Inde: Økologisk vandforvaltning, Ude: Kloakering og spildevandsrensning
Klumme i Vand & Jord
Det er dumt at bruge vand af drikkevandskvalitet til at skylle toiletter med! Men vi gør det alligevel af mange gode (og mindre gode) grunde. Jeg har i andre sammenhænge kritiseret vandmiljøplanen for i alt for ringe grad at være fagligt baseret: den lægger vægt på fosforfjernelse i det marine miljø, hvor fosfor ingen effekt har, og den bruger de fleste af ressourcerne på at angribe de mindste kilder (byer vs. landbrug). Men i grunden forekommer det mig, at det største problem ved vandmiljøplanens stærke vægtning af rensningsanlæg er, at den fastlåser vores vandplanlægning i en tilstand med alt for stor vægt på kloakering og spildevandsrensning.
Hvad gør vi nu?
Det er meget tvivlsomt om drikkevand og kloakker er en hensigtsmæssig måde at transportere findelt og opløst affald på, og det er helt sikkert, at spildevandsrensning er en nødløsning, som skaber flere forureningsproblemer end den afhjælper.
Ved spildevandsrensningen overføres nogle stoffer fra en fase/tilstandsform til en anden ved anvendelse af kemikalier og energi. Restprodukterne er renset vand, gasser (bl.a. CO2) og slam. Den samlede sum af forurening er større efter rensningsprocessen end før! Renseanlæg fylder i øvrigt meget, lugter og er ubehagelige (farlige) at arbejde på. Hvis renseanlæg var et nyt kemikalie ville anvendelsen blive forbudt.
Kloakker var nødvendige i gamle dage, hvor spildevand og drikkevand blev blandet sammen i en uhygiejnisk suppe, og hvor de vandbårne sygdomme huserede. Nu er er kloakkerne uhensigtsmæssige og bør reduceres i omfang og så vidt muligt afskaffes.
I de store byer føres krig mod vandet (et udmærket udtryk som er lanceret af Dansk Naturfredningsforening). Hver gang, der falder en dråbe vand på byens overflade, gælder det om hurtigst muligt at få den transporteret til havs gennem kloaksystemet. Det giver det selvfølgelige problem, at der ikke er kapacitet nok i kloakkerne til at opfange store regnskyl og derfor opstår overløb med de tilhørende forureningsproblemer, ligesom rensningsanlæggene overbelastes og renser dårligere i disse perioder. Men det giver endvidere det problem, at byerne kun i meget beskedent omfang er i stand til at forsyne sig selv med vand og må hente vandet fra oplandet, hvorved de ferske recipienter udtørres. I byen selv er der heller ikke noget vand til de ferske recipienter. Søerne har for lang opholdstid til at kunne skylle fosforet ud, og vandløbene fungerer som cykelstier om sommeren.
Kloakker kan ikke holdes tætte, og derfor virker kloakkerne i tørre perioder som (afværge)dræn for byområderne, og i våde perioder belaster de jord- og grundvand med store mængder forurenende stoffer. I hovedstadsområdet belastes kloaksystemet med ca. 125 mio. m3/år, heraf er 25 mio. m3/år direkte regnafledning og 40 mio. m3/år nettoindsivning, dvs. at kun 60mio. m3/år (under halvdelen) er egentligt spildevand fra husholdning og industri.
Vi bruger alle med fornøjelse de politisk korrekte signalord: miljøstyring og renere teknologi. Og vi er sikre på, at det er sagen, når det gælder virksomheders miljøforhold. Vi vil aldrig kræve spildevandsrensning som et primært tiltag fra en virksomhed, men gå ind og se på mulighederne for nye produktionsprocesser og for genanvendelse af stof og vand, og kun som en del i en sådan overordnet strategi ville vi inkludere rensningstekniske virkemidler.
Men sådan gør vi ikke på det samfundsmæssige niveau. For bysamfundet som virksomhed accepterer vi uden videre en engangsstrøm af stof og vand igennem byen uden genanvendelse og med hele vægten lagt på det energiforbrugende rensningstekniske fix.
