Vækst uden grænser
En kronik der kom for sent
Til lykke til Bjørn Lomborg og hans studenter for et godt arbejde og en excellent kronik i Politiken om verdens tilstand. Det er godt, at vi stadig har en kritisk universitetslærerstand. Og det er også godt, at Politiken langt om længe tager dette vigtige emne op.
Fra min plads som universitetslærer på Asian Institute of Technology i Thailand, hvor jeg arbejder med udvikling, vækst og miljø, kan jeg til fulde bekræfte Bjørn Lomborgs oplysninger, som bl.a må være inspireret af den amerikanske økonom Julian L. Simons, arbejde. Verden har det meget bedre end sit rygte. Og det er egentlig forbløffende, at det alligevel er lykkedes at give befolkningen i Danmark det generelle indtryk, at verden får det stadig værre på miljø/ressourceområdet, selv om alle relevante kendsgerninger viser det modsatte. Dermed ikke sagt, at der ikke endnu er mange problemer især med alt for stor fattigdom. Men det vigtige er, at trenden er positiv, og at vi kender medicinen, som kan løse både fattigdoms- og miljøproblemer, nemlig en kraftig økonomisk vækst på baggrund af frie menneskers ret til selv at bestemme, hvem de vil stemme på og hvad de vil købe og producere.
At Klagen, som Bjørn Lomborg kalder det, er så udbredt som den er, kunne jo være lige meget, hvis vi i øvrigt i vores handlinger lod som ingen ting. Men desværre lader vi os jo påvirke af dommedagsprofetierne, og bruger derved mange kræfter på pseudoproblemer og har derfor færre kræfter til virkelige problemer. Vi løber, som Dronning Margrethe sagde i sin nytårstale, rundt som forskræmte flokdyr, hver gang nogen råber: ulven kommer.
Der er som nævnt i Lomborgs kronik masser af mad og vi kan sagtens brødføde både den nuværende og kommende verdensbefolkning, som nu ser ud til at flade ud omkring et niveau på ca. 11 milliarder. Kornproduktionen pr. arealenhed i verden er i gennemsnit knap 3 tons/ha, medens vi i Danmark, hvor vi kun høster en afgrøde om året, kan producere ca. 6 tons/ha. Og de fysiologiske grænser for ubegrænset plantevækst ligger op imod 50 tons/ha. Hvilket bl.a. ses af meget høje majsydelser (25 t/Ha) i enkelte lande, og rodfrugtydelser på op til 40 t/Ha. Der er således god mulighed for at fordoble verdensproduktionen af fødevarer uden at tage yderligere landbrugsarealer i brug. Tværtimod vil jeg gerne vove den påstand, at der i takt med, at vi bliver rigere og dygtigere til at producere mad, vil vi kunne tage mere og mere landbrugsareal ud af produktionen, og lægge det hen som rekreativt areal og naturområde. Det er en udvikling, der er i fuld gang i Europa, hvor landbrugsproduktionen simpelthen er for stor.
Når vi nu kan producere al den mad vi har brug for, hvorfor skal så se på billeder af sultende børn med opsvulmede maver på TV?
Det er der heller ingen tekniske, biologiske eller økologiske grunde til. Det er ren politik. Diktatur og planøkonomi giver sult og nød. Et godt eksempel er Kina. Under det store spring fremad og kulturrevolutionen døde omkring 30 millioner mennesker af sult i Kina. Så kom der åbenbart nogle fornuftige folk til magten og man oprettede markedsvilkår på madproduktionsområdet og siden den tid har bugnet Kina med mad. Et andet eksempel er Korea. De to Koreaer startede omtrent med samme udgangspunkt. Sydkorea fik et relativt demokratisk og markedsøkonomisk system og havde i det mindste indtil for nylig verdens 11-største økonomi. Nordkorea fik et planøkonomisk diktatur af værste personkult skuffe, og landet har nu ikke en gang råd til at brødføde sig selv.
Kendsgerningen er jo, at planøkonomi på madområdet, som på de fleste andre områder fungerer ufatteligt ringe. Det lyder umiddelbart meget socialt, at et samfund forsøger at holde fødevarepriserne lave, men hvad hjælper det, hvis der er så ikke er nogen varer at købe. Nej, den måde man skaffer mad nok på, er ved at lade landmanden tjene penge, så skal han (M/K) nok producere al den mad, der er marked for.
Den anden risiko ved planøkonomien er overproduktion som i EU med landbrugsvarer. Og overproduktionen af mad fører i nogen tilfælde til excesser med hensyn til forbrug af gødning og pesticider og for hårdt drevne systemer. Det bedste, der kunne ske for det europæiske miljø, ville være at udsætte de europæiske landmand for konkurrencen fra et frit verdensmarked. Så ville produktionen flytte til de arealer, hvor der er de bedste naturgivne omstændigheder for landbrug, og det ville ikke mere kunne betale sig at presse produktionen med overforbrug af hjælpestoffer og maskiner.
