Mad & Miljø
Kan vi spise os til et bedre vandmiljø?
Klumme i Vand & Jord
For godt et års tid siden udgav Øresundsvandsamarbejdet en meget konstruktiv publikation[1] om opstilling af målsætninger for vandmiljøet i Øresund. Planen er forbilledlig ambitiøs og forlanger den generelle målsætning, eller hvad der med Vandrammedirektivets begrebsverden kaldes høj økologisk kvalitet, opfyldt i det meste af regionen. Med andre ord foreslår man, at naturen og miljøet i Øresund skal tilbage til en urtilstand. Øresund i stenalderen?
Min rygmarvsreaktion var, at dette mål er urealistisk. Selv hvis vi stoppede menneskers færden og produktion i Danmark, er der jo hele omverdenen og den grænseoverskridende belastning at tage hensyn til. Men efter at have tænkt nærmere over det kan jeg ikke lade være med at betragte det som en stor udfordring til en erfaren vandmiljøingeniør. Måske er det ikke så umuligt endda? Og i denne omgang Vand & Ord vil jeg give mit bud på en fremtid, hvor der igen bliver rigtig meget plads til oprindelig natur i Danmark og resten af verden.
Da fødevareproduktionen i Danmark og i det øvrige opland til det danske vand er den dominerende årsag til vores vandmiljøproblemer, er det afgørende, at denne fødevareproduktion, som angivet i den nationale strategi for bæredygtig udvikling[2], udsættes for en total ”reengineering”, der sikrer en afkobling af fødevareproduktionens værdiskabelse fra miljøbelastningen.
Kan det mon lade sig gøre? Og i givet fald hvordan skal det gøres?
Mit svar er ja. Det er muligt at reducere fødevareproduktionens miljøbelastning til en brøkdel af den nuværende. Men der skal tænkes meget mere offensivt end hidtil i vandmiljøplanlægningen.
Lad mig lige resumere de væsentlige påvirkningsområder: Først og fremmest bruger fødevareproduktionen meget plads: knap 2/3 af det gode danske land. Tillige tærer den på vandressourcerne[3] og udleder næringsstoffer.
Fødevareproduktionens arealforbrug er den kritiske miljøpåvirkningsfaktor. Det areal, der bruges til en hvilken som helst form for fødevareproduktion kan ikke samtidig være i naturtilstand. En afgørende reduktion af arealforbruget kan ske ved en dramatisk intensivering af udbyttet pr. arealenhed. Det er egentligt den udvikling, fødevareproduktionen har gennemgået historisk - fra det ekstremt ineffektive og miljøbelastende svedjebrug, som stadig ses i de fattigste udviklingslande, over ekstensive brugsformer uden anvendelse af energi og hjælpestoffer til det nuværende højt industrialiserede landbrug med udbytter på op imod 10 tons korn/Ha.
Det er indlysende, at dette krav om effektiv arealudnyttelse udelukker det såkaldt ”økologiske[4]” jordbrug som løsningsmulighed, da det jo i den udformning det har nu er ekstensivt og stærkt arealkrævende i sin karakter.
En vidtgående afkobling af fødevareproduktion og miljøbelastning forudsætter konsekvent udvikling og anvendelse af ny avanceret teknologi kombineret med en fuld og fri udnyttelse af økonomiske redskaber. Desuden skal der være den nødvendige tid til rådighed, så der ikke skal bruges unødige omkostninger til at forcere udviklingen efter politisk aftalte besværgelser med afledte urealistiske tidsplaner.
Lad mig give nogle eksempler:
En bedre vandmiljøplan. Vandmiljøplanen evalueres, politikerne skændes om 7.000 tons kvælstof, Ingeniøren bringer smædeskrifter og alle ved bedre? Det er klagesangen uden ende, og man kan måske ikke fortænke politikerne og befolkningen i, at de snart er trætte af at høre på den melodi. Hvorfor kan vi ikke få løst de vandmiljøproblemer og så se at komme videre? Vi har brug for nogle klare operationelle mål - gerne med ambitiøse målsætninger - og med nogle realistiske tidsfrister. Vi må væk fra den detaljerede regelstyring og over til en målstyring ved hjælp af økonomiske redskaber. Jeg undrer mig over, at de fødevareproducerende erhverv ofte finder sig i at få detaljerede miljøregler trukket ned over hovedet i natlige politiske forhandlinger... Hvorfor fremlægger erhvervene ikke selv nogle gennemregnede optimale planer for landbrug og vandmiljø? Der findes allerede de nødvendige redskaber til at beregne de vandmiljømæssige konsekvenser af alle mulige former for miljøtiltag og produktionsændringer. I kombination med økonomiske vurderinger er det et godt grundlag for at sikre, at de kommende tiltag giver mest økonomi for pengene.
