En plan for Danmarks natur
En klumme i Vand & Jord, dec. 08
Kan man planlægge naturen? Den er åbenbart kaotisk, uberegnelig, somme tider farlig, ofte utrolig smuk, og ind i mellem ubekvem og ustyrlig.
Alligevel gør mange sig nu i forbindelse med regeringens plan for grøn vækst, vandrammedirektivet ophævelsen af braklægningsordningen tanker om hvordan, hvordan Danmarks areal skal fordeles, så der sikres plads til naturen.
Bl.a. har SF har vovet et øje og foreslået en naturplan for Danmark. Jeg synes, det er et rigtig godt initiativ. Fremtidens udfordringer for Danmarks natur & miljø kan kun løses, hvis det danske samfund bliver enige om, hvordan Danmarks areal skal fordeles mellem natur & kultur.
Inden jeg går over til at kommentere de enkelte elementer i SF’s plan, er jeg dog nødt til at anholde retorikken. Begrundelsen for planen er det rene jammer, hvor det hele bliver værre og værre. Det passer ikke. På den lange bane er der siden syttenhundredtallet, hvor Danmark var ved at blive til en ørken på grund af afskovning, sket en støt forøgelse af skovarealet fra nogle få procent til det nuværende niveau ca. 12 %
På den korte bane er der siden 70’erne sket en dramatisk forbedring af vandmiljøet. Både vandløb, søer og kystnære områder modtager nu meget mindre mængder af forurenende stoffer end tidligere og vi ser tydeligt, at det virker. Vi er slet ikke i mål endnu, men at fremstille det hele som en forværring er ikke rigtigt.
Jeg ved, at SF er i dialog med de fødevareproducerende erhverv: landbruget & vandbruget, men jeg savner en kvittering for den kæmpeindsats disse erhverv allerede har gjort for at forbedre miljøet. Dansk fødevareproduktion er uden diskussion blandt de mest miljøeffektive i verden. Siden 1990 har landbruget reduceret sit tab af kvælstof med knap 50 %. De danske dambrug har siden 70’erne evnet at reducere sin udledning af organisk stof 70 gange og sin udledning af kvælstof med en faktor 3 i forhold til den producerede mængde.
Det er endvidere urimeligt at sammenligne Danmark med lande som Albanien osv. Vi er et tæt befolket land, som med en meget høj miljøeffektivitet, forsyner 15 millioner mennesker om året med mad. De internationale sammenligninger SF refererer til er uden værdi, hvis de ikke relaterer miljø & natur situationen til befolkningstæthed og produktion.
Endelig vil jeg pege på at Danmark allerede har igangsat mange naturrestaureringsprojekter: Skjern å, Snæbelbevarelse etc. og at naturen derfor støt og roligt er ved at erobre mere plads.
Det centrale element i SF’s plan er angivelse af, hvor meget plads der skal afsættes til ”naturen”. SF foreslår at 35 % af Danmarks landareal og 10 % af Danmarks vandareal afsættes til vild natur og kulturlandskaber. De konkrete tal kan diskuteres, men princippet er godt.
Dansk Akvakultur har været med til at udforme en plan for havbrug i Danmark, som kan placeres i områder, der ikke er i konflikt med natur & miljø beskyttelsesinteresser. Vi ønsker en lignende lokaliseringsplan for landbaseret fiskeopdræt. Vi vil gerne opfordre vores kolleger i landbruget til på samme måde at udlægge områder i Danmark som bør friholdes fra landbrug og udpege andre områder, hvor landbruget kan drives moderne og effektivt både med hensyn til miljø og produktion.
Hvorfor lige 35 % og 10 %. Den rigtige fremgangsmåde må være at kortlægge hvilke områder på dansk vand & land, der i international forstand har en særlig betydning for naturen. Desuden er det vigtigt at udlagt store naturgeografisk sammenhængende områder, f.eks. hele vandløbsoplande. Områderne skal være udstrakte nok til, at der igen bliver plads til store planteædere og rovdyr som ulve & bjørne, hvilket kræver områder på tusindvis af kvadratkilometer.
SF foreslår at 1/10 af de 35 % skal være vild natur. Det forekommer underligt uambitiøst. Lysåbne kulturlandskaber er ikke natur, men en slag landskabsmuseer for en uddateret landbrugsproduktion. Det er rigtigt, at enge, overdrev, heder etc. giver plads til andre arter end i den vilde natur, men det er en menneskeskabt biodiversitet, som hverken er mere eller mindre værd, end den man finder i spændende villahaver i udkanten af de store byer. Der bør udlægges væsentligt større arealer til ”vild natur”.