Vandmiljøområdet er et eksempel på, at miljøet er blevet dramatisk forbedret i takt med, at vi er blevet rigere. Det er da rigtigt, at der på grund af kvælstof fra landbruget, nu er en højere mængde af alger i vandet og en større hyppighed af iltsvind end i Ruder Konges tid, men det er dog et problem som først og fremmest har æstetisk karakter og er knyttet til bevarelse af et varieret plante- og dyreliv. (Og i Sydøstasien, hvor jeg arbejder, betragtes højt næringstofindhold iøvrigt som en positiv ting. Man gøder vandet for at give en høj fiskeproduktion). Problemet har kun marginale økonomiske konsekvenser og påvirker ikke i noget væsentligt omfang menneskelig sundhed. Og vi er iøvrigt i fuld gang med at finde løsninger på det. Det er dog her, som i andre tilfælde vigtigt, at der findes løsninger, der m.h.t omkostninger står i et rimeligt forhold til problemets betydning.
Et andet omdiskuteret felt er pesticider i grundvand. Her har vi helt åbenbart at gøre med en pseudoproblemstilling. Der er ingen sundhedsmæssig risiko forbundet ved pesticider i grundvandet i koncentrationer under grænseværdierne. (Som er fastlagt arbitrært lavt på baggrund af de analysetekniske forhold på beslutningstidspunktet). Det er nordgermansk selvpineri at blive ved med at fastholde, at alt grundvand skal være pesticidfrit. Det beslaglægger blot en masse opmærksomhed til ingen verdens nytte.
De væsentligste vandmiljøproblemer har vi løst i de rige lande for længst. Det drejer sig især om dårlig drikkevandskvalitet med tilhørende sygdom og død. Det blev løst i de store byer i forrige århundrede med kloakeringen. Desuden drejer det sig om massive udledninger fra punktkilder til vandområder med dårligt vandskifte. De er stoppet for mange år siden og ørreden har i lang tid igen kunnet svømme op gennem Odense å. Men problemerne er ikke løst i de fattige lande. Der dør stadig 25.000 mennesker om dagen af vand, der er forurenet med sygdomsfremkaldende organismer. Vi ved, hvordan dette problem teknisk skal løses, men vi giver det ikke tilstrækkelig opmærksomhed, fordi vi er optaget af vore egne relativt mindre problemer.
Overbefolkning bliver også jævnligt nævnt som et problem. Men det er ikke rigtigt. Der er ingen sammenhæng mellem befolkningstilvækst og levestandard og en svag positiv! sammenhæng mellem levestandard og befolkningstæthed. I grunden bliver menneskeheden rigere jo flere mennesker vi er. Vi er godt nok sure, når vi sidder i en bilkø på vej til arbejde, og ønsker de andre over i den kollektive trafik. Men vi kan jo lide andre mennesker. Vi bor i storbyer med gode naboer omkring os og familie og venner tæt på, hvor der er udfordrende arbejde at få, spændende ting at købe ind og mange kulturelle udfoldelsesmuligheder, og de fleste af os ved godt, at det lille hus på landet er en romantisk drøm, hvor vi ikke ville kunne holde ud at bo i længere tid ad gangen.
Så derfor skal vi glæde os over, at der bliver født mange børn i verden, og at der dermed også er større chancer for, at der bliver født en ny Michael Laudrup, en ny Mozart eller en ny Einstein. For netop den samlede sum af menneskelig viden, opfindsomhed og kunst er en arv som er utroligt meget mere værd end en smule olie, en klat mineraler og nogle kubikmeter pesticidfrit grundvand . Og som gør, at de næste generationer med sikkerhed vil være meget rigere end os og også bedre rustet til at løse evt. problemer med vores naturgrundlag. Vi kan også blive flere mennesker ved at være mere åbne for indvandring. Det har generelt positive konsekvenser for et samfund at modtage indvandrere, hvis man i øvrigt tager ordentligt imod dem og lader dem arbejde for deres penge.
Men verdens Paul Erhlicher og Lester Browner: Det er jo kloge og uddannede folk. Kan de virkelig tage så slemt fejl, som facts viser, at de gør. Ja det kan de, fordi de har en simplistisk biologisk opfattelse af mennesket som en art dyr.
Biologer og økologer tror ofte, at begrebet bærekapacitet, der gælder for dyr og planter, kan bruges på menneskenes udvikling. Det er da rigtigt, at at antallet af hjorte, der bliver isoleret på en ø, vil vokse eksponentielt i starten og så senere gå til grunde i "overbefolkning". Men mennesker er ikke hjorte! Vi kan tænke selv. Vi kan finde på snilde måder at udvide bærekapaciteten på, og vi kan i den enkelte familie bevidst og uden tvang indrette vores fødselstal efter familiens behov og muligheder.
