Overvågning af vandmiljøet i Danmark – Kan det ikke gøres lidt bedre?

Klumme i Vand & Ord

Mine kolleger og jeg har lige sat den seneste kørsel af farvandsmodellen over at snurre på NT arbejdsstationen, og jeg har nu tid til at tage en tår kaffe og reflektere over verdenssituationen. Vi bruger (rigtig) mange penge til vandmiljøovervågning i Danmark, for tiden ca. 200 mio. kr./året. I forhold til prisen for de beslutninger, der skal vurderes, er beløbet ikke urimeligt, men der er alligevel grund til en gang imellem at stoppe op og reflektere over, om nu disse mange penge bliver brugt hensigtsmæssigt. Jeg ved godt, at denne overvejelse i princippet sker hver gang overvågningsplanerne revideres, senest ved NOVA 2003, men disse revisioner sker jo i den pæneste "konsensus"-ånd. Og den kan være god til at få ro i lejren, men er ikke nødvendigvis den bedste proces til at finde et fagligt optimalt resultat. Videnskab er ikke et spørgsmål om at blive enige, men om hvad der er rigtigt eller forkert. Så lad mig da bare melde klart ud:

Det danske vandmiljøovervågningsprogram er dobbelt så dyrt som nødvendigt!

Dvs. at det ville være muligt at få dobbelt så meget viden for de afsatte penge, eller at den viden der faktisk indhentes, kunne fås for det halve beløb. Baggrunden for dette er, at der bruges alt for mange traditionelle og omkostningstunge målemetoder, og at der til gengæld mangler en lang række kosteffektive forbedringer hvoraf nogle er skitseret neden for.

Hvad imidlertid er endnu værre er, at programmet efter disse mange år endnu ikke har kunnet svare klart & præcist på, hvor stort det menneskeskabte signal er i vore indre farvande i forhold til de naturlige variationer, og hvordan signalet fordeler sig på lokale danske årsager og årsager i vores omgivelser. Og som de fleste fagfolk er enige om, blev den oprindelige vandmiljøplan gennemført og oven i købet revideret uden, at denne viden var til stede. Lad mig bare citere fra nr. 29:

"I forbindelse med vedtagelsen af reduktionstiltagene over for kvælstoftilledningen har der imidlertid ikke foreligget en sammenhængende beskrivelse af kvælstof- og iltkredsløbet i de indre danske farvande, som kunne anvendes til analyse af de kvantitative effekter på iltforholdene af nye og allerede vedtagne reduktionsmål"

Naturligvis bliver der foretaget mange gode målinger og betragtninger i forbindelse med NOVA 2003 og de tidligere overvågningsprogrammer. Når man sætter alle landets mest erfarne vandmiljøfolk sammen til at udarbejde et program, vil der altid komme mange gode forslag frem. Men det ændrer ikke ved, at programmet har betydelige mangler. Efter min opfattelse er overvågningen i for høj grad præget af rutinemæssig dataindsamling kombineret med overforenklede statistiske betragtninger. De åbenbare mangler er:

1. Programmet er ikke baseret på modelanvendelse, men på en ide om, at nu samler vi tal ind, og så må vi bagefter se, om vi kan få hoved og hale på dem, og man måler gerne, det man kan, i stedet for det man har brug for.
2. Måleprogrammets stationsvalg og målefrekvens er ikke tilpasset variationerne i det system der måles. Der måles på mange stationer få gange om året, selv om vigtige tidsskalaer er minutter, timer og dage, som kun kan opløses ved højfrekvente målinger. Hvis vi målte luftforurening på samme måde som vandforurening, ville det svare til, at vi en gang hver 14 dag sendte en bil ud på 25 gadehjørner i København for at tage 1 (en) luftprøve hvert sted.
3. Den statistiske "styrke" af programmet bliver derved helt utilstrækkeligt, og i realiteten skal måleantallet øges en faktor 10 til 100 for, at det ikke skal tage fra 10 til 20 år at besvare elementære spørgsmål om miljøtilstanden faktisk ændrer sig til det værre eller bedre.
4. Programmet er "moniterings"-baseret, med et forsøg på at skille overvågning fra indsamling af ny viden, hvad naturligvis ikke er muligt på et fagområde under stadig forandring. Og programmet ser bagud, selv om moderne miljøstyring handler om operationalitet og om at se fremad, hvilket der har eksisteret metoder til i mange år.
5. Feltet er i en periode blevet en biologisk specialitet og domineret af den biologiske universitetsforsknings manglende vilje og evne til at kvantificere sin viden. Medens vandmiljø øjensynligt er et økologisk fagområde, som i sin natur er tværvidenskabeligt og kræver et ligeværdigt input fra alle relevante fagområder. F.eks. er det slående, at der måske er ca. 10 gange så mange biologer som hydrografer ansat i vandmiljøforvaltningen, selv om det er almindeligt anerkendt, at uden en omfattende hydraulisk og hydrografisk viden er det umuligt at komme til bunds i fortolkningen af overvågningsresultaterne.
6. Området er præget af særinteresser: "osse mit kræ skal der måles på", uden hensyn til om målingen er kosteffektiv eller i det hele taget tilfører nogen ny viden.
7. Et af programmets hovedformål er at skabe grundlag for at vurdere om vandmiljømålsætninger er opfyldt, men det har programmet ingen muligheder for, når målsætningerne ikke er formuleret operationelt, dvs. formuleret således, at de reelt kan checkes på basis af de udførte målinger. Det har man konstateret i mange af amterne, som nu er i gang med at operationalisere, se f.eks. ØSV, men det er endnu ikke sket på landsbasis.
8. Bl.a. på grund af de manglende målsætninger er programmet ikke optimeret, dvs. der er ikke foretaget en omhyggelig vurdering af værdien af de forskellige informationer, der indsamles, i relation til de omkostninger, der er forbundet med at indsamle informationerne. Og derved er der ikke mulighed for at foretage en maksimering af informationsværdien pr. investeret overvågningskrone. Lidt drillende kan man sige, at både VMP og NOVA er karakteriseret ved synspunktet: handl først og tænk bagefter.
9. Og det bringer mig frem til min sidste indvending mod NOVA 2003: Der er sat alt for lidt tid af til at tænke over tallene. Der er åbenbart en eller anden (totalt forældet) opfattelse hos bevillingsgiverne om, at hvis man giver penge til at samle tal ind for, så har man da i det mindste et konkret resultat af sin umage, men hvis man afsætter tid til, at de gode og forstandige mennesker, der forvalter vandmiljøet kan grundigt bearbejde og fordøje tallene og blive lidt klogere på, hvad der sker med på området, så har man givet pengene ud til en slags hyggeaktivitet for priviligerede fagfolk. Det er naturligvis helt forkert. Data er intet værd i sig selv. Tværtimod kan data, der ikke er ordentligt bearbejdede, være direkte misvisende og derved være værre end ingen data.

Nu er der jo nok nogen der vil sige, at meget af det kan være rigtigt nok, men det er jo først efter at vi gennemført NOVA programmerne, at vi ved nok til, at vi kan påpege manglerne.
Det er helt forkert. Vi lagde grunden til en ineffektiv strategi allerede ved bæltprojektets start midt i halvfjerdserne.

Jeg havde selv "fornøjelsen" som ung ingeniør ved bæltprojektets start til sammen med Hans Schrøder og fint bakket op af nogle gode senior fagkolleger (bl.a. professor Lundgren, DTU og Nils Kullenberg, IFO) at foreslå en modelbaseret fremgangsmåde, og i øvrigt at pege på mange af de ovennævnte problemer i et overvågningsprogram. Men disse synspunkter fandt ikke gehør, idet Kbh. Univ. ved Professorerne Steeman Nielsen og Jerlov med det etablerede systems arrogance mente at et stort, dynamisk estuarie som det danske bælthav med fordel lod sig undersøge med metoder hentet fra Galathea ekspeditionernes oceangående togter til tropiske havområder, hvor ændringerne sker over dekader. Og så blev NOVA skibet sat i vandet, og har lige siden da sejlet alt for langsomt.