Men hvad skal vi så gøre i stedet for?
Der skal spares på vandet. Det sker allerede i et stort omfang. Og det vil nok være muligt med klassiske sparemidler at reducere vandforbruget med 20-25%. I parentes bemærket vil det gøre kloaksituationen endnu mere absurd, idet derved kun en tredjedel af det vand, der løber i kloakkerne, efterhånden vil være spildevand.
Tagvand skal genanvendes. På Storkøbenhavns tage falder i middel pr. år 10 mio. m3 regnvand. Ved at anvende dette (til toiletskyl og vask) vil det være muligt at tage toppen af overbelastningen af kloaksystemet og spare 1/6 af drikkevandsforbruget.
Tagvand og gråt spildevand nedsives. I parcelhusområderne vil det allerede være muligt med enkle tiltag at foretage en nedsivning af alt regnvand og evt. grå spildevandstyper. Således at spildevandsmængden fra disse områder mere end halveres. En massiv nedsivning i grundvandsområderne vil forøge grundvandsdannelsen og dermed gennemskylningen af grundvand, vandløb og søer. Det er kun en forældet lovgivning kombineret med en usmidig administration af samme, der forhindrer en kraftig indsats på dette område.
I nogle af Københavns omegnskommuner f.eks. Gentofte sker der nu det absurde, at det fine vand fra skov- og parkområder ledes til kloak.
Befæstede arealer brydes op. Det vand, der falder på befæstede arealer, skal så vidt muligt ikke have lov at komme i kloakkerne. De befæstede arealer må brydes op og/eller vandet må løbe af til grøfter, damme og nedsivningsanlæg. I Københavnsområdet er der ca. 15 mio. m3/år at hente til grundvand og ferskvand.
Nu må det siges: Væk med WC'et. WC'ets tid er forbi. Det er absurd at skylle ud med 10 liter vand af drikkevandskvalitet. Der findes allerede nu tekniske muligheder for at afskaffe WC'et. Og ved anvendelsen af blot en brøkdel af den menneskelige fantasi og energi, der nu bruges til at lave rensetekniske løsninger, kan det nok lade sig gøre at udforme et nyt slags toilet, som selv en dronning vil være tilfreds med. Den store fordel ved dette tiltag er udover vandbesparelsen, at det giver mulighed for at genanvende en meget stor del af kvælstoffet, som jo nu for 90% vedkommende denitrificeres i det traditionelle kloak/rensesystem.
Renovering af kloakker. I et eller andet omfang bliver der nok stadig brug for kloakker?! Men de der bliver tilbage må tvingende nødvendigt renoveres, så de er tætte og dimensioneret til kun at tage det egentlige spildevand, som kommer i en mere jævn strøm. Her taler vi om en reduktion til en kapacitet på måske 10-20 % af den nuværende.
Men er der penge til det?
Jeg kan jo starte denne diskussion med at spørge: Siden hvornår har penge været en problemstilling i vandmiljøsammenhæng? Hvis det var mest miljø for pengene, man ville have, ville man da aldrig have lagt så meget vægt på spildevandsrensning i vandmiljøplanen. Nå spøg til side. Sagligheden skal stadig have plads ved bordet og der skal være penge til stede og løsningen skal helst være billigere end andre.
Der er mange penge til disse tiltag. Det er vurderet, at en gennemgribende renovation af kloaksystemet i Danmark i dets traditionelle form vil kræve beløb i klassen fra 50-100 mia. kr. Dertil kommer beløbene til spildevandsrensning, hvoraf især driftsudgifterne (til energi) vejer tungt på langt sigt. I øvrigt er der tale om store pengestrømme: Med en vandpris på 20-25 kr/m3 løber der alene i Københavnsområdet ferskvand for over en milliard kr./år i Øresund.
Min pointe er man skal flytte disse beløb over til den økologiske baserede vandplanlægning og de heraf afledte tiltag. Derved kan man få en billigere og bedre løsning end den traditionelle. Og jeg vil slutte med at opfordre til, at der gennemføres en udredning om disse forhold for de store byer i Danmark.
