Nye tider for Dansk Akvakultur
Synspunkt i Akvakulturmagasinet i efteråret 2005
Midtfirserne var en stor periode for dansk akvakultur, en masse nye ting blev sat i gang og der var stor optimisme på området. Vi følte os sikre på, at vi på basis af den store erfaring, der var opbygget i Danmark gennem 100 år, kunne sikre en Danmark i fin placering i den stærkt stigende globale akvakul-turproduktion. Men ak, sådan skulle det ikke gå. Netop som der blev sat fart på det hele, skyllede døde jomfruhummere i kassevis op på strandene. Og de store vandmiljøplaner blev, berettiget nok, sat i gang. Desværre var planerne i starten baseret på et politisk ønske om at udvise handlekraft frem for at sikre teknisk/økonomisk optimale løsninger. Akvakulturerhvervet blev som et lille erhverv, uden særlig politisk gennemslagskraft, gidsel i dette spil, og der blev bl.a. gennemført et havbrugsstop, selv om hav-brugets udledninger udgjorde en forsvindende lille del (0,5 promille) af det samlede tab af kvælstof fra den øvrige fødevareproduktion, som på det tidspunkt var 500.000 tons/år.
Siden den tid er akvakulturerhvervets produktion stagneret i Danmark. Erhvervet er blevet holdt i ekstremt stramme tøjler af aktive NGO’er i samarbejde med embedsmænd, der, sikkert i den bedste mening, misinformerede politikerne om proportionerne i erhvervets miljøbelastning. Erhvervet var på det tidspunkt for småt og for dårligt organiseret til at kunne tage kampen op mod disse stærke kræfter, og der var vel også en del modvilje i erhvervet mod at tage de reelle miljøproblemer alvorligt.
Uden muligheder for vækst var erhvervet i 90’erne ved at dø en langsom død i sejpineri, og denne udvikling var ikke blevet brudt, hvis ikke nogle af erhvervets fremtrædende skikkelser havde sat hælene i. Det lykkedes erhvervet at få politikerne i tale og overbevise dem om, at akvakultur er en meget miljøeffektiv form for fødevareproduktion, og at erhvervet oven i købet år for år er i stand til støt at forbedre sin miljøeffektivitet. De to ”Hjortnæs”-udvalg om dambrug og havbrug blev nedsat, og der blev udarbejdet nogle gode rapporter.
Efter at de to rapporter er kommet ser der nu ud til at være politisk vilje til, at erhvervet skal have lov til at udvikle sig, og der er igen optimisme i erhvervet. Jeg deler den optimisme, men mener, at der stadig er brug for kamp for at sikre en god fremtid for akvakulturen. I skrivende stund er det trods alt kun Vestsjællands amt, der har givet tilladelse til en forøget havbrugsproduktion. Modeldambrugene er et stort fremskridt med henblik på at udvikle teknologier, der kan sikre mindre udledninger og større produktion, men jeg er dog bange for, at udviklingen tager for lang tid og er for omstændelig og dyr. F.eks. er det påfaldende, at af de 90 millioner som staten støtter modeldambrugene med, skal de 30 millioner bruges til at måle på og ”dokumentere” i forvejen velkendte rensningsprocesser.
Dansk Akvakultur har på basis af de positive nye signaler lavet en spændende ny strategiplan, hvor man regner med ca. en 3-dobling af den samlede danske akvakulturproduktion. Jeg vil ved en senere lejlighed kommentere planen, som godt kunne være endnu mere ambitiøs. Må jeg imidlertid kompli-mentere erhvervet for den tiltro, der nu vises til fremtiden, og samtidig opfordre til at holde dampen oppe. Målet er først nået, når fiskene er produceret og pengene er tjent.
Midtfirserne var en stor periode for dansk akvakultur, en masse nye ting blev sat i gang og der var stor optimisme på området. Vi følte os sikre på, at vi på basis af den store erfaring, der var opbygget i Danmark gennem 100 år, kunne sikre en Danmark i fin placering i den stærkt stigende globale akvakul-turproduktion. Men ak, sådan skulle det ikke gå. Netop som der blev sat fart på det hele, skyllede døde jomfruhummere i kassevis op på strandene. Og de store vandmiljøplaner blev, berettiget nok, sat i gang. Desværre var planerne i starten baseret på et politisk ønske om at udvise handlekraft frem for at sikre teknisk/økonomisk optimale løsninger. Akvakulturerhvervet blev som et lille erhverv, uden særlig politisk gennemslagskraft, gidsel i dette spil, og der blev bl.a. gennemført et havbrugsstop, selv om hav-brugets udledninger udgjorde en forsvindende lille del (0,5 promille) af det samlede tab af kvælstof fra den øvrige fødevareproduktion, som på det tidspunkt var 500.000 tons/år.
Siden den tid er akvakulturerhvervets produktion stagneret i Danmark. Erhvervet er blevet holdt i ekstremt stramme tøjler af aktive NGO’er i samarbejde med embedsmænd, der, sikkert i den bedste mening, misinformerede politikerne om proportionerne i erhvervets miljøbelastning. Erhvervet var på det tidspunkt for småt og for dårligt organiseret til at kunne tage kampen op mod disse stærke kræfter, og der var vel også en del modvilje i erhvervet mod at tage de reelle miljøproblemer alvorligt.
Uden muligheder for vækst var erhvervet i 90’erne ved at dø en langsom død i sejpineri, og denne udvikling var ikke blevet brudt, hvis ikke nogle af erhvervets fremtrædende skikkelser havde sat hælene i. Det lykkedes erhvervet at få politikerne i tale og overbevise dem om, at akvakultur er en meget miljøeffektiv form for fødevareproduktion, og at erhvervet oven i købet år for år er i stand til støt at forbedre sin miljøeffektivitet. De to ”Hjortnæs”-udvalg om dambrug og havbrug blev nedsat, og der blev udarbejdet nogle gode rapporter.
Efter at de to rapporter er kommet ser der nu ud til at være politisk vilje til, at erhvervet skal have lov til at udvikle sig, og der er igen optimisme i erhvervet. Jeg deler den optimisme, men mener, at der stadig er brug for kamp for at sikre en god fremtid for akvakulturen. I skrivende stund er det trods alt kun Vestsjællands amt, der har givet tilladelse til en forøget havbrugsproduktion. Modeldambrugene er et stort fremskridt med henblik på at udvikle teknologier, der kan sikre mindre udledninger og større produktion, men jeg er dog bange for, at udviklingen tager for lang tid og er for omstændelig og dyr. F.eks. er det påfaldende, at af de 90 millioner som staten støtter modeldambrugene med, skal de 30 millioner bruges til at måle på og ”dokumentere” i forvejen velkendte rensningsprocesser.
Dansk Akvakultur har på basis af de positive nye signaler lavet en spændende ny strategiplan, hvor man regner med ca. en 3-dobling af den samlede danske akvakulturproduktion. Jeg vil ved en senere lejlighed kommentere planen, som godt kunne være endnu mere ambitiøs. Må jeg imidlertid kompli-mentere erhvervet for den tiltro, der nu vises til fremtiden, og samtidig opfordre til at holde dampen oppe. Målet er først nået, når fiskene er produceret og pengene er tjent.
Kommentarer