Et andet begreb, som er beslægtet med bærekapacitet, er det økologiske råderum (lebensraum!), som udtrykker det areal en befolkning lægger beslag på til madproduktion og fremskaffelse af ressourcer. Det kan vises, at nogle lande (især blandt de rige) råder over et rum, der umiddelbart er større end deres eget areal og det postuleres, at hvis alle lande får de riges standard, skal der bruges tre jordkloder til at forsyne os med ressourcer. Det lyder jo interessant, men er lodret forkert. Vi kan udmærket godt producere al den mad, vi skal bruge på jorden, blot ved at intensivere produktionen især i u-landene. Endvidere skal vi da også have lov at handle sammen. Dermed opnås det, som økonomerne kalder de komparative fordele, dvs. at man bytter produkter, som man er specialiseret (f.eks på grund af særlige naturgivne omstændigheder) til at lave, og derved bliver alle rigere. Vejen til selvforsyning er vejen til fattigdom. Danmark producerer mad til 15 mio. mennesker bl.a. med importerede foderstoffer, og får råd til at importere biler fra Tyskland og alle er glade. De politiske grænser, som definerer eksport og import, har jo ikke noget at gøre med erhvervsgeografiske oplande. Og naturligvis må en storby som København importere mad og ressourcer fra sit opland, som efterhånden er hele jorden.
Et tredje tankegang i samme boldgade er tanken om, at vi låner af de kommende generationer, og at vi bruger af de fattige landes ressourcer. Igen skudt helt forbi. Hver generation producerer flere værdier end den forbruger, og vi efterlader konstant den næste generation med større formue og bedre levestandard end den foregående. Selv på ressourceområdet skaber vi flere ressourcer, end vi bruger. Hvilket bl.a. viser sig ved at ressourcer bliver støt billigere. Det lyder umiddelbart ulogisk, men er jo en funktion af, at efterhånden som behovet opstår, finder vi på nogle snilde løsninger på at skaffe ressourcerne billigere frem på (eller substituere med et andet råstof). Og disse ideer og denne nye viden blive menneskenes permanente ejendom. Det hævdes også, at indbyggerne i de rige lande bruger 40 gange så mange ressourcer som indbyggerne i de fattige lande. Ja sikkert, men hvad så? Vi skaber også mindst 40 gange så mange værdier, og selv hvad angår ressourcer, producerer vi 40 gange så mange. Tværtimod er det de riges landes udviklingsindsats på ressourceområdet, der gør at de fattige lande bedre kan få råd til at bruge stadig billigere ressourcer.
En af de værste fejlslutninger, der er knyttet til Klagen, er tankegangen om, at økonomisk vækst er roden til alt ondt, og at vi må begrænse og helt stoppe den økonomiske vækst. Ja, der er endda dem, der hævder, at vi i de rige lande må gå ned i materiel levestandard for at redde verden. Intet kan være mere forkert. Økonomisk vækst er godt for miljøet. Jo rigere vi bliver, jo bedre får vi råd til at udvikle ny viden om miljøforbedring og til at investere i ren teknologi. Fattigdom er i sig selv utåleligt, men er også miljøskadeligt, da meget fattige mennesker af overlevelsesgrunde er nødt til overbelaste miljøet for at skaffe mad og energi. Heldigvis har de fleste af vores politikere forstået dette og regner med vækst i velstand på en 2-3% pr. år. Det er i for sig godt nok, men spørgsmålet er om Klagen alligevel ikke får nogle politikere til at træde unødigt på bremsen. Det er meget muligt, at vi vil kunne opnå endnu højere vækst. Fremsynede økonomer forudser vedvarende vækstprocenter helt op på 6 % pr. år for verden som helhed. Og de skal vi naturligvis være glade for. Vi får på den måde i hurtig takt sjovere og bedre arbejde, højere materiel levestandard og bedre miljø. Hvem kan sige nej til det?
En anden fatal fejlslutning er nedgørelsen af det såkaldt teknologiske fix. Det er simpelthen noget forbandet sludder. Som civilingeniør og stolt af mit fag kan jeg blive harm over de velbjærgede akademikere, der kører hjem af Hørsholm motorvejen til deres varme huse i deres nye bil, spiser norsk laks med (igen) fransk hvidvin og derefter sætter sig ind til pentium computeren for at skrive lange bange sange om, at den galopperende teknologiske udvikling er begyndelsen til enden for menneskeheden. Videnskab og teknologi er et af de fornemste udtryk for menneskelig skaberevne, og danner baggrunden for, at vi nu har mulighed for at opfylde alle materielle behov for nuværende og kommende mennesker på vores klode. Derfor handler det ikke om bremse og styre den videnskabelige og teknologiske udvikling. Det drejer sig om at fremme den og lade den udvikle sig frit, så vi så hurtigt som muligt kan få gavn af dens resultater. Alt for ofte bliver teknologiudvikling forsinket af velmenende mennesker, der føler, at der kan være en risiko ved en ny teknologi, eller blot føler ubehag ved den. Men det er kun få, der tager i regning, hvad risikoen er ved ikke at tage den ny teknologi i anvendelse. Selv om denne risiko som regel er mange gange større.