NOVA’s manglende slagkraft har været åbenbart for mange i lang tid, og jeg havde da osse den glæde i min tid som amtsvandingeniør i Miljøkontrollen at finde fin forståelse blandt mine fagkolleger for, at NOVA burde lægges væsentligt om, men jeg kunne hurtigt se, at inertien i det store NOVA skib var betydelig. Det er derfor, at jeg allerede nu i år 2000 prøver at rejse denne debat, da det vil tage lang tid og kræve en stor indsats at etablere et moderne og professionelt NOVA-program. Jeg vil ikke her gå mere ind i de faglige betragtninger, men gerne pege på at en god vandmiljøforvaltning og et godt NOVA program bør baseres på nogle organisatoriske overvejelser, som jeg her vil starte en diskussion af.

I de nordiske lande er vi jo meget for konsensus, det er så hyggeligt at være enige, og vi holder meget gerne konsensus konferencer om faglige emner. Problemet er bare, at i faglige forhold kan man ikke altid blive enige og at der ofte kun er et synspunkt, der er det rigtige, og at det ikke nødvendigvis er det synspunkt, der er flertal for, eller som er etableret. Videnskabshistorien har vist, at evolution via konkurrence er den bedste måde til at sikre overlevelse af de rigtige ideer. Det gælder derfor om at skabe denne konkurrence om synspunkter, og det sker bedst i et åbent og pluralistisk system.

Den første forudsætning for at skabe åbenhed og pluralisme ved planlægning af NOVA er at skille de, der udbyder overvågningen fra de, der udfører den. Det kan bedst ske ved, at NOVA udbydes i åben licitation på landsbasis og på regional basis, med mulighed for, at videncentre i hele verden kan byde på sagen. Det er besluttet, at NOVA fremover skal bestyres af DMU. Det kan være udmærket, men konsekvensen må så være, at DMU ikke kan udføre overvågningen, men kun kan optræde som bygherre (eller bygherrens/statens rådgiver) ved udbud og udførelse af programmet.

Den anden forudsætning er, at der sikres stærke og af hinanden uafhængige videncentre på området. Opdeling i stat og amt har mange gange været med til undgå videnmonopoler, men i almindelighed er den amtslige miljøviden ikke stærkt nok organiseret til at fuldt ud at kunne matche staten. Det skyldes, at de 14 amtsvidencentre i et lille land som Danmark er for mange til opgaven, og det bliver derfor svært/umuligt for centrene at opnå en tilstrækkelig kritisk masse på det faglige område til for alvor at kunne hamle med statens ressourcer. Mange af amterne har allerede gennem mange år haft udmærkede samarbejder kørende om tværregionale vandområder. Det vil være værd at overveje at videreudvikle dette samarbejde formelt til at omfatte 3-4 amtsvandmiljøcentre, som derved ville opnå den nødvendige faglige styrke til for alvor at kunne fastholde egne synspunkter og metoder. Især hvis der i øvrigt i vandmiljøforvaltningen blev åbnet op for differentierede vandmiljøkrav, da det jo er et totalt uhensigtsmæssigt spild af ressourcer til vandmiljøforbedring at bruge samme krav ved forvaltning af afstrømningsområder, der udleder til henholdsvis Nordsøen og Lillebælt.

Den tredje forudsætning er, at der sker en meget stærk internationalisering af den danske vandmiljøforvaltning. Det kan som nævnt oven for ske ved at invitere udenlandske videncentre til at byde på overvågningsopgaver, men derudover til at deltage meget mere aktivt i den løbende debat om vandmiljøforvaltning og overvågning. Ligeledes bør NOVA-programmerne udsættes for en kritisk international evaluering, som det allerede er sket med stor succes i forbindelse med de store broprojekter.

Jeg håber, at vi nu vælger det etablerede konsensus system fra og i stedet går den pluralistiske vej, så er jeg sikker på, at Danmark kan blive det foregangsland på vandmiljøområdet, som vores politikere så gerne vil have.