Det er dumt at bruge vand af drikkevandskvalitet til at skylle toiletter med! Men vi gør det alligevel af mange gode (og mindre gode) grunde. Jeg har i andre sammenhænge kritiseret vandmiljøplanen for i alt for ringe grad at være fagligt baseret: den lægger vægt på fosforfjernelse i det marine miljø, hvor fosfor ingen effekt har, og den bruger de fleste af ressourcerne på at angribe de mindste kilder (byer vs. landbrug). Men i grunden forekommer det mig, at det største problem ved vandmiljøplanens stærke vægtning af rensningsanlæg er, at den fastlåser vores vandplanlægning i en tilstand med alt for stor vægt på kloakering og spildevandsrensning.
Hvad gør vi nu?
Det er meget tvivlsomt om drikkevand og kloakker er en hensigtsmæssig måde at transportere findelt og opløst affald på, og det er helt sikkert, at spildevandsrensning er en nødløsning, som skaber flere forureningsproblemer end den afhjælper.
Ved spildevandsrensningen overføres nogle stoffer fra en fase/tilstandsform til en anden ved anvendelse af kemikalier og energi. Restprodukterne er renset vand, gasser (bl.a. CO2) og slam. Den samlede sum af forurening er større efter rensningsprocessen end før! Renseanlæg fylder i øvrigt meget, lugter og er ubehagelige (farlige) at arbejde på. Hvis renseanlæg var et nyt kemikalie ville anvendelsen blive forbudt.
Kloakker var nødvendige i gamle dage, hvor spildevand og drikkevand blev blandet sammen i en uhygiejnisk suppe, og hvor de vandbårne sygdomme huserede. Nu er er kloakkerne uhensigtsmæssige og bør reduceres i omfang og så vidt muligt afskaffes.
I de store byer føres krig mod vandet (et udmærket udtryk som er lanceret af Dansk Naturfredningsforening). Hver gang, der falder en dråbe vand på byens overflade, gælder det om hurtigst muligt at få den transporteret til havs gennem kloaksystemet. Det giver det selvfølgelige problem, at der ikke er kapacitet nok i kloakkerne til at opfange store regnskyl og derfor opstår overløb med de tilhørende forureningsproblemer, ligesom rensningsanlæggene overbelastes og renser dårligere i disse perioder. Men det giver endvidere det problem, at byerne kun i meget beskedent omfang er i stand til at forsyne sig selv med vand og må hente vandet fra oplandet, hvorved de ferske recipienter udtørres. I byen selv er der heller ikke noget vand til de ferske recipienter. Søerne har for lang opholdstid til at kunne skylle fosforet ud, og vandløbene fungerer som cykelstier om sommeren.
Kloakker kan ikke holdes tætte, og derfor virker kloakkerne i tørre perioder som (afværge)dræn for byområderne, og i våde perioder belaster de jord- og grundvand med store mængder forurenende stoffer. I hovedstadsområdet belastes kloaksystemet med ca. 125 mio. m3/år, heraf er 25 mio. m3/år direkte regnafledning og 40 mio. m3/år nettoindsivning, dvs. at kun 60mio. m3/år (under halvdelen) er egentligt spildevand fra husholdning og industri.
Vi bruger alle med fornøjelse de politisk korrekte signalord: miljøstyring og renere teknologi. Og vi er sikre på, at det er sagen, når det gælder virksomheders miljøforhold. Vi vil aldrig kræve spildevandsrensning som et primært tiltag fra en virksomhed, men gå ind og se på mulighederne for nye produktionsprocesser og for genanvendelse af stof og vand, og kun som en del i en sådan overordnet strategi ville vi inkludere rensningstekniske virkemidler.
Men sådan gør vi ikke på det samfundsmæssige niveau. For bysamfundet som virksomhed accepterer vi uden videre en engangsstrøm af stof og vand igennem byen uden genanvendelse og med hele vægten lagt på det energiforbrugende rensningstekniske fix.
Men hvad skal vi så gøre i stedet for?