Bjørn Lomborg skriver helt rigtigt: Vi bør være mere forsigtige med at tage ‘dagens ekspert’ for mere end et partsindlæg og vi bør begynde at stille strengere krav til dokumentation.
Det gælder i høj grad også for miljøorganisationerne. De har en direkte økonomisk og eksistentiel interesse i at overdrive eller ligefrem opfinde problemer. F.eks overstiger den årlige omsætning for USAs 12 største miljøorganisationer 1 milliard dollars! Og der kan hverken lægges mere eller mindre vægt på deres udsagn om miljøproblemer, end på en virksomheds udtalelse om graden af dens egen miljøpåvirkning. Der er ingen vej uden om hårde facts og dokumentation.
Miljøet er i det hele taget blevet et indområde, når det gælder populisme. Det har altid været en kendt taktik at prakke folk en trepattet ko på i Vorherres navn. Og den taktik bruges stadigvæk, bare med miljøet som det nyreligiøse grundlag. Når der råbes op om miljø, er det alt for tit for at skaffe stemmer, medlemmer eller penge. Ikke for at gavne miljøet.
Man kan endvidere konstatere, at der til alle dage har været nogle mennesketyper, som meget gerne vil tvinge andre mennesker deres egne værdidomme på, og ofte for deres eget bedste. På det økonomiske område blev det til kommunismen, som nu har spillet noget så ynkeligt fallit, og ingen fornuftige mennesker anfægter herefter, at markedet er den mindst ringe måde at fordele forbrugsgoder på og til at skabe økonomisk vækst. Men de mennesker, der godt kan lide at planlægge på andre menneskers vegne, klamrer sig nu til miljøområdet, hvor det måske stadig er muligt at gøre folk så bange, at de går med til de kommando & kontrolsystemer, som har vist sig umulige på andre områder.
Jamen forsigtighedsprincippet, når de lærde er uenige, må vi så ikke hellere for en sikkerheds skyld gribe ind i god tid? Det lyder jo meget tilforladeligt, og jeg hylder da også forsigtighedsprincippet, nemlig at man skal være forsigtig med at bruge en frygtelig masse penge og mange kreative menneskers arbejdsindsats til ingen verdens nytte. De penge, man spilder, kan man jo ikke bruge på andre ting, og det vil sige, at man forhindrer løsningen af problemer, der umiddelbart er mere erkendte og væsentlig mere påtrængende. Selvfølgelig skal man gribe ind over for alvorlige problemer, men først når man har reelt sandsynliggjort, om de er alvorlige, og vurderet, hvor alvorlige de er. Desuden skal man kende omkostningerne ved deres skadevirkning i forhold til omkostningerne ved at gribe ind. Det skulle jo nødig ende med, at kuren bliver værre end sygdommen, jævnfør debatten om drivhuseffekten. Her risikerer man at gribe så kraftigt ind over for den økonomiske vækst, at de afledte samfundsmæssige konsekvenser bliver langt værre især for de fattigste lande, end omkostningerne ved en evt. højere temperatur og højere vandstand.
Til sidst en gang til for prins Knud: Verdens miljø og ressourcetilstand har aldrig været bedre end nu. Der er i praksis ingen grænser for vækst. Og der kan forventes fortsatte og store fremskridt på alle områder. På nogle områder er vi måske nødt til at gøre os anstrengelser for at fortsætte fremskridtet, men i al almindelighed vil det gå fremad af sig selv, da miljø & og ressource området har en stærkt svindende betydning for både den globale og den private husholdnings økonomi. På grund af den øgede globalisering, den teknologiske udvikling og vores forbedrede viden om økonomiske forhold vil vi kunne opnå økonomisk vækst på mere end 5 % pr. år også i den udviklede del af verden.
Det glade nytårsbudskab er, at vi ikke behøver at spæge vort kød, leve på en pind og spise økologiske gulerødder for at redde verden. Tværtimod, vi kan roligt leve det gode liv, tage en ekstra tur til Thailand og i det hele taget med god samvittighed nyde livets materielle goder. Og vi skal være glade for en stærk økonomisk vækst. Den er ikke, som nogen påstår, en del af problemet. Nej, kraftig materiel økonomisk vækst er en del af løsningen.
