Faste forbindelser - forspildte muligheder
Klumme i Vand & Jord
I disse år investerer det danske samfund mellem 50 og 100 mia. kr. i faste forbindelser over Storebælt, Øresund og snart også Fehmern Bælt. Det er mit hovedsynspunkt, at man for en beskeden merinvestering kunne opnå en meget stærk forbedring af de erhvervs- og natur/miljømæssige forhold i Østersøen, men at man ikke har ønsket at gøre dette, fordi man har hængt sig fast i et misforstået miljøneutralitetsbegreb.
Beslutningerne om de faste forbindelser er vedtaget af et meget stort flertal i folketinget, men samtidig har der i befolkningen været kraftig modstand mod disse beslutninger. Desværre har politikerne ikke haft mod- og mandshjerte til at stå ved deres beslutninger og sige højt og tydeligt, at det gavner samfundet, at de faste forbindelser bygges, og at de, der mener noget andet, må stemme på partier, der er bromodstandere. I stedet har man løjet, fortiet og fordrejet de reelle forhold omkring byggerierne. Man har opskruet forventningerne til broernes økonomi, samtidig med, at der planlægges broafgifter, som gør det for dyrt at køre over. Og man har prøvet at overgå hinanden i at skaffe miljøstemmer ved at lefle for miljøneutralitet.
F.eks. forlanger politikerne en såkaldt "matematisk nulløsning" i forbindelse med påvirkning af vandgennemstrømningen mellem Østersøen og Kattegat. (En matematisk nulløsning er i rådgiverhenseende et meget interessant projekt, som gør det muligt at lave endeløse beregninger med avancerede matematiske modeller, uden det er muligt nogensinde i praksis at konstatere, om de regner rigtigt.)
Nulløsninger er udtryk for et forkvaklet natursyn. Naturen er ikke miljøneutral. Den forandrer sig hele tiden. Inden for de sidste 100.000 år har Østersøen været en ferskvandssø. Lige som den i perioder har været mere salt end nu.
Det er ingen naturlov, at Østersøen altid skal have lige netop den tilfældige kombination af ferskvands- og saltvandstilstrømning, der er givet i 1990'erne. Selv om vi ved at lave kompensationsudgravninger sikrer en nulløsning på dette område, vil Østersøens saltholdighed alligevel ændre sig. F.eks. sker den en naturlig landhævning i sund/bælt området, som over tid vil kræve supplerende udgravninger for at holde åbningen på et "unaturligt" stort niveau. Endvidere har dyrkningsforholdene i oplandet til -Østersøen stor betydning for den resulterende ferskvandstilstrømning og dermed saltbalancen for Østersøen.
Det er helt ufrugtbart at diskutere, hvordan man fastholder Østersøens saltholdighed og opblandingsforhold på et bestemt tilfældigt 1990 niveau, og det er politikerøkologi at ofre mange penge på kompensationsudgravninger (som iøvrigt er miljøbelastende) uden at have andet mål end den såkaldte miljøneutralitet.
En rationel vurdering af de supplerende tiltag i tilknytning til de faste forbindelser burde baseres på diskussion af de ønsker, vi som mennesker har til Østersøens funktion som erhvervsområde, rekreativt vandområde og i miljø/naturhenseende.
I denne sammenhæng kan det godt tænkes, at vi vil ønske at styre Østersøens tilstand og saltholdighed på et ganske bestemt niveau, men så ville det være forårsaget af, at vi som mennesker har nogen bestemte erhvervsmæssige og natur/miljømæssige interesser, vi ønsker fremmet, og ikke i et diffust ønske om miljøneutralitet.
Hvis vi ser på hele spektret af handlemuligheder, kan vi starte med at nævne Østersøen som ferskvandssø. Det blev, så vidt jeg husker, første gang foreslået af den tidligere vandværksdirektør Andrup i Odense. Jeg går ikke personlig ind for den, jeg synes et brakvandshav er interessantere i de fleste henseender. Men det er dog i disse tider med diskussioner om vandbesparelser værd at bemærke, at der årligt løber ferskvand ud af Østersøen svarende til 5-10 milliarder menneskers forbrug!
I den anden ende af spektret er der muligheden for at åbne meget mere op for saltvandstilførslen ved at grave renderne i bælterne dybere. Det vil sandsynligvis give bedre iltforhold og sikre en rigere og mere stabil oceanisk fauna i de centrale dele af Østersøen. Det vil ikke give lavere eutrofieringsniveau, da Østersøen, i modsætning til den almindelige opfattelse, er mere kvælstoffattig end Kattegat og Nordsøen. Så en åbning mod oceanet vil give større næringsrigelighed, men muligvis også større fiskemængder. Endvidere vil denne løsning forbedre forholdene for skibstrafikken, herunder give større sikkerhed imod grundstødninger og dermed miljøuheld.
