Økologi - En videnskab eller en ideologi?
En klumme i vand & Jord
Det Økologiske Råd har lige fejret 10 års fødselsdag. Til lykke med det. Det skal være rådet velundt. Desværre er det ikke blevet det upartiske og objektive organ, man kunne have håbet på. Jeg var glad, da rådet blev dannet i sin tid. Der var dengang som nu brug for en institution, der på et uvildigt teknisk/videnskabeligt grundlag kunne dele sol og vind lige i miljødebatten, især med henblik på at påpege de rigtige proportioner. Og som samtidig var så uafhængigt som muligt af alle særinteresser, herunder den til enhver tid siddende regering, og reelt også behovet for at fastholde beskæftigelsen af dygtige og højt gagerede medarbejdere.
Det Økonomiske Råd må vel være det nærmeste eksempel på et organ, der opfylder sådanne krav. Til trods for at økonomi er en videnskab, der er væsentlig vanskeligere og mindre eksakt end den naturvidenskabeligt baserede økologi, er det alligevel lykkedes det økonomiske råd at skabe stor respekt om sit arbejde. Blandt andet var man under den seneste EUafstemning ikke spor bange for at tale hele det politiske establishment imod om Euroens virkninger. I det hele taget har den økonomiske fagkundskab sejret. Senest kan vi se, at det er muligt at skifte regering i Danmark, uden at det medfører nogen betydelige ændringer i den grundlæggende økonomiske politik, i al sin enkelthed fordi der eksisterer et økonomisk fagligt fundament, som ingen politikere ustraffet kan prøve at sætte ud af kraft.
På samme måde sætter naturlovene, herunder økologien, grænser for det politiske råderum. Og derfor ville det have været velgørende, hvis det Økologiske Råd kunne have spillet samme solide rolle som det Økonomiske Råd.
Sådan er det desværre ikke gået. Det Økologiske Råd er blevet et pressionsorgan for en bestemt politisk ideologi, som jeg vil kalde økologismen, der blev ført på banen i de tidlige 70'ere. Her blev det for første gang klart, at menneskene kunne påvirke naturgrundlaget på hele jorden og ikke blot i lokalområder. Og der opstod en angst for den økologiske dommedag, som blandt andet gav sig udtryk i den berømte/berygtede "Grænser for vækst"publikation, baseret på simplistiske modelbetragtninger.
Det stod hurtigt klart for den skeptiske iagttager, at de skræmmende prognoser i "Grænser for vækst" var vildt overdrevne, men desværre fandt de rette personer her en niche, hvor man kunne leve i tryghed og overflod ved at skræmme folk fra vid og sans, og hermed opstod økologismen eller den professionelle bekymringsindustri.
Økologismen forfægter et syndrom af synspunkter, som på overfladen lyder tiltalende, men som i sin konsekvens er samfundsskadelige, herunder skadelige for miljøet. Den overdrevne hensyntagen til Miljø & Natur kan virke antihumanistisk i sin karakter, idet den ser bort fra en række forhold (uddannelse, sundhedspleje, ældreforsorg), der nødvendigvis må prioriteres på lige fod med miljøet i alle samfund. Økologisterne er sikre på, at mennesket allerede har oversteget jordens bærekapacitet, og at vi i den vestlige verden skal gå ned i levestandard og spæge vort kød for at "redde jorden". De glemmer helt, at bærekapacitet er en dynamisk størrelse, som mennesket kan påvirke med ny viden og teknologi. Meget bekvemt er økologisterne samtidigt reelt maskinstormere, idet man bruger forsigtighedsprincippet i en så ekstrem udformning, at man de facto stopper udviklingen af netop de ny teknologier, f.eks. inden for gensplejsning, der mest effektivt kan afkoble produktionsudvikling og økonomisk vækst fra natur & miljøbelastningen. Desuden går man ind for de såkaldte "økologiske" fødevareproduktionsformer, som er rituelle i deres karakter og i hovedsagen har negativ betydning for et godt miljø, fordi de bruger unødig megen areal til produktionen.