Til lykke til Bjørn Lomborg og hans studenter for et godt arbejde og en excellent kronik i Politiken om verdens tilstand. Det er godt, at vi stadig har en kritisk universitetslærerstand. Og det er også godt, at Politiken langt om længe tager dette vigtige emne op.
Fra min plads som universitetslærer på Asian Institute of Technology i Thailand, hvor jeg arbejder med udvikling, vækst og miljø, kan jeg til fulde bekræfte Bjørn Lomborgs oplysninger, som bl.a må være inspireret af den amerikanske økonom Julian L. Simons, arbejde. Verden har det meget bedre end sit rygte. Og det er egentlig forbløffende, at det alligevel er lykkedes at give befolkningen i Danmark det generelle indtryk, at verden får det stadig værre på miljø/ressourceområdet, selv om alle relevante kendsgerninger viser det modsatte. Dermed ikke sagt, at der ikke endnu er mange problemer især med alt for stor fattigdom. Men det vigtige er, at trenden er positiv, og at vi kender medicinen, som kan løse både fattigdoms- og miljøproblemer, nemlig en kraftig økonomisk vækst på baggrund af frie menneskers ret til selv at bestemme, hvem de vil stemme på og hvad de vil købe og producere.
At Klagen, som Bjørn Lomborg kalder det, er så udbredt som den er, kunne jo være lige meget, hvis vi i øvrigt i vores handlinger lod som ingen ting. Men desværre lader vi os jo påvirke af dommedagsprofetierne, og bruger derved mange kræfter på pseudoproblemer og har derfor færre kræfter til virkelige problemer. Vi løber, som Dronning Margrethe sagde i sin nytårstale, rundt som forskræmte flokdyr, hver gang nogen råber: ulven kommer.
Der er som nævnt i Lomborgs kronik masser af mad og vi kan sagtens brødføde både den nuværende og kommende verdensbefolkning, som nu ser ud til at flade ud omkring et niveau på ca. 11 milliarder. Kornproduktionen pr. arealenhed i verden er i gennemsnit knap 3 tons/ha, medens vi i Danmark, hvor vi kun høster en afgrøde om året, kan producere ca. 6 tons/ha. Og de fysiologiske grænser for ubegrænset plantevækst ligger op imod 50 tons/ha. Hvilket bl.a. ses af meget høje majsydelser (25 t/Ha) i enkelte lande, og rodfrugtydelser på op til 40 t/Ha. Der er således god mulighed for at fordoble verdensproduktionen af fødevarer uden at tage yderligere landbrugsarealer i brug. Tværtimod vil jeg gerne vove den påstand, at der i takt med, at vi bliver rigere og dygtigere til at producere mad, vil vi kunne tage mere og mere landbrugsareal ud af produktionen, og lægge det hen som rekreativt areal og naturområde. Det er en udvikling, der er i fuld gang i Europa, hvor landbrugsproduktionen simpelthen er for stor.
Når vi nu kan producere al den mad vi har brug for, hvorfor skal så se på billeder af sultende børn med opsvulmede maver på TV?
Det er der heller ingen tekniske, biologiske eller økologiske grunde til. Det er ren politik. Diktatur og planøkonomi giver sult og nød. Et godt eksempel er Kina. Under det store spring fremad og kulturrevolutionen døde omkring 30 millioner mennesker af sult i Kina. Så kom der åbenbart nogle fornuftige folk til magten og man oprettede markedsvilkår på madproduktionsområdet og siden den tid har bugnet Kina med mad. Et andet eksempel er Korea. De to Koreaer startede omtrent med samme udgangspunkt. Sydkorea fik et relativt demokratisk og markedsøkonomisk system og havde i det mindste indtil for nylig verdens 11-største økonomi. Nordkorea fik et planøkonomisk diktatur af værste personkult skuffe, og landet har nu ikke en gang råd til at brødføde sig selv.
Kendsgerningen er jo, at planøkonomi på madområdet, som på de fleste andre områder fungerer ufatteligt ringe. Det lyder umiddelbart meget socialt, at et samfund forsøger at holde fødevarepriserne lave, men hvad hjælper det, hvis der er så ikke er nogen varer at købe. Nej, den måde man skaffer mad nok på, er ved at lade landmanden tjene penge, så skal han (M/K) nok producere al den mad, der er marked for.
Den anden risiko ved planøkonomien er overproduktion som i EU med landbrugsvarer. Og overproduktionen af mad fører i nogen tilfælde til excesser med hensyn til forbrug af gødning og pesticider og for hårdt drevne systemer. Det bedste, der kunne ske for det europæiske miljø, ville være at udsætte de europæiske landmand for konkurrencen fra et frit verdensmarked. Så ville produktionen flytte til de arealer, hvor der er de bedste naturgivne omstændigheder for landbrug, og det ville ikke mere kunne betale sig at presse produktionen med overforbrug af hjælpestoffer og maskiner.