Handel med kvælstofkvoter. Der er en tydelig international bevægelse på miljøområdet væk fra en detaljeret regelstyring, som er administrativ tung og ineffektiv, over til målstyring med økonomiske midler, senest set i klimaaftalen, hvor der indgår handel med CO2 kvoter. Det er en fornuftig udvikling, som sikrer, at den ønskede virkning opnås billigst muligt. På samme måde kunne man nationalt og internationalt indføre kvælstofkvoter for fødevareproduktionen og så gøre disse frit omsættelige. Derved ville man opnå, at de mest miljøeffektive fødevareproduktioner, dvs. de der skaber flest værdier pr. kg tabt kvælstof, hurtigt ville erobre kvælstofkvoten og sikre en hurtig forbedring af fødevareproduktionens totale miljøeffektivitet. F.eks. kunne man starte med at fastsætte en kvote for kvælstoftab på det nuværende niveau i Danmark, som er ca. 350.000 tons N/år, og derefter i en periode reducere kvoten med én procent om året ned til et aftalt niveau.
Skal vi dyrke korn i Danmark? Den internationale fødevareproduktion er desværre stadig præget af fæle doser planøkonomi. Det går især ud over udviklingslandene, som endnu ikke får lov at eksportere deres fødevarer til os. Et fuldstændigt frit marked for landbrugsprodukter vil flytte produktionen derhen, hvor der er de bedste naturgivne omstændigheder for en effektiv, herunder miljøeffektiv, planteproduktion. Det vil sandsynligvis medføre, at klassisk kornproduktion bliver urentabel i Danmark. Og derved kan de betydelige arealer, der nu anvendes til kornproduktion i Danmark udlægges til naturområder.
Skal man dyrke grise i højhuse? For nogle måneder siden beskrev en kronik i Politikken et hollandsk projekt om grise i 40 etager.[5] Grisehøjhuset kan ligge i en storby. Ind kommer foder og luft, og ud kommer slagtede svin, rent vand og gødningspiller. Ingen lugt og miljøproblemer...
Det er da den vej vi skal. Det er nærmest tragikomisk, at man i dagens Danmark stadig accepterer, at en moderne produktionsvirksomhed får lov at sprede sit ildelugtende og uhygiejniske affald frit på jorden omkring sig. Man føler sig sat tilbage til industrialiseringens barndom, og det bør høre op nu. De tekniske muligheder er til stede for at realisere det hollandske projekt i Danmark og rense gyllen fuldstændigt. Det koster penge[6], men ikke så mange, at der ikke allerede er danske svinefarmere, der gerne vil indføre disse teknikker mod, at de kan få lov at producere lige så mange svin, som de kan sælge. Det kapløb, man nu ser om at skaffe sig store jordtilliggender for at opfylde harmonikravet, er jo i virkeligheden en meget uhensigtsmæssig form for handel med kvælstofkvoter.
Forhindringen for denne udvikling er, at det eksisterende harmonikrav forlanger et jordtilliggende ikke pr. miljøbelastnings enhed men pr. antal svin produceret. I samme øjeblik dette krav ændres til at forholde sig til miljøbelastningen i stedet for produktionen, vil der kunne ske en eksplosiv udvikling af de nødvendige teknologier og produktionsmetoder.
På havet er der plads. Naturen på land er presset, og det kniber med at skabe plads nok til alle interesser. Det er derfor oplagt at lægge en større del af fødevareproduktionen på havet, hvor der er meget mere plads og altid vand nok. Denne udvikling er allerede i fuld gang, og FAO forventer, at halvdelen af alle fiskeprodukter i år 2030 vil stamme fra akvakultur. På sigt kan planteproduktionen i langt højere grad flyttes ud på havet. Allerede nu produceres millioner af tons alger som fødevarer til mennesker, og denne udvikling vil kunne fortsættes i lang tid fremover.