Vi har stærkt brug for, at den videnskabelige økologi nyder fremme og danner grundlag for en rationel miljøforvaltning. Den videnskabelige økologi er tværfaglig og kan ikke monopoliseres af bestemte uddannelsesretninger. Den ser på helheder: "er holistisk" og systemanalytisk. Den er kvantitativ, beskriver stofstrømme og niveauer, og gør det derfor muligt i miljøforvaltningen at skelne skidt fra kanel og prioritere uvæsentlige problemstillinger ned i rækken. Den er sagligt baseret og ser virkeligheden som den er, og ikke som den burde være i forhold til en bestemt ideologi.
Det er derfor interessant at se, at den ny regering nu vil oprette et "Institut for Miljøvurdering ", som forhåbentlig skal basere sin rådgivning på den videnskabelige økologi og på princippet om "mest miljø for pengene". Det har vakt postyr hos mange, som mere eller mindre med rette kan hævde, at man allerede har gode muligheder for miljøvurderinger på eksisterende institutioner. Men det er vel et tegn på, at brede kredse blandt politikerne og i befolkningen er utrygge ved det eksisterende system, som åbenbart er præget en del af institutionel interessevaretagelse. Derfor ser man meget ofte nye miljøproblemer omtalt alarmistisk med krav om flere bevillinger og stillinger, men meget sjældent at det oplyses, at et problem er løst eller ikke var så slemt som oprindeligt forudsat.
Jeg synes, man må give det nye institut chancen for at vise, at det kan blive en frugtbar nyskabelse i dansk miljøforvaltning. Danmark er et lille land, og vores miljødebat bliver nemt "enstrenget", fordi det er så utroligt bekvemt for magthavere og deres rådgivere, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved den viden, der ligger til grund for vidtrækkende beslutninger om miljø & naturforvaltning. Hvis det nye institut organiseres, så det reelt bliver uafhængigt både af regeringen og af natur & miljøinteresseorganisationer, kan det give et substantielt bidrag til den pluralisme, der er helt afgørende for, at vigtige natur- & miljøbeslutninger kan tages på demokratisk grundlag.
Det Økologiske Råd har lige fejret 10 års fødselsdag. Til lykke med det. Det skal være rådet velundt. Desværre er det ikke blevet det upartiske og objektive organ, man kunne have håbet på. Jeg var glad, da rådet blev dannet i sin tid. Der var dengang som nu brug for en institution, der på et uvildigt teknisk/videnskabeligt grundlag kunne dele sol og vind lige i miljødebatten, især med henblik på at påpege de rigtige proportioner. Og som samtidig var så uafhængigt som muligt af alle særinteresser, herunder den til enhver tid siddende regering, og reelt også behovet for at fastholde beskæftigelsen af dygtige og højt gagerede medarbejdere.
Det Økonomiske Råd må vel være det nærmeste eksempel på et organ, der opfylder sådanne krav. Til trods for at økonomi er en videnskab, der er væsentlig vanskeligere og mindre eksakt end den naturvidenskabeligt baserede økologi, er det alligevel lykkedes det økonomiske råd at skabe stor respekt om sit arbejde. Blandt andet var man under den seneste EUafstemning ikke spor bange for at tale hele det politiske establishment imod om Euroens virkninger. I det hele taget har den økonomiske fagkundskab sejret. Senest kan vi se, at det er muligt at skifte regering i Danmark, uden at det medfører nogen betydelige ændringer i den grundlæggende økonomiske politik, i al sin enkelthed fordi der eksisterer et økonomisk fagligt fundament, som ingen politikere ustraffet kan prøve at sætte ud af kraft.
På samme måde sætter naturlovene, herunder økologien, grænser for det politiske råderum. Og derfor ville det have været velgørende, hvis det Økologiske Råd kunne have spillet samme solide rolle som det Økonomiske Råd.
Sådan er det desværre ikke gået. Det Økologiske Råd er blevet et pressionsorgan for en bestemt politisk ideologi, som jeg vil kalde økologismen, der blev ført på banen i de tidlige 70'ere. Her blev det for første gang klart, at menneskene kunne påvirke naturgrundlaget på hele jorden og ikke blot i lokalområder. Og der opstod en angst for den økologiske dommedag, som blandt andet gav sig udtryk i den berømte/berygtede "Grænser for vækst"publikation, baseret på simplistiske modelbetragtninger.
