, da andre energiformer blev indført og landbruget blev gennemmekaniseret.

Dagens debat om braklægning, fødevareproduktion og energiafgrøder viser imidlertid, at vi har glemt læren fra den gang, idet der nu er stærke kræfter, der vil igen vil misbruge gode danske arealer til en ineffektiv energiproduktion.

Energiproduktion og fødevareproduktion er de to faktorer, der har størst betydning for den globale natur og miljø, og det er afgørende, at de håndteres rationelt og innovativt. Med min baggrund som mangeårig iagttager og videnleverandør til den danske miljøverden, vil jeg gerne komme med nogle forslag til, hvordan man kan gøre det.

Braklægning er godt for miljøet

Braklægning er egentligt et dumt ord, som har en negativ klang. Braklægning betyder reelt, at nogle arealer bliver friholdt for landbrugsproduktion og får lov til at forblive i en ønsket tilstand f.eks. som uberørt natur. Den entydigt største påvirkning, som fødevareproduktionen har på naturen og miljøet, er arealforbruget. I Danmark bruger vi 2/3 af vores areal til landbrugsformål og stort set resten til byer, veje, kulturlandskaber og golfbaner. Under 1 % procent af Danmarks areal (bl.a. Troldeskoven på Langeland) er ”naturskov/uberørt” natur. Selv det er med modifikationer, da et varmere klima kombineret med drivende ammoniaktåger fra svinefarmene også berører disse arealer. I havet omkring Danmark er det kun områder i Skagerrak og Nordsøen, som kan stadig kan betragtes som uberørt natur. Alle de kystnære områder i Danmark har betydeligt forhøjede mængder af næringssalte og alger, og kan ikke opfylde EU’s vandrammedirektiv om God Økologisk Tilstand.

Det siger sig selv, at naturen i Danmark ikke har en chance, hvis der ikke er plads til den, og derfor er det nødvendigt, at fødevareproduktionens arealforbrug indskrænkes, så der bliver (meget) mere plads til natur. Et godt mål ville være, at 1/3 af Danmarks areal igen blev udlagt som naturarealer gerne i form af store sammenhængende naturparker.

Det er skridt i den stik modsatte retning at foreslå, at de braklagte arealer nu igen skal tages i anvendelse, og især til energiafgrøder. Ikke nok med at værdifulde naturarealer bliver inddraget. Der vil desuden ske en betydelig forøget kvælstofudvaskning til omgivelserne med forøget algevækst og iltsvind til følge.

Mad er der nok af

Korn- og mælkepriser stiger lige nu, og det er jo et klart tegn på stigende efterspørgsel. Det er ikke så mærkeligt, når vi befinder os i en periode med en voksende befolkning og en af verdenshistoriens største globale økonomiske vækstrater: op mod 5% år. Hundredvis af millioner af tidligere ludfattige mennesker får nu råd til i første omgang at spise sig mætte, i næste omgang at nyde kød- og mælkeprodukter. Denne udvikling sammenholdt med, at det internationale landbrugshandels- og produktionssystem er et planøkonomisk mareridt, bevirker, at det tager nogen tid før den stigende efterspørgsel medfører et øget udbud og lavere priser.

Sådan vil det imidlertid gå. Den langsigtede udvikling i fødevarepriserne går kun en vej, nemlig nedad. Det kan lyde underligt i betragtning af at efterspørgslen stiger, men har selvfølgelig at gøre med, at vi på dette som på alle andre industrielle produktionsområder kan producere mere og mere, på en billigere og billigere måde.

Produktionsarealet er slet ikke den vigtigste produktionsbegrænsende faktor. Den afgørende størrelse er udbyttet, dvs. produktionen pr. arealenhed. Det gennemsnitlige udbytte pr. ha på global basis er fra halvdelen til en tredjedel af, hvad de dygtigste (og rigeste) landbrugere kan præstere. Ved en fortsat forøgelse af udbyttet til dette højere, men stadig realistiske niveau, vil det således være muligt at levere fødevarer på den rige verdens niveau mht. til mængde og kvalitet til hele den kommende verdensbefolkning på 10 milliarder på et areal, der er mindre end det, vi nu bruger til fødevareproduktion[3]. Tænk på den plads, der så kan friholdes til natur.