Det man ikke må sige. Det er blevet politisk ukorrekt at nævne GMO’er som en vigtig faktor i fremtidens fødevareproduktion. Heldigvis har UNDP gjort det alligevel i sin nyeste rapport om verdens udvikling og teknologi[7], hvor man uden omsvøb slår fast, at en sikker og billig fødevareforsyning for de fattige lande i verden kræver en stor indsats på det bioteknologiske område herunder anvendelse af GMO’er. Ved en konsekvent indsats på dette område kan Danmark være med til at reducere fødevareproduktionens arealforbrug dramatisk, holde tab af næringsstoffer nede på et acceptabelt lavt niveau, reducere vand- og energiforbrug og sidst men ikke mindst skaffe meget bedre vilkår for de dyr, vi anvender i produktionen. De miljøbevægelser, der holder fast i det ”økologiske” jordbrug og andre forældede teknologier og afviser moderne teknologier, modarbejder derved deres erklærede mål, nemlig at skabe bedre natur og miljø i Danmark.
Lad mig til slut opfordre til, at der ved næste revision af vandmiljøplanen bliver afsat den nødvendige tid til at tænke langt og stort. Og især vil jeg opfordre de fødevareproducerende erhverv til at bringe sig på forkant med deres ideer om fremtidens miljøeffektive fødevareproduktion. Det er producenterne, der ved, hvor skoen trykker, og erhvervet burde ikke lade sig trække rundt i manegen af kortsigtede miljøinteresser, der tænker alt for snævert og traditionelt.
[1] Forslag til operationelle mål for Øresund, ØSV, 1999
[2] http://www.mst.dk/tvær/07000000.htm
[3] 1000 m3 vand til et tons hvede
[4] Hvordan kan én bestemt form for fødevareproduktion tage patent på ordet økologi? Som i min bevidsthed står for en videnskab, som alle fødevareproducenter anvender
[5] Grise i 40 etager af Rasmus Rune Nielsen. http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=165228
[6] Svineproduktionen taber nu ca. 40.000 tons N/år. Med en renset pris på 50 kr/kg N bliver det i alt 2 mia. kr. år, set i forhold til en produktionsværdi på 15-20 mia./år
[7] http://www.undp.org/hdr2001/front.pdf
Klumme i Vand & Jord
For godt et års tid siden udgav Øresundsvandsamarbejdet en meget konstruktiv publikation[1] om opstilling af målsætninger for vandmiljøet i Øresund. Planen er forbilledlig ambitiøs og forlanger den generelle målsætning, eller hvad der med Vandrammedirektivets begrebsverden kaldes høj økologisk kvalitet, opfyldt i det meste af regionen. Med andre ord foreslår man, at naturen og miljøet i Øresund skal tilbage til en urtilstand. Øresund i stenalderen?
Min rygmarvsreaktion var, at dette mål er urealistisk. Selv hvis vi stoppede menneskers færden og produktion i Danmark, er der jo hele omverdenen og den grænseoverskridende belastning at tage hensyn til. Men efter at have tænkt nærmere over det kan jeg ikke lade være med at betragte det som en stor udfordring til en erfaren vandmiljøingeniør. Måske er det ikke så umuligt endda? Og i denne omgang Vand & Ord vil jeg give mit bud på en fremtid, hvor der igen bliver rigtig meget plads til oprindelig natur i Danmark og resten af verden.
Da fødevareproduktionen i Danmark og i det øvrige opland til det danske vand er den dominerende årsag til vores vandmiljøproblemer, er det afgørende, at denne fødevareproduktion, som angivet i den nationale strategi for bæredygtig udvikling[2], udsættes for en total ”reengineering”, der sikrer en afkobling af fødevareproduktionens værdiskabelse fra miljøbelastningen.
Kan det mon lade sig gøre? Og i givet fald hvordan skal det gøres?
Mit svar er ja. Det er muligt at reducere fødevareproduktionens miljøbelastning til en brøkdel af den nuværende. Men der skal tænkes meget mere offensivt end hidtil i vandmiljøplanlægningen.
Lad mig lige resumere de væsentlige påvirkningsområder: Først og fremmest bruger fødevareproduktionen meget plads: knap 2/3 af det gode danske land. Tillige tærer den på vandressourcerne[3] og udleder næringsstoffer.