Vandmiljøområdet er et eksempel på, at miljøet er blevet dramatisk forbedret i takt med, at vi er blevet rigere. Det er da rigtigt, at der på grund af kvælstof fra landbruget, nu er en højere mængde af alger i vandet og en større hyppighed af iltsvind end i Ruder Konges tid, men det er dog et problem som først og fremmest har æstetisk karakter og er knyttet til bevarelse af et varieret plante- og dyreliv. (Og i Sydøstasien, hvor jeg arbejder, betragtes højt næringstofindhold iøvrigt som en positiv ting. Man gøder vandet for at give en høj fiskeproduktion). Problemet har kun marginale økonomiske konsekvenser og påvirker ikke i noget væsentligt omfang menneskelig sundhed. Og vi er iøvrigt i fuld gang med at finde løsninger på det. Det er dog her, som i andre tilfælde vigtigt, at der findes løsninger, der m.h.t omkostninger står i et rimeligt forhold til problemets betydning.
Et andet omdiskuteret felt er pesticider i grundvand. Her har vi helt åbenbart at gøre med en pseudoproblemstilling. Der er ingen sundhedsmæssig risiko forbundet ved pesticider i grundvandet i koncentrationer under grænseværdierne. (Som er fastlagt arbitrært lavt på baggrund af de analysetekniske forhold på beslutningstidspunktet). Det er nordgermansk selvpineri at blive ved med at fastholde, at alt grundvand skal være pesticidfrit. Det beslaglægger blot en masse opmærksomhed til ingen verdens nytte.
De væsentligste vandmiljøproblemer har vi løst i de rige lande for længst. Det drejer sig især om dårlig drikkevandskvalitet med tilhørende sygdom og død. Det blev løst i de store byer i forrige århundrede med kloakeringen. Desuden drejer det sig om massive udledninger fra punktkilder til vandområder med dårligt vandskifte. De er stoppet for mange år siden og ørreden har i lang tid igen kunnet svømme op gennem Odense å. Men problemerne er ikke løst i de fattige lande. Der dør stadig 25.000 mennesker om dagen af vand, der er forurenet med sygdomsfremkaldende organismer. Vi ved, hvordan dette problem teknisk skal løses, men vi giver det ikke tilstrækkelig opmærksomhed, fordi vi er optaget af vore egne relativt mindre problemer.
Overbefolkning bliver også jævnligt nævnt som et problem. Men det er ikke rigtigt. Der er ingen sammenhæng mellem befolkningstilvækst og levestandard og en svag positiv! sammenhæng mellem levestandard og befolkningstæthed. I grunden bliver menneskeheden rigere jo flere mennesker vi er. Vi er godt nok sure, når vi sidder i en bilkø på vej til arbejde, og ønsker de andre over i den kollektive trafik. Men vi kan jo lide andre mennesker. Vi bor i storbyer med gode naboer omkring os og familie og venner tæt på, hvor der er udfordrende arbejde at få, spændende ting at købe ind og mange kulturelle udfoldelsesmuligheder, og de fleste af os ved godt, at det lille hus på landet er en romantisk drøm, hvor vi ikke ville kunne holde ud at bo i længere tid ad gangen.
Så derfor skal vi glæde os over, at der bliver født mange børn i verden, og at der dermed også er større chancer for, at der bliver født en ny Michael Laudrup, en ny Mozart eller en ny Einstein. For netop den samlede sum af menneskelig viden, opfindsomhed og kunst er en arv som er utroligt meget mere værd end en smule olie, en klat mineraler og nogle kubikmeter pesticidfrit grundvand . Og som gør, at de næste generationer med sikkerhed vil være meget rigere end os og også bedre rustet til at løse evt. problemer med vores naturgrundlag. Vi kan også blive flere mennesker ved at være mere åbne for indvandring. Det har generelt positive konsekvenser for et samfund at modtage indvandrere, hvis man i øvrigt tager ordentligt imod dem og lader dem arbejde for deres penge.
Men verdens Paul Erhlicher og Lester Browner: Det er jo kloge og uddannede folk. Kan de virkelig tage så slemt fejl, som facts viser, at de gør. Ja det kan de, fordi de har en simplistisk biologisk opfattelse af mennesket som en art dyr.
Biologer og økologer tror ofte, at begrebet bærekapacitet, der gælder for dyr og planter, kan bruges på menneskenes udvikling. Det er da rigtigt, at at antallet af hjorte, der bliver isoleret på en ø, vil vokse eksponentielt i starten og så senere gå til grunde i "overbefolkning". Men mennesker er ikke hjorte! Vi kan tænke selv. Vi kan finde på snilde måder at udvide bærekapaciteten på, og vi kan i den enkelte familie bevidst og uden tvang indrette vores fødselstal efter familiens behov og muligheder.