En sådan udvikling kræver to ting: vand og kunstgødning. Vand er den primære produktionsbegrænsende faktor for fødevareproduktionen. Vand til fødevareproduktion udgør 85% af verdens vandforbrug, så der ville ikke eksistere globale vandproblemer, hvis det ikke var for fødevareproduktionen. Det er lidt til grin at give folk dårlig samvittighed, fordi de hygger sig et par minutter længere under brusebadet, vel vidende, at hvis de spiser et kg oksekød svarer dette til et vandforbrug på 16.000 liter[4]! Dvs. ca. 400 brusebade! Selv en almindelig pilsner svarer til et vandforbrug på 2 ½ brusebad.

Kornproduktion kræver ca. 1000 l vand pr. kg korn, og derfor kan man eksportere (virtuelt) vand fra et land til et andet ved at handle korn.

Teknologisk er der mange muligheder for at udnytte vand mere effektivt til fødevareproduktion. Men den afgørende faktor er politisk. Der er brug for frihandel med landbrugsvarer, således at fødevareproduktionen kan foregå på det bedst mulige naturgeografiske grundlag, dvs. hvor der er vand nok. Det er helt absurd, når man visse steder i verden afsalter havvand for at dyrke planter i ørkenen, i stedet for at udvikle landbrugsproduktionen i vandrige områder som f.eks. det sydlige Afrika, som udmærket ville kunne brødføde store dele af Afrika, Mellemøsten og Europa. Hvis der vel og mærke blev ført en udviklingspolitik, der fremmede landbrugsproduktionen ved anvendelse af intensive højteknologiske metoder.

Kunstgødning er ligeledes uundværlig for denne udvikling. De mængder kvælstof og fosfor, der fjernes fra markerne med afgrøderne, må nødvendigvis erstattes for at vedligeholde produktionen. Den mest miljøvenlige måde at gøre dette på er ved kunstgødning. I princippet kunne man anvende samdrift med kvælstoffikserende afgrøder (kløver, lucerne) men det vil kræve meget mere plads og derfor gå mere ud over miljøet. Det er rigtigt, at der fra alle slags planteproduktioner (også de såkaldt økologiske) sker et kvælstoftab til omgivelserne. Ved en fortsat anvendelse af viden og teknologi vil det imidlertid være muligt stadig at reducere dette tab, og efterhånden nå frem til en situation, hvor den eneste miljøpåvirkning fra fødevareproduktionen vil være arealforbruget.

Fossile brændstoffer slipper aldrig op

Da jeg var ung i 60’erne, var der kun olie til 25 års forbrug. Nu er der til ca. 40 års forbrug, selv om vi bruger rigtig meget mere olie nu. Så man kan ikke fortænke mig i at være lettere skeptisk overfor teorien om, at oliekilderne snart er tømte. Noget synes der dog at være om snakken, men fordi olieproduktionen i løbet af en 25-50 år ser ud til at falde, er det ikke det samme som, at der ikke rigeligt med fossile brændstoffer som forholdsvis let kan laves om til olie og benzin. Kul er der nok af til i hundredvis af år. Det samme gælder tjæresand og methanhydrater[5] (en forbindelse af methan og vand som ligger under tryk på store kolde havdybder).

Her skal lige indskydes, at ressourcer, der er til rådighed til hundreder af års forbrug, i praksis er ubegrænset store. Hundrede år fra nu af vil videnskaben og teknologien med sikkerhed være så fremskreden, at vi med dagens viden vil have svært ved at forstå den, og de praktiske problemer vi har nu vil være løst og blive betragtet som trivielle, men i øvrigt erstattet med nogle nye.

Tænk f.eks. på, at Internettet kun eksisterede i små nørdede cirkler for bare 15 år siden, og tænk så tilbage på, hvad man vidste og kunne i 1907 i forhold til det man ved og kan i dag.

Problemet med de fossile brændstoffer er ikke mangel, men derimod CO2 eksternaliteten, som giver klimaproblemer.