I planen peges meget rigtigt på, at harmonikravet om, at en given animalsk produktion kun kan foregå, hvis der er jord nok tilknyttet ejendommen, er en vigtig forhindring for udvikling af ny teknologi. Nu bruges rigtig mange danske arealer som deponier for affald fra den animalske produktion, hvilket ligeledes har medført kraftige stigninger i jordprisen. Det jordløse svinebrug ligger lige om hjørnet, hvis der indføres klassiske biologiske spildevandrensningsprincipper på området. I det hele taget forudsætter en gennemførelse af en ”natur- og miljøplan” for Danmark systematisk og effektiv indførelse af ny teknologi. Her savner jeg en klar melding fra SF om anvendelse af GMO’er, som alle fagfolk ved vil kunne mindske fødevareproduktionens økologiske fodaftryk dramatisk.
I forbindelse med lancering af planen har der været noget ”fnidder” om finansiering. Ja, naturligvis skal der opstilles en realistisk finansieringsplan, og jeg vil gerne pege på tre elementer. Den første er overgangsfasens længde. Det betyder naturligvis meget for de årlige udgifter hvor hurtigt planen føres ud i livet, og da der ikke er noget hastværk, kan planen tilpasses de økonomiske muligheder. Det andet element er afkoblingen af den animalske produktion fra jord tilliggendet. Det vil medføre at de danske dyreproducenter kan producere udelukkende i forhold til markedets behov og måske derved flerdoble sin produktion (50 millioner svin om året?) med tilhørende meget store velfærdsøkonomiske gevinster for det danske samfund. Som tredje element vil jeg pege på, at mange erfaringer viser at indtjeningen pr. arealenhed på naturområder fra rekreation, oplevelser og turister er mindst lige så store som fra traditionel planteproduktion.
Regeringen vil gerne lave en ambitiøs plan for grøn vækst. En sådan plan kommer ikke uden om at forholde sig til hvordan de danske land- og vandarealer skal fordeles mellem natur & kultur. SF’ har lavet et godt indspark til den diskussion. Det ville være fint hvis politikere, erhverv og NGO’er nu kunne indgå med åbent sind i en konstruktiv dialog om fremtidens natur i Danmark.
Kan man planlægge naturen? Den er åbenbart kaotisk, uberegnelig, somme tider farlig, ofte utrolig smuk, og ind i mellem ubekvem og ustyrlig.
Alligevel gør mange sig nu i forbindelse med regeringens plan for grøn vækst, vandrammedirektivet ophævelsen af braklægningsordningen tanker om hvordan, hvordan Danmarks areal skal fordeles, så der sikres plads til naturen.
Bl.a. har SF har vovet et øje og foreslået en naturplan for Danmark. Jeg synes, det er et rigtig godt initiativ. Fremtidens udfordringer for Danmarks natur & miljø kan kun løses, hvis det danske samfund bliver enige om, hvordan Danmarks areal skal fordeles mellem natur & kultur.
Inden jeg går over til at kommentere de enkelte elementer i SF’s plan, er jeg dog nødt til at anholde retorikken. Begrundelsen for planen er det rene jammer, hvor det hele bliver værre og værre. Det passer ikke. På den lange bane er der siden syttenhundredtallet, hvor Danmark var ved at blive til en ørken på grund af afskovning, sket en støt forøgelse af skovarealet fra nogle få procent til det nuværende niveau ca. 12 %
På den korte bane er der siden 70’erne sket en dramatisk forbedring af vandmiljøet. Både vandløb, søer og kystnære områder modtager nu meget mindre mængder af forurenende stoffer end tidligere og vi ser tydeligt, at det virker. Vi er slet ikke i mål endnu, men at fremstille det hele som en forværring er ikke rigtigt.
Jeg ved, at SF er i dialog med de fødevareproducerende erhverv: landbruget & vandbruget, men jeg savner en kvittering for den kæmpeindsats disse erhverv allerede har gjort for at forbedre miljøet. Dansk fødevareproduktion er uden diskussion blandt de mest miljøeffektive i verden. Siden 1990 har landbruget reduceret sit tab af kvælstof med knap 50 %. De danske dambrug har siden 70’erne evnet at reducere sin udledning af organisk stof 70 gange og sin udledning af kvælstof med en faktor 3 i forhold til den producerede mængde.