Det stod hurtigt klart for den skeptiske iagttager, at de skræmmende prognoser i "Grænser for vækst" var vildt overdrevne, men desværre fandt de rette personer her en niche, hvor man kunne leve i tryghed og overflod ved at skræmme folk fra vid og sans, og hermed opstod økologismen eller den professionelle bekymringsindustri.
Økologismen forfægter et syndrom af synspunkter, som på overfladen lyder tiltalende, men som i sin konsekvens er samfundsskadelige, herunder skadelige for miljøet. Den overdrevne hensyntagen til Miljø & Natur kan virke antihumanistisk i sin karakter, idet den ser bort fra en række forhold (uddannelse, sundhedspleje, ældreforsorg), der nødvendigvis må prioriteres på lige fod med miljøet i alle samfund. Økologisterne er sikre på, at mennesket allerede har oversteget jordens bærekapacitet, og at vi i den vestlige verden skal gå ned i levestandard og spæge vort kød for at "redde jorden". De glemmer helt, at bærekapacitet er en dynamisk størrelse, som mennesket kan påvirke med ny viden og teknologi. Meget bekvemt er økologisterne samtidigt reelt maskinstormere, idet man bruger forsigtighedsprincippet i en så ekstrem udformning, at man de facto stopper udviklingen af netop de ny teknologier, f.eks. inden for gensplejsning, der mest effektivt kan afkoble produktionsudvikling og økonomisk vækst fra natur & miljøbelastningen. Desuden går man ind for de såkaldte "økologiske" fødevareproduktionsformer, som er rituelle i deres karakter og i hovedsagen har negativ betydning for et godt miljø, fordi de bruger unødig megen areal til produktionen.
Vi har stærkt brug for, at den videnskabelige økologi nyder fremme og danner grundlag for en rationel miljøforvaltning. Den videnskabelige økologi er tværfaglig og kan ikke monopoliseres af bestemte uddannelsesretninger. Den ser på helheder: "er holistisk" og systemanalytisk. Den er kvantitativ, beskriver stofstrømme og niveauer, og gør det derfor muligt i miljøforvaltningen at skelne skidt fra kanel og prioritere uvæsentlige problemstillinger ned i rækken. Den er sagligt baseret og ser virkeligheden som den er, og ikke som den burde være i forhold til en bestemt ideologi.
Det er derfor interessant at se, at den ny regering nu vil oprette et "Institut for Miljøvurdering ", som forhåbentlig skal basere sin rådgivning på den videnskabelige økologi og på princippet om "mest miljø for pengene". Det har vakt postyr hos mange, som mere eller mindre med rette kan hævde, at man allerede har gode muligheder for miljøvurderinger på eksisterende institutioner. Men det er vel et tegn på, at brede kredse blandt politikerne og i befolkningen er utrygge ved det eksisterende system, som åbenbart er præget en del af institutionel interessevaretagelse. Derfor ser man meget ofte nye miljøproblemer omtalt alarmistisk med krav om flere bevillinger og stillinger, men meget sjældent at det oplyses, at et problem er løst eller ikke var så slemt som oprindeligt forudsat.
Jeg synes, man må give det nye institut chancen for at vise, at det kan blive en frugtbar nyskabelse i dansk miljøforvaltning. Danmark er et lille land, og vores miljødebat bliver nemt "enstrenget", fordi det er så utroligt bekvemt for magthavere og deres rådgivere, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved den viden, der ligger til grund for vidtrækkende beslutninger om miljø & naturforvaltning. Hvis det nye institut organiseres, så det reelt bliver uafhængigt både af regeringen og af natur & miljøinteresseorganisationer, kan det give et substantielt bidrag til den pluralisme, der er helt afgørende for, at vigtige natur- & miljøbeslutninger kan tages på demokratisk grundlag.
Kommentarer