Klimaproblemerne vil være løst om 25 år. Vi kender årsagssammenhængene, vi ved hvad der skal gøres for at løse problemerne, og sidst men ikke mindst er de som beskrevet i IPCC’s seneste udredning ikke særlig dyre at løse[6]: op til 3% af verdens bruttonationalprodukt inden 2030 svarende til en reduktion i den økonomiske vækst på 0,13% pr. år. Det er vist til at overse i en periode med en global vækst på næsten 5 % år.

Præcis hvordan problemerne skal løses burde være en opgave for ingeniører og økonomer. Her er mine bud:

I betragtning af den rigelige tilgængelighed af fossile brændstoffer er det en indlysende midlertidig løsning på vores energiforsyningsforhold at lave Cekvestering, dvs. fjerne CO2-en fra røggasserne og bruge den som tilskud til planteproduktion og så deponere det overskud, der stadig vil være der.

På længere sigt (25-50 år) vil den direkte anvendelse af solenergi naturligvis være sagen. Menneskene bruger nu ca. en 1/8000 del af den samlede mængde solenergi, der stråler ind på jordens overflade. Hvis vi øger udnyttelsen til 1/1000 del har vi nok energi til alle verdens mennesker på et komfortabelt højt niveau. Fremtidens teknologi på dette område er billige solceller med høj udnyttelsesgrad, som kan indbygges i alle overflader, der rammes af solen. Vindenergi er en anden ordens teknologi, som drives af solen, og har næppe nogen stor fremtid, og da slet ikke på land. Og bølgeenergi, som er en tredje ordens teknologi drevet af vinden, har helt marginal betydning.

Moderne solceller nærmer sig en udnyttelsesgrad på ca. 50 % og har en teoretisk virkningsgrad på mere end 80 %. Det skal ses i forhold til at planteproduktionens udnyttelsesgrad (den såkaldte fotosyntese effektivitet) er nede på ca. 1-2 % for almindelige planter op til 8 % for C4-planter (majs og sukkerrør). Dvs. at der skal bruges væsentligt større arealer til at fange en given mængde energi ved hjælp at planter end ved hjælp af solceller, som oven i købet kan placeres på arealer, der i alligevel ikke egner sig til planteproduktion: tage, vægge, veje etc.

Det siger sig selv, at i en sådan situation bør planteproduktionen reserveres til afgrøder, der har betydelig større værdi end energi, og som kan betale sig uden statsstøtte. Og dermed burde enhver ide om at bruge danske landbrugsarealer til såkaldt første generations energiafgrøder være dødfødt. Derimod er det naturligvis oplagt at bruge restprodukterne fra fødevareproduktionen til energiformål, som vi allerede med stor succes gør med halm.

Der er plads nok på havet

Vi kan godt klare verdens energi og fødevareforsyning på en økologisk forsvarlig måde ved hovedsageligt at basere os på landarealernes produktionskapacitet. Hvis vi ønsker at øge de globale natur- og rekreative arealer, eller hvis menneskene vælger at blive (mange) flere end de 10 milliarder, der ligger for, vil det være en rigtig god ide at tage havets arealer i anvendelse. Havene fylder 2/3 af jordens overflade og har rigelig plads til kunne forsyne flere gange jordens befolkning med mad og energi.

Her tænker jeg ikke på det traditionelle fiskeri, som er en solnedgangsindustri med store negative effekter for natur og miljø. Vi bliver nødt til at producere fisk og planter i vandbrug også kaldet akvakultur. Helt på linie med, at vi ikke kører rundt med bulldozere ude i skovene for at fange grise, kyllinger og køer, men producerer dem i landbrug.

Havet har næsten ubegrænsede ressourcer til rådighed for fødevareproduktion. Som nævnt er der rigtig meget plads. Men endnu vigtigere kan planterne gro i saltvand, som der under ingen omstændigheder og nogen sinde kan blive mangel på. På havet er der endvidere tilgang til i praksis uendelig store mængder næringsstoffer. Allerede nu produceres der i akvakulturer mere 13 millioner tons planter på havet, knap 10 % af den samlede mængde af mad fra jordens vandområder.