Et andet begreb, som er beslægtet med bærekapacitet, er det økologiske råderum (lebensraum!), som udtrykker det areal en befolkning lægger beslag på til madproduktion og fremskaffelse af ressourcer. Det kan vises, at nogle lande (især blandt de rige) råder over et rum, der umiddelbart er større end deres eget areal og det postuleres, at hvis alle lande får de riges standard, skal der bruges tre jordkloder til at forsyne os med ressourcer. Det lyder jo interessant, men er lodret forkert. Vi kan udmærket godt producere al den mad, vi skal bruge på jorden, blot ved at intensivere produktionen især i u-landene. Endvidere skal vi da også have lov at handle sammen. Dermed opnås det, som økonomerne kalder de komparative fordele, dvs. at man bytter produkter, som man er specialiseret (f.eks på grund af særlige naturgivne omstændigheder) til at lave, og derved bliver alle rigere. Vejen til selvforsyning er vejen til fattigdom. Danmark producerer mad til 15 mio. mennesker bl.a. med importerede foderstoffer, og får råd til at importere biler fra Tyskland og alle er glade. De politiske grænser, som definerer eksport og import, har jo ikke noget at gøre med erhvervsgeografiske oplande. Og naturligvis må en storby som København importere mad og ressourcer fra sit opland, som efterhånden er hele jorden.
Et tredje tankegang i samme boldgade er tanken om, at vi låner af de kommende generationer, og at vi bruger af de fattige landes ressourcer. Igen skudt helt forbi. Hver generation producerer flere værdier end den forbruger, og vi efterlader konstant den næste generation med større formue og bedre levestandard end den foregående. Selv på ressourceområdet skaber vi flere ressourcer, end vi bruger. Hvilket bl.a. viser sig ved at ressourcer bliver støt billigere. Det lyder umiddelbart ulogisk, men er jo en funktion af, at efterhånden som behovet opstår, finder vi på nogle snilde løsninger på at skaffe ressourcerne billigere frem på (eller substituere med et andet råstof). Og disse ideer og denne nye viden blive menneskenes permanente ejendom. Det hævdes også, at indbyggerne i de rige lande bruger 40 gange så mange ressourcer som indbyggerne i de fattige lande. Ja sikkert, men hvad så? Vi skaber også mindst 40 gange så mange værdier, og selv hvad angår ressourcer, producerer vi 40 gange så mange. Tværtimod er det de riges landes udviklingsindsats på ressourceområdet, der gør at de fattige lande bedre kan få råd til at bruge stadig billigere ressourcer.
En af de værste fejlslutninger, der er knyttet til Klagen, er tankegangen om, at økonomisk vækst er roden til alt ondt, og at vi må begrænse og helt stoppe den økonomiske vækst. Ja, der er endda dem, der hævder, at vi i de rige lande må gå ned i materiel levestandard for at redde verden. Intet kan være mere forkert. Økonomisk vækst er godt for miljøet. Jo rigere vi bliver, jo bedre får vi råd til at udvikle ny viden om miljøforbedring og til at investere i ren teknologi. Fattigdom er i sig selv utåleligt, men er også miljøskadeligt, da meget fattige mennesker af overlevelsesgrunde er nødt til overbelaste miljøet for at skaffe mad og energi. Heldigvis har de fleste af vores politikere forstået dette og regner med vækst i velstand på en 2-3% pr. år. Det er i for sig godt nok, men spørgsmålet er om Klagen alligevel ikke får nogle politikere til at træde unødigt på bremsen. Det er meget muligt, at vi vil kunne opnå endnu højere vækst. Fremsynede økonomer forudser vedvarende vækstprocenter helt op på 6 % pr. år for verden som helhed. Og de skal vi naturligvis være glade for. Vi får på den måde i hurtig takt sjovere og bedre arbejde, højere materiel levestandard og bedre miljø. Hvem kan sige nej til det?
En anden fatal fejlslutning er nedgørelsen af det såkaldt teknologiske fix. Det er simpelthen noget forbandet sludder. Som civilingeniør og stolt af mit fag kan jeg blive harm over de velbjærgede akademikere, der kører hjem af Hørsholm motorvejen til deres varme huse i deres nye bil, spiser norsk laks med (igen) fransk hvidvin og derefter sætter sig ind til pentium computeren for at skrive lange bange sange om, at den galopperende teknologiske udvikling er begyndelsen til enden for menneskeheden. Videnskab og teknologi er et af de fornemste udtryk for menneskelig skaberevne, og danner baggrunden for, at vi nu har mulighed for at opfylde alle materielle behov for nuværende og kommende mennesker på vores klode. Derfor handler det ikke om bremse og styre den videnskabelige og teknologiske udvikling. Det drejer sig om at fremme den og lade den udvikle sig frit, så vi så hurtigt som muligt kan få gavn af dens resultater. Alt for ofte bliver teknologiudvikling forsinket af velmenende mennesker, der føler, at der kan være en risiko ved en ny teknologi, eller blot føler ubehag ved den. Men det er kun få, der tager i regning, hvad risikoen er ved ikke at tage den ny teknologi i anvendelse. Selv om denne risiko som regel er mange gange større.