Fødevareproduktionens arealforbrug er den kritiske miljøpåvirkningsfaktor. Det areal, der bruges til en hvilken som helst form for fødevareproduktion kan ikke samtidig være i naturtilstand. En afgørende reduktion af arealforbruget kan ske ved en dramatisk intensivering af udbyttet pr. arealenhed. Det er egentligt den udvikling, fødevareproduktionen har gennemgået historisk - fra det ekstremt ineffektive og miljøbelastende svedjebrug, som stadig ses i de fattigste udviklingslande, over ekstensive brugsformer uden anvendelse af energi og hjælpestoffer til det nuværende højt industrialiserede landbrug med udbytter på op imod 10 tons korn/Ha.
Det er indlysende, at dette krav om effektiv arealudnyttelse udelukker det såkaldt ”økologiske[4]” jordbrug som løsningsmulighed, da det jo i den udformning det har nu er ekstensivt og stærkt arealkrævende i sin karakter.
En vidtgående afkobling af fødevareproduktion og miljøbelastning forudsætter konsekvent udvikling og anvendelse af ny avanceret teknologi kombineret med en fuld og fri udnyttelse af økonomiske redskaber. Desuden skal der være den nødvendige tid til rådighed, så der ikke skal bruges unødige omkostninger til at forcere udviklingen efter politisk aftalte besværgelser med afledte urealistiske tidsplaner.
Lad mig give nogle eksempler:
En bedre vandmiljøplan. Vandmiljøplanen evalueres, politikerne skændes om 7.000 tons kvælstof, Ingeniøren bringer smædeskrifter og alle ved bedre? Det er klagesangen uden ende, og man kan måske ikke fortænke politikerne og befolkningen i, at de snart er trætte af at høre på den melodi. Hvorfor kan vi ikke få løst de vandmiljøproblemer og så se at komme videre? Vi har brug for nogle klare operationelle mål - gerne med ambitiøse målsætninger - og med nogle realistiske tidsfrister. Vi må væk fra den detaljerede regelstyring og over til en målstyring ved hjælp af økonomiske redskaber. Jeg undrer mig over, at de fødevareproducerende erhverv ofte finder sig i at få detaljerede miljøregler trukket ned over hovedet i natlige politiske forhandlinger... Hvorfor fremlægger erhvervene ikke selv nogle gennemregnede optimale planer for landbrug og vandmiljø? Der findes allerede de nødvendige redskaber til at beregne de vandmiljømæssige konsekvenser af alle mulige former for miljøtiltag og produktionsændringer. I kombination med økonomiske vurderinger er det et godt grundlag for at sikre, at de kommende tiltag giver mest økonomi for pengene.
Handel med kvælstofkvoter. Der er en tydelig international bevægelse på miljøområdet væk fra en detaljeret regelstyring, som er administrativ tung og ineffektiv, over til målstyring med økonomiske midler, senest set i klimaaftalen, hvor der indgår handel med CO2 kvoter. Det er en fornuftig udvikling, som sikrer, at den ønskede virkning opnås billigst muligt. På samme måde kunne man nationalt og internationalt indføre kvælstofkvoter for fødevareproduktionen og så gøre disse frit omsættelige. Derved ville man opnå, at de mest miljøeffektive fødevareproduktioner, dvs. de der skaber flest værdier pr. kg tabt kvælstof, hurtigt ville erobre kvælstofkvoten og sikre en hurtig forbedring af fødevareproduktionens totale miljøeffektivitet. F.eks. kunne man starte med at fastsætte en kvote for kvælstoftab på det nuværende niveau i Danmark, som er ca. 350.000 tons N/år, og derefter i en periode reducere kvoten med én procent om året ned til et aftalt niveau.
Skal vi dyrke korn i Danmark? Den internationale fødevareproduktion er desværre stadig præget af fæle doser planøkonomi. Det går især ud over udviklingslandene, som endnu ikke får lov at eksportere deres fødevarer til os. Et fuldstændigt frit marked for landbrugsprodukter vil flytte produktionen derhen, hvor der er de bedste naturgivne omstændigheder for en effektiv, herunder miljøeffektiv, planteproduktion. Det vil sandsynligvis medføre, at klassisk kornproduktion bliver urentabel i Danmark. Og derved kan de betydelige arealer, der nu anvendes til kornproduktion i Danmark udlægges til naturområder.