Potentialet er stort. Det er muligt at øge udbyttet pr. arealenhed væsentligt i forhold til landjorden, ved at dyrke planter på havet. Lad os antage en yderligere faktor to i forhold til den bedste agerbruger på land. Hvorved vi kan producere al den mad verden nogensinde kan tænkes at få brug for på et areal på en fjerdedel af det, vi nu bruger på landjorden.

Vi kan udlægge disse nye arealer i de tropiske oceaner, som i praksis er ørkener i biologisk forstand, fordi de mangler næringsstoffer. Nogle få hundrede meter under oceanernes overflade findes store mængder næringsstoffer, som let kan pumpes op til overfladen, hvor der findes mest mulig lys (og ikke mangel på vand), og ved at udlægge og opdyrke 400 millioner Ha (et område på 2000 gange 2000 km) i oceanerne kan hele verdens befolkning forsynes med rigelig sund og velsmagende mad.

Hurra for det teknologiske fix

I de dele af verden, hvor vi har indrettes os politisk fornuftigt, lever de fleste mennesker allerede et komfortabelt materielt liv. Det skyldes i hovedsagen to teknologiske fix: opfindelsen af landbruget: et jæger/samler samfund kan kun føde nogle få millioner mennesker, og udnyttelsen af de fossile brændstoffer, som jo ikke er en pind værd, hvis de ligger i et hul i jorden. Vi skal være meget glade for de iderige mennesker, der har fundet på dette, og vi skal ønske os mere af samme skuffe. Jeg ved godt, at der er mange surmulende antiteknologer derude. Jeg håber ikke, at de får magt, som de har agt. Den bedste garanti for, at vi kan udbygge den materielle velfærd i vores del af verden og bringe samme velfærd til de fattige lande, er en rask udvikling af videnskab og teknologi.

[1] http://www.folkecenter.dk/plant-oil/publikation/raps_landbrug.htm
[2] En hestekraft er den kraft der er nødvendig for at løfte en masse på 75 kg 1 meter lodret op fra jordens overflade i løbet af 1 sekund = 735 W (http://da.wikipedia.org/wiki/Hestekraft )
[3] How Much Land Can Ten Billion People Spare for Nature? Paul E. Waggoner. http://www-formal.stanford.edu/jmc/nature/nature.html
[4] http://www.waterfootprint.org/?page=files/home
[5] http://en.wikipedia.org/wiki/Methane_hydrate
[6] http://news.bbc.co.uk/1/hi/sci/tech/6620909.stm

12 januar 2007

Naturen & miljøet i Danmark i år 2027

Klumme i Vand & Jord

Jeg er en af dem, der kan huske hvordan miljøet og naturen så ud da det gik skidt, og da miljøbevægelsen startede i slutningen af tresserne. Jeg tog mine første algeprøver i 1964 i Hvidkilde sø på vej til biologitimen på Svendborg Statsgymnasium. Sigtdybden har ikke været over 5 cm. I badeområdet ved Syltemade å på Sydfyn fik man sår og bylder, og ”flydere” var et almindeligt fænomen. Spildevandsfanen fra Lynetten kunne ses helt op til Helsingør og ørrederne kunne ikke slippe levende igennem Odense å. Hadsten Lilleå var blodrød af spildevand fra slagteriet og kemikalieaffald blev dumpet i klitterne.

Omtrent 100 år før i 1850’erne var miljøet i København endnu værre. Tusinder døde af indendørs luftforurening og vandbårne sygdomme bl.a. cholera og middellevetiden var under 30 år.

Miljøet og naturen i Danmark er åbenbart ved at få det bedre. Der er ingen grund til at tro, at det ikke bliver ved at gå sådan også i den øvrige del af verden. Og den kraftige teknologiske og økonomiske udvikling vil sikre, at det nærmest sker af sig selv, og uden store afsavn og overdrevne belastninger af andre samfundssektorer, som er fuldt så vigtige som miljøet.

Det vil ikke forhindre, at mange mennesker fortsat vil være meget bekymrede for verdens økologiske fremtid og i det mindste være sikre på, at ulykkerne ikke kan afværges uden, at det gør rigtig meget ondt. Men ok med det, masochister har det jo bedst, når de har det skidt.