Bjørn Lomborg skriver helt rigtigt: Vi bør være mere forsigtige med at tage ‘dagens ekspert’ for mere end et partsindlæg og vi bør begynde at stille strengere krav til dokumentation.
Det gælder i høj grad også for miljøorganisationerne. De har en direkte økonomisk og eksistentiel interesse i at overdrive eller ligefrem opfinde problemer. F.eks overstiger den årlige omsætning for USAs 12 største miljøorganisationer 1 milliard dollars! Og der kan hverken lægges mere eller mindre vægt på deres udsagn om miljøproblemer, end på en virksomheds udtalelse om graden af dens egen miljøpåvirkning. Der er ingen vej uden om hårde facts og dokumentation.
Miljøet er i det hele taget blevet et indområde, når det gælder populisme. Det har altid været en kendt taktik at prakke folk en trepattet ko på i Vorherres navn. Og den taktik bruges stadigvæk, bare med miljøet som det nyreligiøse grundlag. Når der råbes op om miljø, er det alt for tit for at skaffe stemmer, medlemmer eller penge. Ikke for at gavne miljøet.
Man kan endvidere konstatere, at der til alle dage har været nogle mennesketyper, som meget gerne vil tvinge andre mennesker deres egne værdidomme på, og ofte for deres eget bedste. På det økonomiske område blev det til kommunismen, som nu har spillet noget så ynkeligt fallit, og ingen fornuftige mennesker anfægter herefter, at markedet er den mindst ringe måde at fordele forbrugsgoder på og til at skabe økonomisk vækst. Men de mennesker, der godt kan lide at planlægge på andre menneskers vegne, klamrer sig nu til miljøområdet, hvor det måske stadig er muligt at gøre folk så bange, at de går med til de kommando & kontrolsystemer, som har vist sig umulige på andre områder.
Jamen forsigtighedsprincippet, når de lærde er uenige, må vi så ikke hellere for en sikkerheds skyld gribe ind i god tid? Det lyder jo meget tilforladeligt, og jeg hylder da også forsigtighedsprincippet, nemlig at man skal være forsigtig med at bruge en frygtelig masse penge og mange kreative menneskers arbejdsindsats til ingen verdens nytte. De penge, man spilder, kan man jo ikke bruge på andre ting, og det vil sige, at man forhindrer løsningen af problemer, der umiddelbart er mere erkendte og væsentlig mere påtrængende. Selvfølgelig skal man gribe ind over for alvorlige problemer, men først når man har reelt sandsynliggjort, om de er alvorlige, og vurderet, hvor alvorlige de er. Desuden skal man kende omkostningerne ved deres skadevirkning i forhold til omkostningerne ved at gribe ind. Det skulle jo nødig ende med, at kuren bliver værre end sygdommen, jævnfør debatten om drivhuseffekten. Her risikerer man at gribe så kraftigt ind over for den økonomiske vækst, at de afledte samfundsmæssige konsekvenser bliver langt værre især for de fattigste lande, end omkostningerne ved en evt. højere temperatur og højere vandstand.
Til sidst en gang til for prins Knud: Verdens miljø og ressourcetilstand har aldrig været bedre end nu. Der er i praksis ingen grænser for vækst. Og der kan forventes fortsatte og store fremskridt på alle områder. På nogle områder er vi måske nødt til at gøre os anstrengelser for at fortsætte fremskridtet, men i al almindelighed vil det gå fremad af sig selv, da miljø & og ressource området har en stærkt svindende betydning for både den globale og den private husholdnings økonomi. På grund af den øgede globalisering, den teknologiske udvikling og vores forbedrede viden om økonomiske forhold vil vi kunne opnå økonomisk vækst på mere end 5 % pr. år også i den udviklede del af verden.
Det glade nytårsbudskab er, at vi ikke behøver at spæge vort kød, leve på en pind og spise økologiske gulerødder for at redde verden. Tværtimod, vi kan roligt leve det gode liv, tage en ekstra tur til Thailand og i det hele taget med god samvittighed nyde livets materielle goder. Og vi skal være glade for en stærk økonomisk vækst. Den er ikke, som nogen påstår, en del af problemet. Nej, kraftig materiel økonomisk vækst er en del af løsningen.
Kommentarer