Skal man dyrke grise i højhuse? For nogle måneder siden beskrev en kronik i Politikken et hollandsk projekt om grise i 40 etager.[5] Grisehøjhuset kan ligge i en storby. Ind kommer foder og luft, og ud kommer slagtede svin, rent vand og gødningspiller. Ingen lugt og miljøproblemer...
Det er da den vej vi skal. Det er nærmest tragikomisk, at man i dagens Danmark stadig accepterer, at en moderne produktionsvirksomhed får lov at sprede sit ildelugtende og uhygiejniske affald frit på jorden omkring sig. Man føler sig sat tilbage til industrialiseringens barndom, og det bør høre op nu. De tekniske muligheder er til stede for at realisere det hollandske projekt i Danmark og rense gyllen fuldstændigt. Det koster penge[6], men ikke så mange, at der ikke allerede er danske svinefarmere, der gerne vil indføre disse teknikker mod, at de kan få lov at producere lige så mange svin, som de kan sælge. Det kapløb, man nu ser om at skaffe sig store jordtilliggender for at opfylde harmonikravet, er jo i virkeligheden en meget uhensigtsmæssig form for handel med kvælstofkvoter.
Forhindringen for denne udvikling er, at det eksisterende harmonikrav forlanger et jordtilliggende ikke pr. miljøbelastnings enhed men pr. antal svin produceret. I samme øjeblik dette krav ændres til at forholde sig til miljøbelastningen i stedet for produktionen, vil der kunne ske en eksplosiv udvikling af de nødvendige teknologier og produktionsmetoder.
På havet er der plads. Naturen på land er presset, og det kniber med at skabe plads nok til alle interesser. Det er derfor oplagt at lægge en større del af fødevareproduktionen på havet, hvor der er meget mere plads og altid vand nok. Denne udvikling er allerede i fuld gang, og FAO forventer, at halvdelen af alle fiskeprodukter i år 2030 vil stamme fra akvakultur. På sigt kan planteproduktionen i langt højere grad flyttes ud på havet. Allerede nu produceres millioner af tons alger som fødevarer til mennesker, og denne udvikling vil kunne fortsættes i lang tid fremover.
Det man ikke må sige. Det er blevet politisk ukorrekt at nævne GMO’er som en vigtig faktor i fremtidens fødevareproduktion. Heldigvis har UNDP gjort det alligevel i sin nyeste rapport om verdens udvikling og teknologi[7], hvor man uden omsvøb slår fast, at en sikker og billig fødevareforsyning for de fattige lande i verden kræver en stor indsats på det bioteknologiske område herunder anvendelse af GMO’er. Ved en konsekvent indsats på dette område kan Danmark være med til at reducere fødevareproduktionens arealforbrug dramatisk, holde tab af næringsstoffer nede på et acceptabelt lavt niveau, reducere vand- og energiforbrug og sidst men ikke mindst skaffe meget bedre vilkår for de dyr, vi anvender i produktionen. De miljøbevægelser, der holder fast i det ”økologiske” jordbrug og andre forældede teknologier og afviser moderne teknologier, modarbejder derved deres erklærede mål, nemlig at skabe bedre natur og miljø i Danmark.
Lad mig til slut opfordre til, at der ved næste revision af vandmiljøplanen bliver afsat den nødvendige tid til at tænke langt og stort. Og især vil jeg opfordre de fødevareproducerende erhverv til at bringe sig på forkant med deres ideer om fremtidens miljøeffektive fødevareproduktion. Det er producenterne, der ved, hvor skoen trykker, og erhvervet burde ikke lade sig trække rundt i manegen af kortsigtede miljøinteresser, der tænker alt for snævert og traditionelt.
[1] Forslag til operationelle mål for Øresund, ØSV, 1999
[2] http://www.mst.dk/tvær/07000000.htm
[3] 1000 m3 vand til et tons hvede
[4] Hvordan kan én bestemt form for fødevareproduktion tage patent på ordet økologi? Som i min bevidsthed står for en videnskab, som alle fødevareproducenter anvender
[5] Grise i 40 etager af Rasmus Rune Nielsen. http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=165228
[6] Svineproduktionen taber nu ca. 40.000 tons N/år. Med en renset pris på 50 kr/kg N bliver det i alt 2 mia. kr. år, set i forhold til en produktionsværdi på 15-20 mia./år
[7] http://www.undp.org/hdr2001/front.pdf
Kommentarer