Den historie jeg nu vil fortælle, er historien om, hvordan Danmarks natur & miljø kommer til at se ud i år 2027, som er udløbet for det absolut seneste tidspunkt, hvor vandrammedirektivet skal være overholdt i Europa.

Her er et talepapir til natur- & miljøministeren ved indvielsen af Ringkøbing / Skjern naturparken den 1/7-2027:

Som natur- og miljøminister er det en stor glæde for mig i dag at åbne Ringkøbing / Skjern Naturpark. Ikke blot er det lykkedes at fjerne alle kulturbetingede aktiviteter fra mere end 95 % af parken, men vi er ligeledes kommet igennem med at fjerne slusen ved Hvide Sande. Nu står Ringkøbing fjord i naturlig og dynamisk forbindelse med havet og saltvandet kan få lov at trænge mange kilometer op i Skjern åens opland. Vi har dermed genoprettet et enestående Europæisk naturområde, som folk forhåbentlig vil valfarte til fra hele verden.

Lad det være en trøst for Ringkøbing by, som i starten var noget ”spidse” over bogstaveligt talt at skulle dæmmes ind bag 2 meter høje diger for at kunne blive liggende ved den nye åbne fjord. Den mængde turister, der nu forventes at komme til byen, vil give et indtægtsgrundlag, der langt overstiger tidligere tiders fiskeri og landbrug. Selvfølgelig har det heller ikke været den rene idyl at få menneskene til at flytte bort fra den øvrige del af Skjern åens opland, men vi er blevet godt hjulpet af den stærkt voksende Megacity: Storkøbenhavn-rundt-om-Øresund, som har suget folk til sig fra hele verden inklusive de danske landområder, i kraft af sine tiltrækkende kulturaktiviteter, erhverv og uddannelser kombineret med smukke boliger og grønt bymiljø.

Ringkøbing by med sine nære omgivelser bliver porten til det 3000 km2 store opland til hele fjorden. I omegnen af byen bliver etableret aktivitetscentre og økoturistboliger, og herfra kan foretages ture til naturparkens åbne zoner. Den største del af naturparken bliver dog så vidt muligt holdt helt fri fra enhver menneskelig påvirkning. Kun naturparkens ansatte og mennesker med specielle forskningslicenser kan få adgang til de særligt beskyttede områder. Det er nu heller ikke her, man har specielt lyst til at holde familieskovtur, da der bliver etableret en rig bestand af vildsvin, bjørne, ulve og urokser. Alle dyrearter, som har et ganske usentimentalt forhold til mennesker.

Baggrunden for denne udvikling trækker spor tilbage til omkring 2010. I denne periode blev det uholdbart fortsat at bruge de åbne landområder som affaldsplads for gylle, og samtidig gjorde den teknologiske udvikling det muligt at etablere emissionsløse svinefarme, som udelukkende afleverer rent vand, slagtesvin og fosforholdige gødningspiller til omgivelserne. De nye svinefarme anbringes i vore dage ved Esbjerg og andre havnebyer, hvor det færdige produkt udskibes, og hvor foderet sejles ind fra de store marker i andre lande og på havet. På denne måde er det lykkedes de danske svineproducenter ikke at alene at følge med i den kraftige internationale markedsudvikling, men ligefrem at øge markedsandele, så vi nu kan imødese en dansk svineproduktion på 150 millioner svin om året.

Den kraftige udvikling af akvakulturerhvervet, som også er til stor gavn for Ringkøbing, har medført en mærkbar aflastning af dyrkningspresset på landjorden. I Nordsøen produceres millioner af tons fisk i åbent-vands havbrug bl.a. i tilknytning til udrangerede olieplatforme, og der dyrkes ligeledes muslinger og alger i store mængder direkte til menneskeføde og som foder til vanddyr og landdyr. Det massive fiskepres på Nordsøen er forsvundet – der fiskes kun rekreativt og efter specielle arter i små mængder – og den største del af Nordsøen er på vej mod den ønskede naturtilstand.