Det er endvidere urimeligt at sammenligne Danmark med lande som Albanien osv. Vi er et tæt befolket land, som med en meget høj miljøeffektivitet, forsyner 15 millioner mennesker om året med mad. De internationale sammenligninger SF refererer til er uden værdi, hvis de ikke relaterer miljø & natur situationen til befolkningstæthed og produktion.
Endelig vil jeg pege på at Danmark allerede har igangsat mange naturrestaureringsprojekter: Skjern å, Snæbelbevarelse etc. og at naturen derfor støt og roligt er ved at erobre mere plads.
Det centrale element i SF’s plan er angivelse af, hvor meget plads der skal afsættes til ”naturen”. SF foreslår at 35 % af Danmarks landareal og 10 % af Danmarks vandareal afsættes til vild natur og kulturlandskaber. De konkrete tal kan diskuteres, men princippet er godt.
Dansk Akvakultur har været med til at udforme en plan for havbrug i Danmark, som kan placeres i områder, der ikke er i konflikt med natur & miljø beskyttelsesinteresser. Vi ønsker en lignende lokaliseringsplan for landbaseret fiskeopdræt. Vi vil gerne opfordre vores kolleger i landbruget til på samme måde at udlægge områder i Danmark som bør friholdes fra landbrug og udpege andre områder, hvor landbruget kan drives moderne og effektivt både med hensyn til miljø og produktion.
Hvorfor lige 35 % og 10 %. Den rigtige fremgangsmåde må være at kortlægge hvilke områder på dansk vand & land, der i international forstand har en særlig betydning for naturen. Desuden er det vigtigt at udlagt store naturgeografisk sammenhængende områder, f.eks. hele vandløbsoplande. Områderne skal være udstrakte nok til, at der igen bliver plads til store planteædere og rovdyr som ulve & bjørne, hvilket kræver områder på tusindvis af kvadratkilometer.
SF foreslår at 1/10 af de 35 % skal være vild natur. Det forekommer underligt uambitiøst. Lysåbne kulturlandskaber er ikke natur, men en slag landskabsmuseer for en uddateret landbrugsproduktion. Det er rigtigt, at enge, overdrev, heder etc. giver plads til andre arter end i den vilde natur, men det er en menneskeskabt biodiversitet, som hverken er mere eller mindre værd, end den man finder i spændende villahaver i udkanten af de store byer. Der bør udlægges væsentligt større arealer til ”vild natur”.
I planen peges meget rigtigt på, at harmonikravet om, at en given animalsk produktion kun kan foregå, hvis der er jord nok tilknyttet ejendommen, er en vigtig forhindring for udvikling af ny teknologi. Nu bruges rigtig mange danske arealer som deponier for affald fra den animalske produktion, hvilket ligeledes har medført kraftige stigninger i jordprisen. Det jordløse svinebrug ligger lige om hjørnet, hvis der indføres klassiske biologiske spildevandrensningsprincipper på området. I det hele taget forudsætter en gennemførelse af en ”natur- og miljøplan” for Danmark systematisk og effektiv indførelse af ny teknologi. Her savner jeg en klar melding fra SF om anvendelse af GMO’er, som alle fagfolk ved vil kunne mindske fødevareproduktionens økologiske fodaftryk dramatisk.
I forbindelse med lancering af planen har der været noget ”fnidder” om finansiering. Ja, naturligvis skal der opstilles en realistisk finansieringsplan, og jeg vil gerne pege på tre elementer. Den første er overgangsfasens længde. Det betyder naturligvis meget for de årlige udgifter hvor hurtigt planen føres ud i livet, og da der ikke er noget hastværk, kan planen tilpasses de økonomiske muligheder. Det andet element er afkoblingen af den animalske produktion fra jord tilliggendet. Det vil medføre at de danske dyreproducenter kan producere udelukkende i forhold til markedets behov og måske derved flerdoble sin produktion (50 millioner svin om året?) med tilhørende meget store velfærdsøkonomiske gevinster for det danske samfund. Som tredje element vil jeg pege på, at mange erfaringer viser at indtjeningen pr. arealenhed på naturområder fra rekreation, oplevelser og turister er mindst lige så store som fra traditionel planteproduktion.
Regeringen vil gerne lave en ambitiøs plan for grøn vækst. En sådan plan kommer ikke uden om at forholde sig til hvordan de danske land- og vandarealer skal fordeles mellem natur & kultur. SF’ har lavet et godt indspark til den diskussion. Det ville være fint hvis politikere, erhverv og NGO’er nu kunne indgå med åbent sind i en konstruktiv dialog om fremtidens natur i Danmark.
Kommentarer