I midten af den spektret er der mulighed for at bevare Østersøens egenart, men styret på en sådan måde, at det erhvervsmæssige udbytte maximeres og de miljø/naturmæssige ulemper minimeres.
Det er karakteristisk for Østersøen, at den er et brakvandshav med en udpræget haloklin, og at saltvandsindstrømningen svinger kolossalt meget og helt tilfældigt som vinden blæser. Nogle år er der ingen saltvandsindstrømninger overhovedet. I andre år er der saltvandsindstrømninger på 100 km3. Den lave saltholdighed i kombination med de tilfældige svingninger gør det meget svært for en rig fauna og flora at udvikle sig og sætte sig fast, ligesom de interessante konsumfisk (især torsk) rekrutteres tilfældigt med heraf følgende store svingninger i fiskernes erhvervsgrundlag.
Det er en nærliggende mulighed at stoppe svingningerne i saltholdigheden ved at opstille et ventilsystem i sund- og bæltområdet og så lade saltvandsindstrømningen styre af saltholdigheden (og ilten) i den centrale Østersø. Den løsning vil give en rigere og mere stabil fauna og bedre iltforholdene. Der er imidlertid den hage ved denne løsning, at den vil give blåhvillinger for gode konkurrencemuligheder på bekostning af torsken, og vi fiskespisere vil hellere have torsk end blåhvillinger.
Ved at styre saltholdigheden, så den bliver periodisk svingende kan torsken fremmes i forhold til blåhvillingen. Torskefangsten svinger i øvrigt fra 0 helt op til 400.000 t/år. Hvis styringsystemet kan øge den gennemsnitlige torskefangst med 100.000 t/år, er der en ekstra indtægt for det primære konsumfiskeri på ca. 1 mia.kr./år til at forrente og afskrive investeringer i ventiler og styringsanlæg.
Jeg ved da godt, at en vigtig baggrund for at vælge en såkaldt miljøneutral løsning er, at alle andre muligheder åbner op for en Pandoras æske af interessekonflikter mellem de lande, der ligger i oplandet til Østersøen. Sådanne interessekonflikter findes imidlertid allerede f.eks. på belastnings- og fiskeriområdet, og det kunne da være, at det blev nemmere at blive enige om kagens deling, hvis man ved hjælp af nogle snilde indgreb i Østersøens munding kunne gøre kagen større og mere stabil.
I disse år investerer det danske samfund mellem 50 og 100 mia. kr. i faste forbindelser over Storebælt, Øresund og snart også Fehmern Bælt. Det er mit hovedsynspunkt, at man for en beskeden merinvestering kunne opnå en meget stærk forbedring af de erhvervs- og natur/miljømæssige forhold i Østersøen, men at man ikke har ønsket at gøre dette, fordi man har hængt sig fast i et misforstået miljøneutralitetsbegreb.
Beslutningerne om de faste forbindelser er vedtaget af et meget stort flertal i folketinget, men samtidig har der i befolkningen været kraftig modstand mod disse beslutninger. Desværre har politikerne ikke haft mod- og mandshjerte til at stå ved deres beslutninger og sige højt og tydeligt, at det gavner samfundet, at de faste forbindelser bygges, og at de, der mener noget andet, må stemme på partier, der er bromodstandere. I stedet har man løjet, fortiet og fordrejet de reelle forhold omkring byggerierne. Man har opskruet forventningerne til broernes økonomi, samtidig med, at der planlægges broafgifter, som gør det for dyrt at køre over. Og man har prøvet at overgå hinanden i at skaffe miljøstemmer ved at lefle for miljøneutralitet.
F.eks. forlanger politikerne en såkaldt "matematisk nulløsning" i forbindelse med påvirkning af vandgennemstrømningen mellem Østersøen og Kattegat. (En matematisk nulløsning er i rådgiverhenseende et meget interessant projekt, som gør det muligt at lave endeløse beregninger med avancerede matematiske modeller, uden det er muligt nogensinde i praksis at konstatere, om de regner rigtigt.)
Nulløsninger er udtryk for et forkvaklet natursyn. Naturen er ikke miljøneutral. Den forandrer sig hele tiden. Inden for de sidste 100.000 år har Østersøen været en ferskvandssø. Lige som den i perioder har været mere salt end nu.
Det er ingen naturlov, at Østersøen altid skal have lige netop den tilfældige kombination af ferskvands- og saltvandstilstrømning, der er givet i 1990'erne. Selv om vi ved at lave kompensationsudgravninger sikrer en nulløsning på dette område, vil Østersøens saltholdighed alligevel ændre sig. F.eks. sker den en naturlig landhævning i sund/bælt området, som over tid vil kræve supplerende udgravninger for at holde åbningen på et "unaturligt" stort niveau. Endvidere har dyrkningsforholdene i oplandet til -Østersøen stor betydning for den resulterende ferskvandstilstrømning og dermed saltbalancen for Østersøen.