Natur- og miljøorganisationerne har fremmet denne dramatiske udvikling dels ved at forkaste symbolpolitikken om svinestop og havbrugsstop dels ved aktivt at lægge op til en kraftig teknologisk udvikling med resulterende afkobling af produktion fra miljøbelastning. Udviklingen har endvidere været godt hjulpet af, at der inden år 2010 på en af mine forgængere: Connie Hedegårds initiativ blev foretaget en gennemgribende ”reengineering” af de danske nationale natur- og miljøovervågningsprogrammer. De nye metoder gjorde, at der kunne stilles skarpt på årsag og virkning i miljødebatten. Spin og forkludring var ikke mere muligt, og effektive løsninger kom i fokus.

Klimaændringerne fik vi styr på i løbet af 10’erne. Vi fik sat mere nøjagtige tal på påvirkningerne og deres timing både nationalt og globalt og kunne derfor gennemføre de nødvendige tiltag i god ro og orden. Desuden viste det sig snart bl.a. på dansk initiativ, at vi kunne vinde meget tid ved Cequestrering (fjernelse og deponering af CO2 fra røggasser). Udviklingen af billige solceller gik stærkere end beregnet (organiske solceller males nu på tage, vægge og veje) og snart kunne vi begynde at dekommissionere 2. ordens solenergi (vindkraft). De sidste danske vindmøller placeret i synsafstand fra kysten blev fjernet allerede i 2023. 3. ordens solenergi (bølgekraft) fik aldrig et ben til jorden. Energi fortsætter den historiske udvikling mod at blive stadig mere rigeligt og stadigt billigere, derfor blev det hurtigt klart allerede omkring 2010, at planteproduktion alene med det formål at producere energi er alt for dyrt og for belastende for miljøet.

Udviklingen stopper ikke med denne park. I de næste 20 år regner vi med at åbne yderligere 5-10 nationale naturparker, så vi når op på et samlet areal på ca. 10.000 km2 på land: Hertil kommer store arealer med marine naturparker. På denne måde har vi skabt god plads både natur til og mennesker, og vi er blevet et åbenbart foregangsland i Europa med hensyn til opfyldelse af de relevante direktiver.

Sidst, men ikke mindst, det danske eksempel har demonstreret over for udviklingslandene, at den hurtigste vej til en god natur og et godt miljø går via en fri og hurtig økonomisk vækst i en åben globaliseret verden.

27 oktober 2006

Iltsvind & Drivhus

Business not as usual

På DHI efterlyser afdelingsleder Karl Iver Dahl-Madsen, der også er vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning, fremtidsscenarier, der bygger på teknologisk innovation. Han siger, at DMU's model for så vidt er udmærket, og deres resultater er i orden. Han bemærker samtidig, at ud over temperaturerne spiller også nedbøren og vindforholdene en stor rolle, og der er stor usikkerhed ved alle parametre.»Men rapporten er alligevel lidt uinteressant, fordi tingene ændrer sig. Man skulle lave et scenarium, hvor man så på, hvad der vil ske, hvis ingenting er "business as usual". Det er indlysende, at alle produktionsaktiviteter i løbet af de næste 100 år skal have afkoblet miljøbelastninger. Og det er for mig at se også indlysende, at landbrugets miljøbelastninger vil være langt, langt mindre om 100 år end i dag,« siger Karl-Ivar Dahl-Madsen.Han tilføjer, at business as usual-scenarierne er et af problemerne ved hele klimadiskussionen. Der findes ifølge ham alt for mange modelleringer af, hvordan verden ser ud om 100 år, hvis man ikke foretager sig noget. Men verden bliver ikke ved med at være, som den er. »Det virker som en ret nørdet teknologisk fremskrivning af tingene. Der sker dramatiske ændringer af vores måde af anvende teknologien på. Hvad nu hvis man lavede et scenarie, hvor man antog, at verden bliver ved med at ændre sig lige så meget, som den allerede har gjort det. Så har vi ikke de problemer om 100 år,« siger han.Også han er enig i, at både DMU's rapport og "Conwoy"-studiet lægger større pres på hele diskussionen om klima og landbrug og dermed også et vist pres på landbruget. Men samtidig siger han, at landbruget allerede er i fuld gang med at reducere miljøpåvirkningerne fra produktionen.»Og hvis den udvikling fortsætter, så er problemet væk, længe inden der er gået 100 år,« påpeger Dahl-Madsen.