Der skal spares på vandet. Det sker allerede i et stort omfang. Og det vil nok være muligt med klassiske sparemidler at reducere vandforbruget med 20-25%. I parentes bemærket vil det gøre kloaksituationen endnu mere absurd, idet derved kun en tredjedel af det vand, der løber i kloakkerne, efterhånden vil være spildevand.
Tagvand skal genanvendes. På Storkøbenhavns tage falder i middel pr. år 10 mio. m3 regnvand. Ved at anvende dette (til toiletskyl og vask) vil det være muligt at tage toppen af overbelastningen af kloaksystemet og spare 1/6 af drikkevandsforbruget.
Tagvand og gråt spildevand nedsives. I parcelhusområderne vil det allerede være muligt med enkle tiltag at foretage en nedsivning af alt regnvand og evt. grå spildevandstyper. Således at spildevandsmængden fra disse områder mere end halveres. En massiv nedsivning i grundvandsområderne vil forøge grundvandsdannelsen og dermed gennemskylningen af grundvand, vandløb og søer. Det er kun en forældet lovgivning kombineret med en usmidig administration af samme, der forhindrer en kraftig indsats på dette område.
I nogle af Københavns omegnskommuner f.eks. Gentofte sker der nu det absurde, at det fine vand fra skov- og parkområder ledes til kloak.
Befæstede arealer brydes op. Det vand, der falder på befæstede arealer, skal så vidt muligt ikke have lov at komme i kloakkerne. De befæstede arealer må brydes op og/eller vandet må løbe af til grøfter, damme og nedsivningsanlæg. I Københavnsområdet er der ca. 15 mio. m3/år at hente til grundvand og ferskvand.
Nu må det siges: Væk med WC'et. WC'ets tid er forbi. Det er absurd at skylle ud med 10 liter vand af drikkevandskvalitet. Der findes allerede nu tekniske muligheder for at afskaffe WC'et. Og ved anvendelsen af blot en brøkdel af den menneskelige fantasi og energi, der nu bruges til at lave rensetekniske løsninger, kan det nok lade sig gøre at udforme et nyt slags toilet, som selv en dronning vil være tilfreds med. Den store fordel ved dette tiltag er udover vandbesparelsen, at det giver mulighed for at genanvende en meget stor del af kvælstoffet, som jo nu for 90% vedkommende denitrificeres i det traditionelle kloak/rensesystem.
Renovering af kloakker. I et eller andet omfang bliver der nok stadig brug for kloakker?! Men de der bliver tilbage må tvingende nødvendigt renoveres, så de er tætte og dimensioneret til kun at tage det egentlige spildevand, som kommer i en mere jævn strøm. Her taler vi om en reduktion til en kapacitet på måske 10-20 % af den nuværende.
Men er der penge til det?
Jeg kan jo starte denne diskussion med at spørge: Siden hvornår har penge været en problemstilling i vandmiljøsammenhæng? Hvis det var mest miljø for pengene, man ville have, ville man da aldrig have lagt så meget vægt på spildevandsrensning i vandmiljøplanen. Nå spøg til side. Sagligheden skal stadig have plads ved bordet og der skal være penge til stede og løsningen skal helst være billigere end andre.
Der er mange penge til disse tiltag. Det er vurderet, at en gennemgribende renovation af kloaksystemet i Danmark i dets traditionelle form vil kræve beløb i klassen fra 50-100 mia. kr. Dertil kommer beløbene til spildevandsrensning, hvoraf især driftsudgifterne (til energi) vejer tungt på langt sigt. I øvrigt er der tale om store pengestrømme: Med en vandpris på 20-25 kr/m3 løber der alene i Københavnsområdet ferskvand for over en milliard kr./år i Øresund.
Min pointe er man skal flytte disse beløb over til den økologiske baserede vandplanlægning og de heraf afledte tiltag. Derved kan man få en billigere og bedre løsning end den traditionelle. Og jeg vil slutte med at opfordre til, at der gennemføres en udredning om disse forhold for de store byer i Danmark.
Kommentarer