Det er helt ufrugtbart at diskutere, hvordan man fastholder Østersøens saltholdighed og opblandingsforhold på et bestemt tilfældigt 1990 niveau, og det er politikerøkologi at ofre mange penge på kompensationsudgravninger (som iøvrigt er miljøbelastende) uden at have andet mål end den såkaldte miljøneutralitet.
En rationel vurdering af de supplerende tiltag i tilknytning til de faste forbindelser burde baseres på diskussion af de ønsker, vi som mennesker har til Østersøens funktion som erhvervsområde, rekreativt vandområde og i miljø/naturhenseende.
I denne sammenhæng kan det godt tænkes, at vi vil ønske at styre Østersøens tilstand og saltholdighed på et ganske bestemt niveau, men så ville det være forårsaget af, at vi som mennesker har nogen bestemte erhvervsmæssige og natur/miljømæssige interesser, vi ønsker fremmet, og ikke i et diffust ønske om miljøneutralitet.
Hvis vi ser på hele spektret af handlemuligheder, kan vi starte med at nævne Østersøen som ferskvandssø. Det blev, så vidt jeg husker, første gang foreslået af den tidligere vandværksdirektør Andrup i Odense. Jeg går ikke personlig ind for den, jeg synes et brakvandshav er interessantere i de fleste henseender. Men det er dog i disse tider med diskussioner om vandbesparelser værd at bemærke, at der årligt løber ferskvand ud af Østersøen svarende til 5-10 milliarder menneskers forbrug!
I den anden ende af spektret er der muligheden for at åbne meget mere op for saltvandstilførslen ved at grave renderne i bælterne dybere. Det vil sandsynligvis give bedre iltforhold og sikre en rigere og mere stabil oceanisk fauna i de centrale dele af Østersøen. Det vil ikke give lavere eutrofieringsniveau, da Østersøen, i modsætning til den almindelige opfattelse, er mere kvælstoffattig end Kattegat og Nordsøen. Så en åbning mod oceanet vil give større næringsrigelighed, men muligvis også større fiskemængder. Endvidere vil denne løsning forbedre forholdene for skibstrafikken, herunder give større sikkerhed imod grundstødninger og dermed miljøuheld.
I midten af den spektret er der mulighed for at bevare Østersøens egenart, men styret på en sådan måde, at det erhvervsmæssige udbytte maximeres og de miljø/naturmæssige ulemper minimeres.
Det er karakteristisk for Østersøen, at den er et brakvandshav med en udpræget haloklin, og at saltvandsindstrømningen svinger kolossalt meget og helt tilfældigt som vinden blæser. Nogle år er der ingen saltvandsindstrømninger overhovedet. I andre år er der saltvandsindstrømninger på 100 km3. Den lave saltholdighed i kombination med de tilfældige svingninger gør det meget svært for en rig fauna og flora at udvikle sig og sætte sig fast, ligesom de interessante konsumfisk (især torsk) rekrutteres tilfældigt med heraf følgende store svingninger i fiskernes erhvervsgrundlag.
Det er en nærliggende mulighed at stoppe svingningerne i saltholdigheden ved at opstille et ventilsystem i sund- og bæltområdet og så lade saltvandsindstrømningen styre af saltholdigheden (og ilten) i den centrale Østersø. Den løsning vil give en rigere og mere stabil fauna og bedre iltforholdene. Der er imidlertid den hage ved denne løsning, at den vil give blåhvillinger for gode konkurrencemuligheder på bekostning af torsken, og vi fiskespisere vil hellere have torsk end blåhvillinger.
Ved at styre saltholdigheden, så den bliver periodisk svingende kan torsken fremmes i forhold til blåhvillingen. Torskefangsten svinger i øvrigt fra 0 helt op til 400.000 t/år. Hvis styringsystemet kan øge den gennemsnitlige torskefangst med 100.000 t/år, er der en ekstra indtægt for det primære konsumfiskeri på ca. 1 mia.kr./år til at forrente og afskrive investeringer i ventiler og styringsanlæg.
Jeg ved da godt, at en vigtig baggrund for at vælge en såkaldt miljøneutral løsning er, at alle andre muligheder åbner op for en Pandoras æske af interessekonflikter mellem de lande, der ligger i oplandet til Østersøen. Sådanne interessekonflikter findes imidlertid allerede f.eks. på belastnings- og fiskeriområdet, og det kunne da være, at det blev nemmere at blive enige om kagens deling, hvis man ved hjælp af nogle snilde indgreb i Østersøens munding kunne gøre kagen større og mere stabil.
Kommentarer